Her Alf vil Bryllup holde,
thi sadler han sin Hest,
og sine Grander bolde
dem byder han til Gjæst.
Og som han monne ride
hen over Heden graa,
de Stjerner staae saa hvide
i Kreds paa Himlens Blaa.
Og som han monne trave
i Maanens Sølverglands,
han seer blandt Oldtids Grave
saa underlig en Dands.
En Flok af Ellekvinder
i muntre Kredse sprang,
om gamle Kjæmpeminder;
ved Natteravnens Sang.
Og Ellekongens Datter,
saa gusten som en Aand,
med kolde Fingre fatter
ham ved hans høire Haand:
„Velkommen i mit Rige!
stig af og træd i Dands
med Ellekongens Pige
ved blege Stjerners Glands.”
„Bort! ledeste blandt Trolde!
langt heller vil jeg døe,
i Morgen skal jeg holde
mit Bryllup med min Møe.”
„See denne gyldne Kjæde,
den vil jeg skjenke dig,
Her Alf! om du vil træde
i Nat i Dands med mig.”
„Bort med din gyldne Kjæde!
langt heller vil jeg døe,
i Morgen skal jeg træde
i Dandsen med min Møe.”
„Her Alf! hvis du vil gange
i Dands med mig i Nat,
da skal du Hælften fange
af Ellekongens Skat.”
„Bort, Trold! jeg vil ei gange
i Dands med dig i Nat,
og kunde jeg end fange
al Ellekongens Skat.”
Hun rørte ved hans Hierte,
og mumled’ Trolddoms Ord,
da sank i Dødens Smerte
Her Alf til sorten Jord.