Hvo har her med dristig Haand
Disse blanke Bølger kruset?
Hvilken ædel Kunstneraand
Har, af Kjærlighed beruset,
Malet det, det Skabtes Lyst,
Cypris, som paa Jorden byder,
Og som i Olympen gyder
Salighed i Guders Bryst.
Ei de trinde Lemmers Snee
For vort Blik en Kaabe dølger;
Men hvad Øiet ei bør see,
Skjules af de dunkle Bølger.
Lig Apollons Svane hen
Paa det klare Speil hun svæver
Snart hun dukker, snart hun hæver
Sig af Voverne igjen.
Og i salig Elskovslyst
Skummende en Bølge stiger,
Snoer sig om det fulde Bryst,
Sukker, kysser det og viger.
Men Cythere hviler huld,
Som en Lillje blandt Violer,
Paa det dunkle Hav, der straaler
Klart af Morgensolens Guld.
Og omkring paa Dybets Blaa
Lege dandsende Dalphiner,
Spøge Amoretter smaae
Med de søde Uskyldsminer,
Og, mens Amor sprøiter Vand
Paa de unge Nereïder,
Smilende Gudinden glider
Til Cytheres grønne Strand.