Som Mænd og som Brødre vi qvæde
Mel. Til Vaaben! see, Fienderne komme.
Mel. Til Vaaben! see, Fienderne komme.
Som Mænd og som Brødre vi qvæde,
Hvad Hjertet begejstrer med Mod!
Da Venskab her valgte sit Sæde,
Vort Samfund urokkeligt stod.
Med fyldte Pocaler vi hædre
Vort Samfunds de værdige Fædre!
Højt leve vor Stifter, der saare tilfreds
Til Venskab indviede Gjæsternes Kreds!
Vær Pythias! stedse Du finder
En Damon, der lever for Dig.
I Slaget hver Fare forsvinder,
Ej kæmper Achilles for Sig:
Sin Ven, sin Patroklos beskjermer
Han mandigt, hvor Døden sig nærmer;
Og falder hans Broder, da hævner hans Mod
Den Faldnes, den Elskedes hellige Blod.
Dig, Fredens lyksalige Hæder,
Standhaftighed vinder igjen;
Og dine saa savnede Glæder]
Da krone den prøvede Ven!
Thi Venskab hver Aften forskjønner,
Hvert Dagens Arbejde belønner;
Og skjenker det ædle, deeltagende Bryst
Gjensidige Gladers forenede Høst.
Vort Selskabs Gudinde vi dyrke,
Som Oldtidens hædrede Mænd!
Hver Hedin i Ungdommens Styrke
Her finde sin Hogni, sin Ven!
Gjensidig Fortrolighed trives,
Hvor Tillid ved Blidhed oplives.
Saalænge ej Fædrenes Minde forgaaer,
Vort Samfund ved Venskab og Enighed staaer!