Om Bergenhusernes Fest i Bergen, den 8de Marts 1810, og om norsk Bonde-Poesie
(Et Brev til Professor og Ridder K. L. Rahbek fra Lyder Sagen).
(Et Brev til Professor og Ridder K. L. Rahbek fra Lyder Sagen).
Bergen, 1 Maj 1810.
Kjære Rahbek! Jeg veed, at Alt hvad der angaaer Norge og Normænd interessere Dig. Du erindrer udentvivl, at i hine blidere Dage paa Bakkehuset var mit Yndlingsæmne Norge og atter Norge. Dengang var Du saa god, stundum at skjænke mig Din Opmærksomhed, naar Talen var om hint Æmne; og skulde jeg vel haabe det mindre nu, da Norge og Normænd, i de sidste henfarne Aar, maa have vundet fornyet og fordoblet Interesse hos Dig og alle retsindige Danske? Vel er det ingen nye Træk af norsk Tapperhed eller Patriotisme, jeg har at skildre Dig — uagtet der vel endnu, ogsaa fra denne Side, findes mange Tillæg til det herlige Nationalblad, Budstikken. Nej! hvad jeg dennegang vil more mig selv med at meddele Dig, er endel Fragmenter af Sange, forfattede af norske Soldater i den norske Lejr paa Grændsen i Aarene 1808 og 9. — Ofte fortalte jeg Dig, i hine vort Samlivs Dage, mine kjære Drømme, engang i Norge at finde ubekjendte Levninger af Fortidens Poesi: men disse Drømme bleve heller intet mere, end Drømme. Paa min Rejse overland fra Kjøbenhavn til Bergen, om Vinteren 1805–6, gjorde jeg mig al mulig Umage for at opsøge disse forhaabede Levninger. I hver Hytte, hvor jeg kom ind, hvor der sad Kjærlinger eller Piger ved deres Ten eller Rok, satte jeg mig midt iblandt dem, og bad dem synge gamle, ret gamle Viser. Dette gjorde ogsaa Nogle, men alle vare de mig forhen bekjendte fra Peder Syvs Kjæmpeviser. Ved denne Lejlighed fik jeg dog at høre mangen Sang, især i Valdris, som var forfattet af norske Bønder eller Bondekarle i det sidste Lustrum eller Decennium; men da min Hu dengang blot stod til det Antikke, nedskrev jeg ikke hine, hvilket jeg siden har fortrudt, thi de havde dog været et interessant Bidrag til den norske Landalmues Karakter, Kultur m. m. — Saa ganske har jeg dog ikke opgivet Haabet om at der endnu i en eller anden Vraa af gamle Norrig findes Spor af gammel Poesi. Hvad jeg ikke var saa lykkelig, paa min Iltrejse, at finde, kan en Anden maaske være heldigere andensteds at opdage. Og jeg bestyrkes meget i denne Formodning ved et Par Fragmenter af oldnorske Sange, som jeg fra min Barndom erindrer at have hørt min Moder synge. Et af Fragmenterne, formodentlig af en Elskovs- eller, saakaldet, Huldresang, hvori Forfatteren eller Elskeren udtrykker sin Længsel efter sin Pige, vil jeg afskrive her. Denne Sangs Melodie, der udentvivl var ligesaa gammel som Sangen selv, havde noget saa inderlig Sødt og Rørende ved sig, at jeg kunde fristes til at faae den sat paa Noder, og meddele den her. Fragmentet lyder saaledes:
Det andet Fragment er allerede bekjendt af Professor Oehlenschlægers Palnatoke. For flere Aar siden reciterede jeg det for denne berømte Digter, som et frapant Sidestykke til de Linier af en ældgammel tydsk Folkesang, som Bürger hørte en Bondepige synge i en Skov, og hvilke gav Anledning til hans bekjendte Romanse, Leonore. De tydske Ord, som staae i Bürgers Levnet, foran 4de Bind af hans Skrifter, pag: 36, lyde saaledes:
„„Der Mond der scheint so helle,
Die Todten reiten so schnelle:
Feins Liebchen! graut dir nicht?“
og de norske:
„Maanen skjine,
Dømand grine,
Værte du ikkje ræd?
Skulde man ikke, af den frappante Lighed imellem disse to Fragmenter, næsten troe, at de engang have hørt til en og samme Sang, der kan være kommen fra os til Syden, eller omvendt?
Førend jeg meddeler Dig de ovenomtalte Prøver af Soldatersangene, behøver jeg vel ikke at nedstemme Din Forventning; thi Du venter Dig dog neppe tyrtaiiske eller gleimske Sange. Uagtet Du maaske hist og her vil møde enkelte Træk, som disse to Skjalde ikke vilde skammet sig ved, røber dog det Hele kjendelig den simple Soldat. Gleim skrev vel sine bekjendte Krigssange under Navn af en preussisk Grenader, men man gjenkjendte lettelig den dannede Forfatter, ikke fordi de manglede den ægte Soldateraand, men fordi de røbede en Digter, mere fortrolig med Muserne, end den simple Soldat kan være. De her leverede Sangprøver derimod røbe, uagtet deres enkelte poetiske Steder, en Haand, mere vant til at føre Vaaben, end Pennen; de have alle Folkesangens og Folkesprogets sande Kriterier: skjødesløse, ofte ingen, Rim, eller blot Allitteration og Rimbogstav, Inkorrekthed i Sprog, Archaismer o. d. l.; hveranden Strofe viser, at de ere digtede — ikke skrevne — paa Stedet og ofte in transitu, og have siden gaaet fra Mund til Mund. Dette er udentvivl Tilfældet med et Par af de Sange, jeg her leverer, hvilke ere blevne mig dikterede af en Tambour, som var med i Lejren og Teltkammerat af en af Forfatterne. — Hvorledes jeg er kommen til disse, i mine Øjne, Sjeldenheder, vil jeg først fortælle Dig, og saa meddele Prøverne.
Den Bergenhusske Musketerbataillon og det, efter Fortjeneste, berømte lejrdalske Jæger-Kompagnie ventedes fra Grændsen til først i Marts d. A. Neppe var dette bekjendt, førend en stor Del af Bergens Borgere tegnede sig for betydelige Bidrag paa en af H. H. Biskop og Ridder Joh. Nordahl Brun forfattet skriftlig Indbydelse, til en højtidelig Modtagelse af disse fortjente Krigere. Højtideligheden blev bestemt til den 8de Marts. Om Middagen samledes vore hjemkomne Krigere, Officirer og Soldater (noget over 600 Mand) paa Torvet, hvorfra de gik til Korskirken. Der modtoges de med en Psalme, og, da denne var afsjunget, besteg H. H. Biskoppen Talestolen, og holdt, med sin sædvanlige mandige Veltalenhed, en Tale paa Vers til de hjemkomne Stridsmænd2. Da denne var endt, gik de samtlig, under Musik fra Kirketaarnet, derfra til Komediehuset, i hvis Parterre og Dandsesal Spiseborde stode dækkede. Da de traadde ind paa Parterret, som var oplyst med Lysekroner og Lamper, og smagfuldt dekoreret med Regimentets Faner, begyndte Musikken fra Balkonen, og varede til de havde taget Plads ved Bordene; derpaa gik Dækket op, en af vore Stadskaptajner traadde frem og sang følgende
Sang:
Velkommen, Brødre! fra Lejren tilbage,
Herlige Ynglinger, kraftfulde Mænd!
Stolte vi saae Eder fra os at drage,
Stoltere see vi nu Eder igjen.
Trofaste Haandslag vi kun kan tilbyde
Eder, som hævded’ vor ældgamle Rang;
Guld kan ej Helten belønnende fryde,
Det kan kun Skjaldens den evige Sang.
Tak for hver Gang, I mandhaftige Helte!
For os I vaaged’ i Storm og i Slud!
Tak for hver Gang I, med Sværdet fra Belte,
For os saa frejdig i Kampen drog ud!
Mangen en Broder iblandt os vi savner,
Jorden bedækker hans mandige Bryst;
Men medens Graven saa venlig ham favner,
Lever i Sangen hans Navn og hans Dyst.
Naar I, o Brødre! engang skal borthænge
Sværdet, som mangenet Øje har lukt,
Lærer de blomstrende Norriges Drenge
Stolt det at bruge, som I det har brugt!
Normandens Mod gaaer i Arv med hans Klinge;
Sønnen skal stande, som Faderen stod.
Aldrig en Fjende skal Norrig betvinge,
Før skal det skjules af Sønnernes Blod.
Glade, o Brødre! i Qveld vi os samle;
Og, medens Kanden gaaer flittig om Bord,
Følge vi Fædrenes Skikke de gamle,
Synge og vexle mangt drabeligt Ord.
”Fred om hver Bauta, der staade med Ære!
”Hæder og Held med hver vaabendjærv Mand!
”Brødre! til Døden vort Løsen det være:
”Sejer eller Død for vor Konning, vort Land!”
Maatte denne Sang nogenlunde have udtrykket mine erkjendtlige Landsmænds Følelser paa denne Højtidsdag, vil det lettelig tilgives mig at jeg giver den Plads her.
Nu gik antikke Drikkehorn og drabelige Ølkander fra Grande til Grande.
Hjertet blev varmt ved Fædres Drik,
Gjæstfri Velkomst løste Tungen.
Hvilket Syn, at see disse Norriges, paa Sjæl og Legeme, stærke Mænd og Ynglinger, i hvis Aasyn stod præget Ærlighed, Mod og Trofasthed! Hvilken Fryd, at høre dem tale og synge om mangen Daad og Dyst, som de havde udført eller deltaget i! Her sad en Gruppe af Dannebrogsmænd, hvis Blik og Adfærd viste at de havde fortjent deres Udmærkelsestegn, og i Nærheden af dem Stridsbrødre, som talte og sang om deres Bedrift. Hist traadde en Offiser ind i en anden Gruppe, og hilsedes af en eller flere blandt Soldaterne paa den mest overraskende Maade med et Vers, eller en Sang, som erindrede ham om en Dyst, hvori han havde udmærket sig. Det er mig ikke muligt, at skildre Dig alle de frappante Scener her forefaldt. Efterat Maaltidet var endt og Bordene borttagne, fornøjede disse vore hæderlige Brødre sig med Samtaler, allehaande Sange, og nationale Dandse. Gildet varede fra Kl. 2 om Eftermiddagen til Kl. 9 om Aftenen.
I dette Gilde var det at jeg hørte de ovenomtalte Sange, hvoraf jeg nu vil give Dig Prøverne. Vel kunde mangen Sang, om ikke for andet, saa dog for sine historiske Data, fortjene at afskrives hel; men finde disse Prøver Bifald, kan jeg maaske en anden Gang skaffe Dig mere.
En af de længste (den udgjør ikke mindre end 24 Strofer) begynder saaledes:
Den tredie Juli til Mærtrand vi kom,
Paa Svensken vi vaage da skulle,
Beskytte, forsvare vort Norriges Land;
Vi deraf afstaaer ej en Smule;
Der Huse ej var;
Vi Telte ej har,
Hvorunder vi os kunde skjule.
Hvad skulde vi gjøre? vi fandt vel et Raad,
Som nyttigt og gavnligt mon være;
Vi løb da til Skoven og huggede Bar,
Og Hytter oprejste vel vare,
Skjønt ikke saa tæt,
Dog ikke saa slet,
Som Krigsmænd vi hjulpne dog vare.
I Hytterne sov vi, skjønt Sengen ej var
Med Lagen og Dyner tillavet;
Gehænget om Livet, til Pude vi har
Tornyster, hvorpaa vi mon hvile.
Musketten den stod
Saa nær ved min Fod,
At jeg den i Mørke kan gribe.
Naar Forposten mærker det ringeste Gran,
At Fjenden sig skulde røre,
Og Løjtnanten saadant faaer vide; paastand
Han videre Melding mon gjøre;
„Dragon! kom ihast,
Paa Sadlen Dig kast!
Nu rider Dragonen saa fort som en Vind,
Saa Skyen og Støvet de mødes;
Vær Du da paa Vejen til Side gesvind,
Hvis Du ej af hannem vil stødes!
Det hørtes dog, om
Dragonen han kom;
Thi Jorden som Torden mon lyde.
Saa stod Generalen alt færdig og tog
Mod Løjtnantens Melding, og raabte:
Hør Tambour! spænd Trommen, gak om i hver Krog!
Allarm udi Lejren lad raabe!
Herud med en Hast!
Spænd Taskerne fast!
Musketterne frisk udi Armen!
Træd an, mine Gutter! jeg seer I er flink;
Saa hørte jeg Staffeld at tale:
Vi vil afmarschere et Stykke omkring,
Og høre, hvad Svensken behager.
Og træffer det til,
Han bie os vil,
Saa skal han gaae klappet tilbage.
En Nat vores Folk udi Kjæde der stod,
Da sniger sig Fjenden frem i en Krog
I Tanke vor Vagt at omringe;
Sex hundrede Mand,
Med Rifler i Haand,
Paa Bagen af os de mon springe.
Mod Fronten kom Hestfolk tre Hundrede Mand
Med Sabler saa blank som en Lue;
De tænkte nu skal vi dem gribe forstand;
Men ikke saa monne vi grue;
Af otteti Mand
Kun tredive han
Som Fanger tilbage kan føre.
Som vistnok sit Bedste mon gjøre;
Sit Mandskab han ordned’ med bedste Besked;
Jeg ham og et Vidne skal være.
Men, hvor vil vi hen
Mod Overmagt slem?
Vi hermed fornøjet maa være!
Nu gaaer Forfatteren tilbage til sit gamle Qvarter, som videre beskrives. Han siger blandt Andet:
Af en anden Sang paa 16 Strofer, forfattet paa samme Sted som den første, men, som man let vil see, fra en anden Haand, tør jeg kun meddele Dig nogle Strofer.
Da vi mon til Martran komme,
Syntes Alting for os surt;
Vores Maver vare tomme,
Alle Ting var for os dyrt;
Saa vi vidste ingen Raad,
Mad for os var ej at faae.
I tre Dage fik vi ikke
Noget til vort Livs Ophold;
Vandet det var vores Drikke,
Fremmed var vi paa den Vold;
Saa vi alle var i Nød —
Fjerde Dagen fik vi Brød.
Det var ikke mange Dage,
Før vi maatte rykke frem;
Thi af vore Jægre fagre
Svensken femten tog af dem —
Svensken skulde vi nu slaae
Og paa Linien mod ham staae.
Ej skal Svensken os beskjæmme
Paa det Sted, hvor vi nu staaer;
Vi skal lære ham at glemme,
At han Lier vandt i Vaar.
Strax han til vor Skandse seer,
Skal han os tilbyde Fred.
Freden vil vi ham og give,
Naar det skeer til Norges Gavn;
Norske er vi, Norsk’ vi bleve,
Fægte kjækt for Fødeland.
Svensken skal ej rose sig,
At han førte mod os Krig.
Endnu troer jeg at burde afskrive et Par Strofer af en anden Sang, hvilke skildre den norske Soldats Patriotisme. — Hvad kan man ikke vente af den Soldat, fra hvis Hjerte og Pen følgende Strofer udstrømme?
Vi, som Fredens Tid har nydet
Her i mange, mange Aar,
Nu som kjække Normand strider,
Og med ærligt Mod vi staaer.
Hvad end Skjæbnen vil tilføje,
Enten Sejer eller Død,
Det skal mig dog vel fornøje,
At for Fødelandet døe.
Jeg for Tiden ej vil sørge
Og ej vankelmodig gaae;
Nej! lad vore Fædre spørge,
At vi stedse mandig staae.
Vi vil heller døe med Ære,
End med Skam at leve her;
Sejerskrandse hjem vi bære,
Normands vante Prydelser.
Naar Abbt, i sin Bog vom Verdienst p. 367, taler om de gleimske Krigssange, siger han: „Hvis Gleim kunde have bragt det hertil, at hans preussiske Krigssange vare komne i den gemene Soldats Hænder, saa maatte han, i de preussiske Stater, have haft den første Rang blandt Digterne, efter de Opbyggelige.“ Hvad skal man da sige om Forfatteren af denne og de øvrige her meddelte Sange, hvilke ere forfattede og sjungne midt iblandt de gemene Soldatere, ere gangne fra Mund til Mund, have opvarmet Hjerterne og vedligeholdt den Lue, der brændte for Fædrenelandet? Have ikke disse kjæmpende og blødende Forfattere, uagtet deres Sange maa staae under de gleimske i æsthetisk Værd, dog ogsaa nogen poetisk Fortjeneste af Fædrenelandet?
Forfatterne af disse Sange have stundum, i sidste Strofe, nævnet sig, hvilket og er Tilfældet med Forfatteren af denne Sang, hvilken han slutter saaledes:
Dersom Nogen vil opspørge
Den, som Visen hae fuldendt,
Da skal jeg det selv besørge;
Thi mit Navn er vel bekjendt.
Jeg er kun af ringe Stamme,
Og en Jordens Træl jeg er;
Men jeg derfor mig ej skammer:
Iver Knudsen Navnet er.
En Afskedssang, ikke skreven i Lejren, men i Bergen før Afrejsen didhen, har adskillige ret vakre Steder, hvoraf jeg vil afskrive nogle. Sangen bestaaer af 23 Strofer. Det er mærkeligt, at de fleste af de Viser, jeg er kommen over, ere omtrent af samme Længde. Jeg skulde næsten troe, at, da Længden er noget Karakteristisk ved disse Sange, maa den norske Almue ansee det som et Fortrin ved en Sang, at den er dygtig lang, og at Forfatterne desaarsag have brugt flere Ord der, hvor de baade kunde og burde have fattet sig kortere. Eller er maaske Længden noget Almindeligt og Eget ved den raa Nationalpoesie? Vist er det, at epigrammatisk Korthed og Fynd næsten aldrig findes i de os bekjendte Levninger af Nordens Oldpoesi, hvilket er meget naturligt; thi det Epigrammatiske, det Fyndige og Kjærnefulde, om ikke i Tanker, saa dog i Udtryk og Vendinger, udkræver en højere Grad af Kultur. — Af samme Grund kan man vel heller ikke vente altid at finde den rigtige logiske Sammenhæng i deslige Sange; og den findes da stundum heller ikke i de fleste af de Soldaterviser, jeg har samlet. Hiatus og drabelige Spring — hos en Digter af en Slags Celebritet vilde man vel kalde det dristig Tankeflugt — findes næsten overalt. Forendel kan vel dette ogsaa komme af Afskrifternes Urigtighed; thi i de Sange, hvoraf jeg har forskjellige Afskrifter, er Strofe-Følgen hel ofte forskjellig. Men, kan man sige, uagtet ovennævnte Mangler ved disse Soldatersange, kunde der dog findes mere Poesi i dem — og hvo vilde nægte det? Jeg er ikke saa forgabet i dem, at jeg skulde være blind for deres aabenbare Fejl, deres kanske altfor hyppige sermo pedestris; jeg veed meget vel, at der hører Andet til Poesi, end een skjøn Tanke, een frappant Vending hist og her. „Et tilfældigt Penselstrøg, siger en vis Forfatter, kan vel lykkelig efterligne det lette Skum paa en Hests Bidsel, men aldrig frembringe en Rose. Her udfordres, foruden Penselstrøgets Lethed, Plan, Hensigt og et veloverlagt Hele.“ Men hvo kan vente alt Dette af en udannet Bondekarl? Ikke tabe man, under Læsningen, det af Sigte, af hvem disse Sange ere forfattede, og da troer jeg man heller vil finde dem over, end under Forventning. — Men til Afskedssangen igjen! Nogle af dens første Strofer lyde saaledes:
Saa Mangen der er kommanderet at gaae,
Og maa sine Venner forlade;
Fra Mine jeg nu ingen Afsked kan faae,
Men paa disse Papieblade
Har jeg udi Sind,
At sætte herind
Min Afsked og sende tilbage.
Min gamle ærværdige Moder! jeg maa
Nu Eder i Sorgen forlade;
Jeg maa efter Ordre marchere, og gaae
Hvor Gud det og Kongen vil have.
Om vi skal i Strid,
Stat, Jesus! os bi,
Som fordum i Gideons Dage!
Nu Fader og Moder begræde en Søn,
Som de tænkte hos sig at have,
Naar Alderdom kommer og fører med sig
De graa Haar og vanskelig’ Dage;
For Døren de maae
Dem følge, og gaae,
Og sukkende vende tilbage.
Troværdige Piger vemodigen gaae,
Som Kjæresten nu maa forlade;
Derover man ikke forundre sig maa —
Naar Træern’ skades i Have,
Da visne de hen,
Staae tørre igjen,
Og prydes ej mere med Blade.
* * *
Dog, Gud være lovet! jeg haaber endnu
At, efter de brusende Dage,
Er Solskin tilstede, som udi den Tid
Da Maj udspringer med Blade,
Da alting staaer grønt,
Ret herligt og skjønt,
Vil ligesom synge og tale.
* * *
Der skrives i Aar atten hundred’ og syv
I Augusti Maaned og Dage,
Vor fredlige Konge blev tvungen til Krig,
Som Freden har elsket at have.
Det fredlige Brød
De Vinen fratog,
Og gav hannem Ædik at smage.
* * *
Vor Kronprinds, vor Kronprinds, den prægtige Helt,
Dersom han tilsted’ havde været,
Dentiden da Fjenden indbrød i Feldt,
Og havde selv Staden regjeret;
De Engelske da
Ej rose sig af
At spille med Kjøbenhavn Terning.
* * *
Skal vi for vort Land da mod Fjenderne ud
Marschere og gaae dem imøde;
Frimodig i Gud vi da rejse vil ud,
Og stride som Kjæmper tilbøde.
Som David den Smaa
Mod Goliath mon staae,
Saa ville vi Fjenderne møde.
* * *
Hurra for vor Konge! Hurra for vort Land!
Hurra for vor Prinds og Prindsesse!
Hurra Officirer, og hver i sin Stand,
Som raader med Kongen tilbedste:
Hurra for enhver,
Som bære kan Sværd
Fra mindste til Ypperst’ og Bedste!
Her har Du nu Prøverne af endel af de Soldatersange, jeg er i Besiddelse af; der er udentvivl mange flere og maaske bedre, som jeg ikke har hørt eller har kunnet komme over. Men saadanne som disse ere, med alle deres Ujævnheder og Fejl, troer jeg dog at Du vil finde dem værd din Opmærksomhed: og troer Du, at Prøverne af disse Sange kunne have nogen Interesse for flere Læsere, har jeg Intet imod, at de gjøres offentlige. — Skulde ikke den Idee hos saa mange af vore norske Soldatere, at digte og synge midt under Vaabnenes Gny; skulde ikke det, at disse Sange give ægte Prøver af norsk Nationallune; skulde ikke det, at disse Sange umiskjendelig vise den norske Soldats Stemning under den svenske Krig, hans Hengivenhed, hans Kjærlighed for Konge og Fædreneland; skulde ikke det, at disse Sange frembyde et ikke ubetydeligt Bidrag til Kundskaben om den norske Almuesmands Sprog- og Forstands-Kultur; skulde ikke alt dette — og flere interessante Betragtninger, som disse Sange kunne give Anledning til — vel fortjene den tænkende Mands Opmærksomhed?
Der vankede ogsaa i hint Gilde en Hob Sange af et andet Slags, nemlig Kjærlighedsviser, Bryllupsviser m. fl. alle forfattede af norsk Almuesmand; hel ofte ere ogsaa Melodierne enten komponerede af Forfatterne selv eller af en eller anden Spillemand i Bygden. Af endel af disse Sange kunde jeg have meddelt vakre, ja dejlige Strofer, hvis jeg ikke havde afskrevet saa mange, maaske endog alt for mange Prøver af Soldatersangene.