Jeg sad hos Anne paa Fieldets Kant
En Morgen, saa fro, saa fro,
Af Tiritunge en Krands hun bandt,
Hun kyssed hver Blomst, og loe.
Hun saae paa Krandsen, hun saae paa mig.
Hvem, spør jeg, fletter du den?
O! giv mig Krandsen; jeg giver dig
Ti tusinde Kys igien.
Jeg kyssed hende paa Rosenmund,
Paa bølgende Svanebarm,
Liig Morgensolen rødmede hun,
Og Kinden glødede varm.
”Ei endnu, Harald, er Krandsen din,
For Kys jeg sælger ei den.”
Da kyssed hun første Gang min Kind.
”Der har du de Kys igien!”
Hun saae paa Krandsen, hun saae paa mig,
En Perle fra Øiet randt;
Og efter en Blomst hun bukked sig
Udover steile Kant.
Da rulled hun over Brinken ned,
Og sank i skummende Aa;
Jeg rabede frem paa Fieldets Bred,
Forstenet jeg stod og saae.
Som lynslagen brat jeg styrted mig
Dybt i den rivende Strøm,
Jeg favned’ Anne — og pludselig
Jeg saae, at Alt var — en Drøm!
Sagen.