Her sad min Elsker hver Qvæl i Vaar;
I Græsluggen sad han her —
Nu er det ei Dug, hvorpaa jeg gaaer,
Nei, mine Taarer det er.
Jeg læned’ mig til en Eeg saa tryg,
Og drømte om Varighed,
Men ak, den bøied sig falsk og myg,
Saa giorde min Elsker med!
Ja, Elskov, den er saa sød og blid,
Imens den er ung og ny;
Men naar den har smilet en stakket Tid,
Den svinder, som Røg i Sky.
Og, hvorfor skulde jeg pynte mig,
Hvi skulde jeg flætte mit Haar?
Nei, lad de Piger kun pynte sig,
Til hvem min Elsker nu gaaer.
Min Seng skal være det Siv ved Strand,
Ei Lagen skal dække mig meer.
Min Drik skal være det Møllevand,
Som her mine Taarer seer.
Naar vil du blæse, Septembervind!
Og ryste det gule Løv?
O, Død, naar puster du paa min Kind?
Naar vifter du mig i Støv.
Det er ei Frost og det er ei Snee,
Hvoraf mine Tænder slaae,
Hvoraf de ryste de spæde Knæ,
Og skiælve de Hænder smaae.
Men mig er min Elskers Barm, som Snee,
Og haard, som Iisklumpen blaa;
O, derfor ryste de spæde Knæ,
Og derfor de Tænder slaae!
Han kyssede Roserne fra min Kind,
Og sued’ mit Hierteblod.
Hvi lukked’ jeg ikke med Sølverpind
I Guldskrinet mit Klenod.
O, var det kun født det spæde Noer,
Som jeg under Hiertet bær,
Og var jeg saa lagt i svarten Jord;
Thi glad blir jeg aldrig meer!
Sagen.