Lyder Christian Sagen (1777–1850)

Hvi flagrer du i denne Rosenhæk,

Og leger med de nysudsprungne Blade?

Kom, flyv med mig til perleklare Bæk

I mørken Lund, hvor Nympherne sig bade.

Nei, flyv du kun, jeg følger ei med dig.

Svæv dandsende paa Bølgen med de Smukke,

Som, Svaner lig, i Flodens Arme dukke —

Langt større er den Fryd, som kalder mig.

I Rosers Duft og dugbeperled’ Blade

Jeg mine trætte Vinger her vil bade.

O, siig mig dog, hvad Glæde kalder dig?

Er nogen Fryd vel større, end at gynge

Paa Bølgerne i Nymphers muntre Klynge,

Med dem i bløde Græs at tumle sig?

Snart skal du see en yndig Landsbyqvinde,

Hver Morgen vandrer hun paa denne Sti;

Huld er hun som den yngste Heldgudinde,

Snart kommer hun min Rosenhæk forbi.

Hver Morgen hun med fyldte Madkurv iiler

Til Hytten hist, hvor Fyrrebusker staae,

See, Morgensolen rødmende nedsmiiler

Paa Tagets siunkne, moesbegroede Straa;

Der boer en from, en syg og fattig Qvinde,

To spæde Børn om hende klynge sig;

Forgiæves skulde hendes Taarer rinde,

Var Daphne ei — hun var ulykkelig.

Men glad min Daphne vandrer did hver Morgen,

Med fyldte Kurv, med ømhedsfyldte Bryst,

Som Hyttens Skytsgudinde sprede Sorgen,

Uddeler Næring, og udbreder Trøst.

Snart kommer hun! snart skal jeg hende møde!

Som mit saa let og rask er hendes Fied —

Lig Morgensolen hendes Kinder gloede,

Fra blanke Øie Taarer trille ned.

Men naar hun kommer, glad jeg mig fremsvinger,

Med Rosenduft jeg svaler hendes Kind,

Og vifter Taaren bort med mine Vinger —

Det er min Fryd — er den saa stor som din?

O det er skiøndt! — o, ædel er din Glæde!

Med dig jeg stadigt her vil tage Sæde,

Med dig vil jeg i reene Ætherluft

Min Vinge køle, og med Blomsterduft

Modtage denne ædleste blandt Qvinder,

Og kysse Taaren bort fra hendes Kinder.

O, see! see, hist bag Krattet kommer hun,

Blid, som Aurora giennem Rosenlund;

For hende Markens Blomster stolt sig hæve,

Om hende Uskylds Yndigheder svæve.

O, aldrig har jeg saadan Glæde følt —

Saa hulde Kinder har jeg aldrig kølt!