Skuepladsen er forandret til en stor og prægtig Plads; i Baggrunden en Kirke, hvis Portal er aaben; indenfra høres Choralsang og Musik. En Mængde Mennesker strømme over Skuepladsen ind i Kirken. Naar Pladsen er bleven tom komme
Alcadia og Leonora.
Alcadia.
Et Øieblik jeg styrker mig i Luften;
Dens milde Duft opliver Skabningen.
Skjøndt tifold Død tilsammenkrymper Hjertet,
Fornemmes dog dens Balsam.
Leonora.
Hvorfor er
Dit Sind dog trykt af Sorg? Enhver, som blev
Beredt slig Skjebne, burde juble høit
Af Glæde; snart skal Du forenes med
En Grand d’Espagne, Arving til en saa
Uhyre Rigdom, kjendt og agtet ved
De store Hoffer, tjener han til Mønster
For finest Levemaade; skues han,
En bange Ærefrygt opfylder Hjertet,
Som nok beviser, at han skabtes til
At føre Herredømme.
Alcadia.
Følelsen
Forstummer ved hans Skue; Glædens Toner
Bortdøe, og Lynildstraalen fra hans Øie
Slaaer ned i Hjertet, at udslukke der
Det sidste Glimt af Kjerlighedens Lue.
Leonora.
Altid det Ord dog spille paa din Læbe,
Naar man vil lægge Planer til dit Held;
Den saliggjør ei ene her paa Jorden,
Men tjener som en Tilflugt kun for hvem
Der døier Savn af Verdens Glæder. Du,
Mit Barn! skal øse dem af rige Væld,
Og ikke hige efter Kjerlighed.
Alcadia.
Fra den nedstrømmer Salighed til Hjertet;
Gjenskin af tabte Paradiis vi skue.
Dens Lys os viser Veien did, naar vi
Kun agte paa dens milde Straaler, og
Vildledes ei af Irlys.
Leonora.
Hvilke Ord!
Til Paradiis! Kan Andre did os føre,
End Herrens Tjenere, hvem selv han viste
Den rette Vei, betroede Nøglerne,
Som lukke op dets Porte? Barn! bortkast
Saa grove, saa urene Tanker; knæl
For Helgene, og beed, Dig skjenkes Naade!
Slig Synd maa dækkes med Martyrers Blod.
Ydmyg i Skriftestolen Dig for dem,
Som her kan skjenke Syndsforladelse.
Alcadia.
For ham, som ene kan tilgive Synder,
Som skjenker knuste Hjerte Lægedom,
Er nær den Ængstede i Nødens Stund.
(De gaae ind i Kirken.)
Pachecho,
(som man af og til har seet et Glimt af, kommer hastig frem.)
Jeg hørte det! den Lyd jo traf mit Øre,
Hun afskyer ham! Afhængig af de Ord,
At eie eller ikke eie, er
Nu hendes Lykke, hendes Salighed.
Han binde hende fast til Mørkets Lænke,
Liig Dig, du rene Aand! som han har styrtet!
Nei, jeg skal følge deres Skridt, og Seiren
Maa denne Gang dog vel tilfalde mig.
(Han gaaer.)
(Der er en kort Tid tomt paa Skuepladsen, i hvilken man atter hører Choraltoner. Naar disse forstumme, kommer Leonora med forvirret Mine ud af Kirken, understøttende Alcadia, som er heftig bevæget.)
Leonora.
Vi see, hvor Himlens Straf nedfalder brat
Paa brødefulde Hoved; Gravcapellet
Er ingen Skriftestol; Din Moder var
Desværre ingen Helgen; hun kan ei,
Mit Barn! forskaffe Syndsforladelse.
Alcadia.
Den venter jeg af Guds Barmhjertighed,
Og ængstes ei af Mennesker; en Engel
Mig styrkede ved Kisten; fast er min
Beslutning, jordisk Magt ei rokker den.
Kom, følg mig hjem, nu har jeg Kraft, var Veien
End trindt omspændt med Baal og Luer.
Leonora.
Barn!
Hvad taler Du om Baal og Luer; tænd
I Hjertet Elskovs Flamme; Brudefaklen
Da brænder lystigt.
Alcadia.
Jeg en Brudgom veed,
Til ham Du snart kan vie mig; men ved
Hans Syn Du ræddes; han er kold og bleg,
Og i hans Arm Du troer man hviler haardt.
Nei, sødt og saligt er hans Vink, med ham
Forenet Sjælen nyder Fred og Glæde.
Leonora.
Ak! alle Helgene forbarme sig!
Din frække Tale nedtvang deres Vrede,
Og Aandens Lys er alt udslukt for Dig.
Alcadia.
Det brænder klart, og lys er Dødens Dal;
Kom nu, mit Forsæt jeg fuldbyrde skal.
(De gaae.)
---
Skuepladsen fyldes med en Mængde Mennesker, som gaae ud af Kirken; iblandt dem Montor og Clara. I Baggrunden sees en Procession, som fører et Helgenbillede; did stimler Mængden.
Montor og Clara
(forblive forrest paa Skuepladsen.)
Montor.
(nærmer sig Clara og siger med dæmpet Røst:)
Stands dine Fjed! et Hverv jeg Dig betroer;
Bring til den spanske Donna dette Brev,
Og beed ved Helgene hun skjenker det
Et Øiekast.
Clara.
Tilgiv! nu skulde hun
Ei ængstes; haard er Kampen, der hvor Hjertet
Paabydes Tvang.
Montor.
Vi maae forstyrre Værket.
Clara.
Ei Glimt af Haab kan øines her.
Montor.
Det er
Udslukt for jordisk Blik; men fra det Høie
Udspringer Funken.
(Han gjør nogle Skridt for at fjerne sig, men vender sig atter og siger hurtigt:)
End et Ord! Din Broder
Og Coello leve vel.
(Han gaaer.)
Pachecho
(træder frem.)
Var det ei Prindsen,
Som førte saa fortrolig Talen der?
Clara.
I lured’! Her er det ei Skik; vi færdes
Frit under Himlen, som det var vort Hjem.
Pachecho.
Italiens Rige hylder denne Lov.
Ei heller lured’ jeg, kun pønsed’ paa,
Hvem talte saa med Dig. Hans Skikkelse
Paabød mig Ærefrygt, hans Smiil er blidt
Veemodigt; Fasthed i hans Træk forraader
Den Yngling, tidlig Modgang hærded’.
Clara.
Ja,
Skjøndt Fyrstesøn, den blev hans Lod.
Pachecho.
Tilgiv,
At Du opholdtes her; men ofte skal
Jeg saa fremstaae, i Haab at tjene Dig
Som Redskab; stoel paa mig, jeg er dem tro,
Som Du beskytter.
(Clara gaaer.)
Pachecho
(allene.)
Maalet nærmes; snart
Jeg gjennemskuer disses skjulte Færd.
Mod fælles Fiende staae vi væbnet her,
Og fast maae vi os sammenbinde,
Skal over ham vi Seier vinde.
(Han vil gaae, men standser, da han seer Strotzi, i spansk Dragt, gaae over Skuepladsen.)
Pachecho
(gaaer ham imøde.)
Bedrager mig mit Syn? hvad Djævlen gjør
Du, gamle Strotzi! her i denne Dragt?
Strozi.
Ja, hvad gjør I vel her og allevegne?
Pachecho.
Jeg jager efter skadelige Dyr,
Og helst jeg træffer dem som, Maaren liig,
Indsniger sig i fredelige Huse,
Og frydes ved at suge Hjerteblod.
Strozi.
At fiske er min Lyst.
Pachecho.
I rørte Vande!
Bedst om man plumred’ dem med Sølv og Guld.
Strozi.
Vil I udkaste Noget?
Pachecho.
Just ei nu;
Men om Du bragte Nyt, som gav mig Stof
Til Tænkning, da oplod jeg vel min Pung.
Strozi.
Ja jeg har Nyt, maaskee jeg og betroer
Jer det; I er altid med Raad tilrede
Og giver Penge til for Æren.
Pachecho.
Er
Det Ting af Vigtighed, vil vi gaae hen
Et Sted, hvor vi ei frygte Vidner; jeg
Er fremmed her; Du kjender dog vel lidt
Til Byen?
Strozi.
Vei til Vertshuus finder jeg
Vel nok. Ved Stranden ligger et, som har
Til Skildt en Markat.
Pachecho.
Der gik Du vel ind;
Thi Lige søge Lige.
Strozi.
Der vi mødes.
Pachecho.
Jeg kun for at erfare om din Tale
Ei leder til, at jeg kan høste Ære,
Du Fordeel. Begge bleve vi da hjulpne.
Bestil os saa Logis og Drikkevare.
Strozi.
Men I betaler!
Pachecho.
Det forstaaer sig selv.
Var det din Pung som skulde aabnes, Verten
Vist ikke roste sig ret stort af Gildet.
(De gaae.)
---
Skuepladsen forandres til Donna Alcadias Gemak.
Alcadia
(kommer langsomt ind og seer sig ængstlig om.)
O Himlen være lovet! mig forundes
Dog her et Øieblik til Eensomhed.
(Hun knæler.)
Du, som med kjerligt Fader-Øie
Til dine Børn vil skue ned,
Send Kraft og Bistand fra det Høie,
Trygt over Svælget Du mig led!
Den rene Lære vil jeg prise,
Som ved din Søn blev sendt til Jord;
For Verden vil jeg modig vise,
Jeg grandsked i dit Guddoms Ord.
Jeg lærte: Aanden sig kan hæve
Did, hvor ei jordisk Blik kan naae;
For Mennesker vi ei skal bæve;
Urokkelig i Troen staae.
I Aand og Sandhed Dig tilbede,
Da til din Fred Du os vil lede.
Clara,
(som har gjort et Skridt ind paa Skuepladsen, standser. Alcadia gaaer hende imøde.)
Tilgiv! jeg gik saa frit herind, gjort tryg
Ved Eders Godhed; mig betroedes
Et Ærinde, hvorved jeg haaber vel
I ei fortørnes; kun at Hjertets Fred
Forstyrres ei paa Eders Høitidsdag.
Alcadia.
Bring kun dit Budskab frit, nu Intet meer
Skal drage Tanken fra sit faste Standpunkt.
Clara.
Med styrket Hjerte hjemgik jeg fra Messen.
Den unge Fyrste nærmed’ sig med Iil,
Bød mig at give Eder dette Brev,
Med Bøn, I vilde gjennemlæse det.
(Alcadia tager Brevet.)
Tillad mig nu at gaae til Leonora,
Som venligt loved nys at vise mig
Den skjønne Dragt til Festen; tindred’ da
I Øiet Glædens Ild, et muntert Smiil
Om Læben spilled’; Kunst fremmaner ei
Slig Prydelse.
(Hun gaaer.)
Alcadia
(alene; hun betragter Brevet.)
I kjere Træk! hvor blidt
Hentryller I min Aand til hine Dage,
Da Glæde troned’ i mit Bryst. Ja, Montor!
Din Kjerlighed, det var den første Blomst,
Som sattes i mit Livs Erindrings-Krands.
Min Moder selv indfletted’ den, og Liv
Nedsendtes huldt fra Haabets klare Straaler;
Men nu er Alt forbi, hvert Blendværk svandt.
Den Kjerlighed, os sammenbinder,
I Himlen kun et Fristed finder.
(Hun aabner Brevet, seer sig ængstlig om, og læser:)
„Alcadia! Du maa foruden Vidner
„Anhøre mig, det gjelder meer end Livet.
„O, kunde Du det fatte! Meer end Dig
„At tabe! Lad Clara føre mig til Dig
„I dyben Skumring; Vagten fatter ei
„Mistanke imod hende. Jeg for hvert
„Et Øie vorder heel ukjendelig.”
Montor! Trøst hos Dig at finde
Nu, da Qval og Rædsler true,
Haab i Hjertet see oprinde,
Her dit Aasyn for mig skue!
Dog, er her ei stillet Snare,
Dig at lokke ind i Fare?
Og min Fader! nei for ham jeg træde
Uden Skjul, i Lysets Klæde!
Vise, hvorfra Mod og Kraft udgik,
Blænder Glandsen end det svage Blik.
Leonora
(kommer hastig ind.)
Endnu saa tankefuld? For Himlens Skyld,
Aflæg dog dette mørke, kolde Væsen!
Du ligner meer et hedensk Offer, end
En Brud, man fører til Lyksalighed.
Nu kommer snart din Fader, Brudgom, Bispen,
Som vil endnu idag trolove Dig.
Kom da! jeg maa Dig pragtfuldt klæde;
Slig Farve passer ei til vores Glæde.
Alcadia.
Ja, nu jeg skal foruden Modstand gaae,
Med Glands omgivet for min Fader staae.
(De gaae.)
---
Scenen forandres til et pragtfuldt Cabinet.
Don Alvarez, Don Diego og Bragas
(komme samlede ind.)
Don Diego.
Mit Hverv til Spaniens Konge kronet blev
Med Held; i Havnen hist bag Klipperne
Befindes Skibe med Forstærknings-Tropper,
Som efter Eders Ordre kan landsættes.
Det Skib, som ligger her paa Rheden,
Er vel forsynet med Amunition
Og Piastre. I, Don Alvarez! er alt udnævnt
Til Vice-Fyrste her, naar Landet er
Erklæret for Provinds af Spanien.
(Vendende sig mod Bragas.)
Og I, høilærde Herre! vil opnaae
En Bispestol til Løn for Eders Iver.
Ei mindste Tvivl er her om Sagens Udfald.
Don Alvarez.
Jeg holder stedse under strengest Krigstugt
De Tropper, man betroede mig; flittig
Dem øve lod i Vaabenbrug, og Alting
Her i Kastellet er i punktlig Orden.
Vi have Vaaben, Munition i Mængde;
Anførerne besidde Mod og Kraft.
Don Diego.
Ei
I Krigskunst Landets Børn er øvet.
Don Alvarez.
Nei.
Bragas.
End medens Waldetare førte her
Formynder-Regimente, var mit Raad,
Fuld at frigive de Indfødte fra
Den Tvang at bære Vaaben; lade dem
I Mag og Ro hver drive sin Haandtering.
Til os blev Landets Børn da overladt.
Don Diego.
Den første Gang da jeg betraadte Landet,
Indfødte dog stod Vagt ved Fyrstens Slot.
Don Alvarez.
Det længe vi tilegned’ os som Ret.
Don Diego.
Vi da ei tøve, Tropperne landsættes,
Og vi erklære Landet som erobret.
Bragas.
Min Mening var, det ei er raadeligt
Saa, uden Omsvøb, at nedstyrte Fyrsten,
Som regner sig i Slægt med Konger, siden
Den store Otto førte Sceptret.
Don Alvarez.
Og
Hvem veed, om ei der ligger Noget skjult
Ved den Forbedring af det gamle Slot;
Dertil har Fyrsten selv ei Midlerne.
Jeg frygter Frankrigs Konges Indgreb her;
Jeg veed, hos ham er der ansøgt om Hjælp.
Don Diego.
Men frugtesløst var det Forsøg. Kong Ludvig
Er sysselsat i eget Land, saa han
Ei blander sig i Andres Tarv, og mindst
Han ypper Fiendtlighed for at afgjøre
Hvem skal regjere her.
Bragas.
Indviet Blik
Kan og forfeile enkelt Punkt; mit Raad
Til Gouverneuren var, at drive det
Saa vidt, at de som Naade udbad sig
At vorde underlagt den spanske Krone.
Don Alvarez.
Vi derfor daglig dem paalægge Byrder.
Jeg haaber selv idag at see fra dem
Et Bønskrift.
Bragas.
Dertil ægged’ jeg dem og
Ved jevnlige Besøg; indførte da
Blindt hen i Talen, hvorlunde her
Fremblomstred’ Held af Underkastelse.
Til hvilket Paradiis Don Alvarez
Forvandled’ Landet, naar han først var ansat
Som Vice-Fyrste.
Don Diego.
Mod den Plan jeg kun
Indvender: kan Regjeringen og holde Stik,
At ei Gemytterne faae modsat Retning?
Vel Heltespiren dræbes der, hvor Trældom,
Hvor stadigt Ledebaand og Gangvogn
Indskrænker Aandens Skridt; hvor fremmed Haand
Om Arnen freder, vorder Slumren dyb;
Men vækkes Slaven brat af Lænkens Raslen,
Hans Dødssøvn bliver let Opstandelse,
Liig Larven, som bevinget hæver sig,
Naar Død og Kraftløshed just synes fast
At binde den.
Don Alvarez.
Men at bekæmpe os
Formaae de neppe.
Don Diego.
Hvi da tøve meer?
Læg snarlig Haand paa Værket!
Don Alvarez.
See det kronet,
Og Eder nævne som min Eftermand,
Var Maalet for min lange Stræben; dog
Nu hviler Alt, til I som viet Brudgom
Er bortreist med min Datter; forefaldt
Her blodigt Optrin, længe vilde det
Forstemme hende. Let og muntert Sind
Er hvad hun mangler.
Don Diego.
Det alene!
Don Alvarez.
Nys
I hende traf heelt uformodentlig
I mit Gemak; hun dog anstod Jer end
Som da hun var et Barn?
Don Diego.
Fuldkommen er
Nu hendes Skjønhed. Ønsket kun kan dvæle
Ved end at skue Barnets Munterhed.
Dog, Verdens Hvirvel, haabe vi, vil snart
Adsprede Eensomhedens Skyer.
Don Alvarez.
Ja,
Ved hendes Moders Død de sammentrak
Dem mægtigt.
(Alcadia viser sig i Indgangen.)
See! min Datter viser sig,
Vil glæde mig, og kommer ukaldt,
I festlig Dragt, for at fremstille sig
Som Brud.
Alcadia,
(som er kommen langsomt ind.)
Jeg kommer som dit Barn, at bede,
Du skjenker mig end dette Navn; ja heft
Dit Øie faderligt og ømt paa mig!
Don Alvarez.
Men hvad Betydning har slig Tale? Barn!
Alcadia.
Jeg vil fremmane det til Sjælero,
Naar efter en aflagt Bekjendelse
Jeg aldrig mere skuer det.
Don Alvarez.
Kom dog
Til Sind og Fatning, Barn! Du har jo ei
Begaaet store Synder; feiled’ Du
Mod Kirkens Bud, uforsonlig var dog ei
Din Brøde, mindst naar Du ydmyger dig
Saa dybt at skrifte den for Vidner.
Alcadia.
Det,
I kalder Kirken, just opstaaer mod mig
Som uforsonlig Dommer.
Bragas.
Hvad, min Datter!
Bespottelige Ord! Du blev dog ei
Forført af dem, som Satan har udsendt?
Alcadia.
Giv mig ei Barne-Navn. I solgte mig
For Ære, Rigdom, hvæssed’ Pilen skarp
Og smedded’ haardest Lænke.
Don Diego.
Dem ei liig
I vilde sammenflette.
Alcadia.
Talen lyder ei
Derom, og vigtigt bliver det ei mer,
Naar det Forborgne stilles frem for Lyset.
Saalidet ægter I mig da, som Du,
Min Fader! kalder mig dit Barn.
Don Alvarez.
Om Plet
Du sætter paa vort Navn, det ei tilgives.
Alcadia.
Paa Kraftens Vinge hævet, er min Aand,
I dette Nu ophøiet over Jorden;
Dens Høihed svinder, Lyset skues i
Sin Glands; hvem did ei hævede sit Blik,
Hans Aand indhylles tæt i Støvets Taage,
Som gjennemtrænges ei af rene Lue.
Don Alvarez.
Hvad! hvilke Ord udtalte Du! Din Sands
Forvirres let. I alle Helgens Navn!
Jeg byder Dig at tie.
Alcadia.
Nu ei meer;
Min Time den er kommen. Hellig Eed
Jeg svor for Herrens Aasyn, ei at binde
Min Skjebne til en Mand, som kjender ei
Hvad dybt bevæger sig i dette Hjerte.
Don Diego.
I vilde vel bortskræmme dem, som ei
Forundes Plads; men jeg har Mod til Alt.
Erfaren Mand ei skrækkes let; nu vel,
Saa skrift!
Alcadia.
Oplyst af Herrens Ord, jeg saae
Vildfarelsen forvandske Helligdommen;
Den rene Lue slukt, som hiint alene
Antænde kan i Hjertet.
Bragas.
Voved’ Du
I Ordet at randsage?
Alcadia.
Til dets Væld
Jeg tyede. Trøst og Fred nedflød i Hjertet;
Mig blev forlenet Kraft, som gjør mig stærk
Mod Eders vrede Blik.
Bragas.
Opsætter Du
Med Trods dig imod Herrens Tjener?
Alcadia.
Jeg
Vil bøie mig i Ydmyghed for Alle,
Som tjene ham i Aand og Sandhed.
Don Diego.
Dem,
I regner for Udvalgte.
Alcadia.
Kun for dem,
Som elske Lyset, nære kjerligt Haab,
Engang at samles om dets Trone
Med Alle, som did hefted’ deres Blik.
Don Alvarez.
Hvem lagde paa din Tunge disse Ord?
Hvem røvede, mit Barn! dig Fædres Tro,
Og aabned’ Svælget for den unge Fod?
Alcadia.
Send Kraft, du Salige!
Don Alvarez.
Forvovne! Hvem
Tør Du vel nævne?
Alcadia.
Du det veed! min Moder,
Den Himmelfarne, som nedsender Trøst
Til hendes her forladte Barn.
Don Alvarez.
Det var
Den Ømheds, Blidheds Maske, hun paatog
For at berede fast min Lykkes Fald.
Vel at bortstøde hende, som Frafalden,
Det havde dette stolte Hjerte baaret;
Anseet som billig Straf, fordi jeg mig
Forenede med fransk ustadigt Blod;
Men see mit Barn at lytte til den nye,
Den frække Herkomsts tøilesløse Tale,
Ja stemple selv vort Navn med dyb Foragt,
Det ene kunde bøie mig til Jorden.
Gak bort! Nei, selv jeg Dig ledsage vil,
At fjern Mistanke ei skal vækkes.
Bragas.
Ret!
De Ord, her taltes, vorde hellige,
Som lønligt Skriftemaal; paa rette Vei
Vi haabe og at føre Synderinden.
Først maa hun indsee tydeligt og klart
Hvor tifold lastefuld den Kjetter er,
Som dækker Synden med en hyklet Dyd.
Alcadia.
Min Moders Minde vil I haane; reen
For Svig, hun offrede sit Liv til Dyden,
Og høiere end Alt hun skattede
Sin Tro, den Arv hun skjenkte mig i Døden.
En himmelsk Glands fra Øiet tyded’ da:
Ei det, som dræber Legemet, skal frygtes;
Kun det, som styrter Aanden fra sin Trone.
Don Alvarez.
Hold op, Forvovne! Viser sig ei her
Den Ondes Gjerning tydelig og klar,
Som hærder saa dit ellers bløde Sind.
Med Trods Du aabenbarer for din Fader,
Hvad vel Du veed nedtrykker ham saa dybt.
Alcadia.
Min Fader! — selv Du gav dig Navnet — jeg
Stod væbnet mod din Vrede; men din Kummer!
Hvi maatte jeg ei offre Dig mit Liv?
Don Alvarez.
Det Du formaaer ved end dit Sind at bøie;
I Eensomhed din Pligt Du eftertænke nøie.
(Don Alvarez og Alcadia gaae.)
Don Diego.
I vel forstod det Maskespil, og veed
Hvorhen det fører?
Bragas.
Just hvortil I sigter
Veed jeg ei ret.
Don Diego.
I tilstaaer nødig hvad
I veed, og frygter Bispedømmet flygter,
Naar Sagen ei faaer rette Udfald; mig
Indbildes ei, at Husets Skriftefader
Ei ahner, hvad jeg alt opdaged’ ved
Lidt fiint Spionerie.
Bragas.
Hvad mener I?
Don Diego.
At Pladsen, I indbildte mig var ledig,
Er alt indtaget af en Anden; — Montor
Er elsket af Alcadia; derfor
Hun viser mig slig Afskye.
Bragas.
Følelser
Opdages ei, hvor Løgn og Falskhed hersker.
I selv jo hørte hendes Yttring nys.
Don Diego.
Jeg agter det kun for en Udflugt, lægger
Derpaa ei Vægt; erfare vil jeg kun
Om Montor her tør melde sig, som den,
Alcadia har svoret Tro; om hun
Bekræfter da hans Udsagn?
Bragas.
Sligt tør han
Ei vove; siden Kjettersken modtog
Sin Løn var han jo banlyst fra Palladset.
Don Diego.
I nægter dog ei at hun elsker ham?
Forsikkrer ei, at hendes Kjerlighed
Maa holdes inden Tausheds Skranker?
Bragas.
Ei
Hun nærer Lidenskab, bevæges kun
I Drømme-Tilstand; paa Medlidenhed
Den Følelse er bygget; falder da
Som Huus paa Flyvesand. Skal Qvinden elske,
Da maa hun agte Manden som Beskytter.
Don Diego.
Mon hendes Hjerte kunde drages fra ham?
Bragas.
Ved Verdens Herlighed og Glands; ved der
At skue Eders fine Væsen, høre,
Hvor man berømmer Eders Statskunst; see
Den Hyldest, Alle yde Jer, for den
Indflydelse I har paa Konger, Fyrster.
Nu maa hun bringes til, ved Trudsler,
Ved Overtalelser, at tie med
Sin Daarskab. Hastig vies hun til Eder,
Og snart nedstyrter da Kastellet, hun
Har kaldet Kjerlighed.
Don Diego.
Blev kun
I Verden yttret fjern Mistanke, dulgte
Et Kloster hende hastigt for dens Blik.
Jeg mig erhverved’ Navn som den, der ret
Behersked’ Qvindehjerter; ei derfra
Min Gemalinde maa undtages; før
Den Tanke skulde fødes, mindre vorde
Udtalt, jeg fornægter Fyrsterang
Og Skjønhed. Kun et Ord, og Hevn er nær.
Bragas.
Jeg dertil villig rækker Haanden; skjult
Jeg skal bespeide hvert af deres Fjed.