En fri afsides Plads. I det ene Hjørne Udsigt til Havet; i Baggrunden sees Klipper, som rage ud over lave Huse.
Welino og Clara
(komme ud af et Huus forrest paa Skuepladsen, foran hvilket der staaer en Lind.)
Welino.
See, Solen staaer alt høit paa Himlen, Barn!
Og Giovanni kommer ei, o! hvi
Mon han dog udebliver saa fra Hjemmet?
Clara.
Vær rolig, Moder! Gud beskjermer ham.
Welino.
Du frygter at han er udsat for Fare?
Clara.
Nei, ængst Dig ei; jeg troer at han, som Mange,
Er kaldet op paa Slottet.
Welino.
Som man nu
Forbedrer og forskjønner; mon og Fyrsten
Kan derved glæde sig? Indsluttet som
I Fængsel sidder han jo der; hvem ei
Kan nyde Frihed, vist udvortes Glimmer
Ei nytter stort.
Clara.
Og skulde Slottet end
Forvandles til et Fee-Pallads, blev dog
Haandteringen min Broder driver der,
Ei stort til Nytte — Moder! nei jeg troer
At han som og Coello kaldes did
Fordi saa vel de kan haandtere Vaaben.
Welino.
Hvad er Din Tanke, Barn?
Clara.
At længe det
Har hvilet tungt paa Fyrstens Hjerte,
At see sit Land i Fjendehaand, og han
Da stedse grundede paa Midler til
At udføre det; nu seer han Muelighed,
Og kaldte maaskee Borgerne til Slottet
For at kundgjøre dem sin Plan.
Welino.
Opstod de Tanker hos dig selv, mit Barn?
Clara.
Som dagligt Vidne til Coellos og
Min Broders Yttringer; hvis Alle pønsed’
Paa Fjendens Undergang, med Fyrighed
Som Hiin, med Stadighed som Denne,
Snart nød vi atter Fred og Frihed her.
Welino.
Anskuer Du saa roligt, hvad Du veed
Vil true Giovanni, som Din Donna
Med mægtig Fare.
Clara.
Knælende, for dem
Anraaber jeg hver Helgen; men hvorofte
Gjentog min Broder ei, for Landets Frelse
Er Intet helligt; og let min Donnas Skjebne
Blidgjordes da. Nu skal hun tvinges til
En Mand hun ei kan elske.
Welino.
Barn! Du er
Saa ung; ei selv med dristigt Ønske bør
Du gribe ind i Skjebnens Hjul, end mindre
Forudsige Følger af en Handling.
Clara.
Moder!
Jeg vil elske, og tjene den jeg elsker.
Bortkast nu Sorg og Uro; nyd her
Det første Maaltid; Linden skygger end
For Solen.
Welino.
Bring det Brød, de Frugter, Du
Har i Behold.
Clara.
Ei vores Forraad er
Saa lidet; dobbelt det mig glæder nu,
Da Fjenden jo forlanger større Afgivt
Af Alt, som føres forbi Vagten.
Welino.
Sligt
Er tungt. Ak, havde vi din Broder!
Clara.
Han kommer nok; nu maa Du nyde Lidt
Med roligt Sind.
(Gaaer ind i Huset.)
Pachecho og Lozetto
(komme ind hver fra sin Side af Theatret; den Sidste dreier af uden at see sig om.)
Pachecho
(træder frem.)
Ham traf jeg jo igaar
Blandt Skurkens Følge; savnes nu Perrykken,
Som skulde dække nøgne Isse, naar
I Slangebugter han skal slynge sig
For Skjønhed. Karlen maa jeg passe op;
Jeg skal i Kast med ham.
(Lozetto kommer ind af en Indgang paa samme Side som Huset; Pachecho staaer afsides og holder Øie med ham.)
Lozetto.
Jeg gaaer nok feil
Her i de mindre Gader; — nei, der er
Jo Huset ved en Lind, hvor Mesteren
Skal boe. God Dag, Signora! Er Manden
Opstaaet vel?
Welino.
Nei, det forbyde Gud!
Han skulde staae fra Graven op, forinden
Vi Alle kaldes til Opstandelse.
Lozetto.
Saa han er død? Ja mange Ting forandres
Naar man i flere Aar er borte. Saa
Forfærdiges vel her ei meer i Huset
Perrykker à l’Allonge? Tænk! en ny
Ubrugt, den første han anskaffed’, kjøbt
I Paris, bliver røvet min Herre fra
Paa Reisen; ud af Vognen tog en Kjeltring
Den næsten lige for min Næse.
Welino.
Ret
En dristig Streg! Jeg kan desværre ei
Modtage den Bestilling; vel min Søn
Forfærdiged’ alt mange, just ei saa
Fuldkomne som hans Faders, dog saa han
Blev roest af Spanske, det er meget sagt.
Men nu er han desværre ikke hjemme;
Den skjønne Aarstid lokked’ ham paa Landet,
Hvor han forlyster sig i nogle Dage.
Lozetto.
Forlyster sig! — Hør, slige Folk skal ei
For Lystighed forsømme der’ Haandtering.
Her lider I ei ringe Tab; det Arbeid,
Itide færdigt, bragte Fordeel.
Pachecho
(træder frem.)
Tør,
Skjøndt fremmed, jeg indblande mig i Sagen,
Da Kunsten her omtales, jeg for nylig
Har lært i Frankrigs Hovedstad.
Welino.
Ja der
Opfandt min Mand den allerførst, men da
Han blev beskyldt for Kjetterie, han drog
Af Landet, tyede hid, blev frikjendt af
En Bisp; men Sorgen tidlig lagde ham
I Graven.
Lozetto.
Lad ham hvile der, og siig
Hvad I forresten hedder? Kan I vel
Paatage Jer et saadant Arbeid?
Thi viid, det skal befindes værdigt til
At hvile paa en Grand d’Espagnes Hoved.
Pachecho.
Ja, stolteste Spanioler, finest Franskmand
Ei laste skal mit Arbeid. Naar skal det
Nødvendig være færdigt?
Lozetto.
Til imorgen.
Naar Solen daler, da min Herre vil
Forene sig ved helligt Sacrament
Med Gouverneurens Datter her i Byen.
Pachecho.
Hvad, Gouverneuren? her regjerer dog
Den rette Fyrste?
Lozetto.
Kommer det Jer ved?
I bringer kun Perrykken, og itide.
See, her er Maalet paa min Herres Hoved,
Og Prøve af hans Haar. I spørger om
Don Diego, Grand d’Espagne, viser Vagten
Det Tegn, og strax oplukkes.
Pachecho.
Det er godt.
Jeg skal besørge Alt i Orden.
Lozetto.
Hold
Nu Ord, I ellers bliver viist tilbage,
Men faaer en god Belønning, viser I
Jer som en Ridder heel paalidelig.
(Han gaaer. Pachecho følger ham til Udgangen.)
Pachecho
(afsides.)
Paalidelig ret som en Ridder! Mon
Din Herre tør udtale slige Ord?
Ha! ha! ja det er ret en skjønne Ridder.
(Han træder frem mod Welino.)
Signora! her jeg meldte mig, for muligt
At yde Eder Tjeneste; som Søn
Jeg skal fuldføre Alt. Gid Krænkelsen,
Som den opblæste Nar tilføied Eder,
Maa derved føles mindre dybt; det kun
Tilskrives Eder, at jeg holder Ord.
Betalingen er Eders.
Welino.
Nei, det er
Formeget! Nyd nu først lidt Frokost her;
Vi kan da tale nærmere om Alt.
(Clara kommer ind med en Kurv. Welino gaaer hende imøde.)
Hvad har Du, Barn! at give os? En Fremmed
Vil tage her tiltakke.
Clara.
Tarveligt
Er det jeg sætter frem.
Welino.
Giv hvad vort Huus
Formaaer; man kan ei kræve meer.
Pachecho.
Hvem vil
Vel ønske meer, end hvad vi skue her.
Welino.
Ja Brødet er jo frisk og Olien dufter
Som Modertræet i dets Blomstring. Kom
Og prøv nu Retterne!
Pachecho.
Det blotte Syn
Indbyder; Alt maa krydres ved sligt Selskab.
Dog Tiden maa vel tages knapt, vor Frist
Er kort.
Welino.
Kan og sligt Arbeid blive færdigt
I saadan Hast?
Clara.
Et Arbeid? Moder!
Pachecho.
Kun
Et Stykke, her bestiltes, hvortil jeg
Har lovet Hjælp.
Welino.
Men jeg forstod Jer saa,
I heelt paatog Jer det?
Pachecho.
Jeg holder Ord,
Og har en Hjælper, som vil trolig staae
Mig bi. Hent kun Sortering af Haarlokker;
Ved klare Lys jeg vælger Farven bedst.
Welino.
I her kan eftersee Alt hvad I bruger,
Imedens jeg bereder Værelse
I Huset.
(Gaaer ind i Huset.)
Pachecho.
Lystigt, muntert bliver her
Vel nu i Byen?
Clara.
Lystigt! nei, derom
Er vist ei Haab.
Pachecho.
Jeg troede, Gouverneuren,
Som han jo kalder sig, nu vilde ret
Fornøie Folket, da han skal formæle
Sin Datter med en Grand d’Espagne.
Clara.
Er det alt kundgjort offentlig?
Pachecho.
Det var
Til hendes Brudgom man bestilte her
Perrykken; alt imorgen skal de vies.
Du studser! Kjender Du den spanske Donna?
Clara.
Jeg kom som Barn fast dagligt der.
Pachecho.
Men nu?
Clara.
Min Moder mig behøver meer her hjemme.
Pachecho.
Men hendes Ydre kjender Du jo dog:
Er hun i Ungdoms fagre Vaar, saa skjøn
Som Blomsterrigets Dronning?
Clara.
Som den Knop,
Det bløde Mos indslutter, ved hvis Skue
I Glæden blandes Veemod.
Pachecho.
Lignelsen
Jo tyder fast paa Tungsind! Hvad forstyrrer
Saa Glæden i den unge Alder? Længe
Var hun dog vel ei fæstet til Don Diego?
Clara.
Han skal alt tidligt have beilet der;
Da nægted’ Moderen sit Bifald. Nu
Har hendes Fader ene Stemme, og
Gav hende til Don Diego. Selv hun var
Uvidende derom, til høit det blev
Omtalt i Huset.
Pachecho.
Fra det Tidspunkt var
Din Donnas Stemning vel forandret?
Clara.
Hun
Er mørk, og ned mod Jorden hendes Blik
Er stadigt heftet.
Pachecho.
Det begribes let.
Clara.
Nu nærmer hendes Moders Dødsdag sig,
Da er hun altid mere taus og stille.
Pachecho.
Hvorlænge har hun savnet hende?
Clara.
Snart
I trende Aar hun hvilet har i Graven.
Pachecho.
Og hendes Datter hefter Hjertet ei
Til nogen Levende? Til Skyggen kun
Af hendes hedenfarne Moder.
Clara.
Sligt
Jeg ikke veed; jeg kommer kun, som let
Begribes, i de eenlige Gemakker.
Pachecho.
I Messen kunde Du dog følge; da
Bemærke, hvem der nærmer sig til hende;
Om Nogen skjenkedes Opmærksomhed.
Clara.
Man tragter efter at beskue hende;
Men Ingen opnaaer flygtigt Øiekast.
Pachecho.
Hun kjender vel ei Mange her?
Clara.
End var
Hun Barn, da Moderen gik bort, og siden
Hun levet har i stille Tungsind.
Pachecho.
Har
Ei Sødskende, som kan opmuntre hende?
Clara.
Ei meer; som Barn vel ofte Brodernavn
Hun skjenkte Fyrsten Montor. Moderløs
I spæde Aar, man anbetroede ham
Til Gouverneurens Gemalinde, som
Var agtet høit af Alle for sin Dyd.
Pachecho.
Dog Fjende!
Clara.
Da bevaredes end Skin
Af Venskab; siden kaldtes Prindsen hjem
For at opdrages der af Landsmænd; dog
Han glemte ei sin Barndoms Støtte, kom
Som Søn af Huset daglig der.
Pachecho.
Da hun
Gik bort?
Clara.
Vel under Sømmeligheds Paaskud
Bortvistes han derfra.
Pachecho.
Og ud af Øie,
Saa og af Sind, det Barndoms Forhold glemtes?
Clara.
Erindringen bevares vel i Hjertet.
Engang vi fulgtes hjem fra Messen, Prindsen
Gik os med dybt nedsænket Blik forbi;
Vel frit hun troede da at turde hefte
Sit Blik paa ham; men trukken af
En fremmed Magt, han vender sig; da faldt
Fra Begges Øine Taarer; glade Barndom
Randt vel i Minde.
Pachecho.
Hvor naturligt!
Clara,
Jeg
Maa tage bort af Bordet, Moder kommer.
(Hun tager af Bordet og gaaer ind i Huset; Welino møder hende i Indgangen med en Kasse under Armen.)
Welino.
Vælg nu hvad I skal bruge; naar I vil
Tye ind i Huset, findes Alt i Orden.
(Hun gaaer ind i Huset.)
Pachecho
(alene.)
Jeg kom paa Spor! ei han, en Anden har
Indtaget Brudens Hjerte! — Clara maa
Og høste Frugt af vort Bekjendtskab; mig
Ansee som Hjælper; her jeg lægger Guld.
(Han fremtager en Rulle Guld, aabner Kassen og studser.)
See, hvilken Rigdom af Haarfletninger!
Vel Ran fra Graven! friske end, de spotte
Det Legemes Forkrænklighed de pryded’.
(Han tager en Haarlok i Haanden, betragter den og bliver tankefuld.)
Til hvilken Isse heftede Du Rod?
Beskygged’ Du en Stormands Pande, var
Den furet dybt af Sorgens skarpe Plovjern?
Fremhvælved’ den sig over Øiet, hulet
Af Ild, som tærende opsteeg fra Barmen?
Blev Du paa Ærens Leie røvet Helten?
Faldt Du for Bøddelhaand fra Dømtes Hoved,
Hvis Træk sig skulde vise frit paa Steilen?
(Han bliver atter tankefuld, men farer op, da han bliver en guul Haarlok vaer.)
Guldgule Lok! hvor kom Du her i Syd?
Stolt har Du bølget Dig om celtisk Nakke!
En Ungmøes vel, forført af lumske Munk
Til helligt Løvte, selv at drive Spil
Med Løvte, Ære, Pligt. Aurelia!
Din Lige! Stammet fra normannisk Æt.
Stod, som hos Dig, i himmelfarvet Øie
Den rene Uskyld malet? Skatten blev
Vel ogsaa hende røvet af en Nidding.
Mon hun, som Du, har sønderknuust et Hjerte?
En Sjel, nedreven fra sin Himmel-Stige,
Hvor den saae Engle; henrykt steeg til deres
Eden, men blev nedstyrtet i det Svælg,
Hvor Ild og Slanger spotte nu dens Længsler.
Clara
(kommer fra Huset.)
En Farve findes dog, som passer ret
Til Prøven?
Pachecho.
Nogle Lokker har jeg valgt;
Dog er ei Alt mig efter Tykke her.
Jeg gaaer at hente noget Bedre; dog,
At Du skal ikke mistroe mig, er her
En Rulle Guld af større Værd, end hvad
Jeg paatog mig.
Clara.
Men hvad skal jeg med den?
Pachecho.
Blot gjemme den; tag nu det hele Kram.
Clara.
I svigter dog ei Ordet, her blev givet,
Men tjener os som Søn og Broder? Vel
Om Lykke bliver hendes Lod veed Ingen;
Alcadia dog ægte skal den Spanier.
(Hun gaaer.)
Pachecho
(alene.)
Nei! før skal Djævle synge Godheds Lov,
Og tabte Aander skue Himlen. Jeg
Har Vaaben! Hevnens Ild den kunde nu
Fortære Skurkens Hjerne; men saa venligt
Jo Clara hæved Øiet, mig besvor
At tjene hende som en Broder; derfor
Tilfældet nyttes kun som Adgangskort.
Men efter Hevn jeg tragter,
Og den vil jeg opnaae,
Om jeg end Mørkets Magter
Til Hjelp anraabe maa!
(Han gaaer.)
(Scenen forandres til et prægtigt Cabinet i Don Alvarez’s Pallads.)
Don Alvarez og Donna Alcadia
(komme samlede ind.)
Don Alvarez.
Alt længe forberedt til Lydighed,
Jeg haaber, Du, min Datter! nu modtager
Den Brudgom, jeg bestemte Dig, med al
Den Værdighed, som anstaaer Spiren af
En ædel Stamme; min Erfaring skal
Ei være frugtesløs for Dig. En Mand
Jeg derfor valgte, som Dig kan ledsage
Igjennem Livets ham bekjendte Skjær,
Og paa hvis Klogskab Du kan bygge trygt.
Alcadia.
Min Fader! Du forunder mig dog Tid?
Vil ei Dit Barn forene med en Mand,
Hun skued’ kun med flygtigt Øiekast.
Don Alvarez.
Jeg kjender ham, jeg gav mit Løvte;
Du er hans Brud. Du veed, et Ord udtalt
Af disse Læber, er en Eed, bekræftet
Med Helligdommens Segl.
Alcadia.
Nei ikke saa
Du støder bort dit Barn; o, sku den Afgrund,
Som aabner sig for hendes Fod! den skal
Opsluge Lykke, selv den Salighed,
Hun hisset skulde nyde. O, hvor let
Vildfare vi fra Pligtens Vei, naar den
Oplyses ei af Kjerlighedens Straaler.
Don Alvarez.
Lyt stedse til Samvittighedens Stemme,
Saa kan Du vandre trøstig gjennem Livet.
Hold fast ved dine Fædres Tro, og Dig
Skal skjenkes Salighed.
Alcadia.
Dog her skal Fred
Og Glæde være banlyst fra mit Hjerte.
Don Alvarez.
Ei det, Du foregjøgler Dig som Lykke,
I Sandhed saliggjør; nei den udbrændte Lue
Gjør Hjertet tomt og Phantasien blandt
Ruiner svæver. Agtelse, det er
Den Hjørnesteen, en Mand skal lægge
For Fremtids Held, det vil Du snart erfare.
Du skal nu føres ind i Verden, see
Dens Herlighed; Du dele Dig imellem dens
Adspredelser og Kirken, nyde fuldt
Det Held, at Du i Værdighed og Ære
Staaer høit som Fædre, der berømte
I mange Led, bestraale os med Glands.
Donna Alcadia.
Min Byrd jeg ærer! synligt den henpeger
Til Aandens Adel; byder os at holde
Den reen og ubesmittet. Lykke
Det var at offre Dig mig Liv; antag
Dit Barn! Ei Længsel efter Verden skal
Forstyrre min Tilfredshed; Sindets Fasthed
Er rette Arv, som tilfaldt mig fra Fædre.
Min Moder liig, jeg elsker Dig; kan det
Forenet ei forskjønne dine Dage?
Don Alvarez.
De Følelser liig Sæbebobler svinde
For Sandheds Pust; see Dig indtage Pladsen,
Bestemt af mig, deri jeg sætter Lykke.
Er Falskhed ei paa dine Læber, vil Du
Blidgjøre mine Dage, viis Dig lydig.
Nu kan Du gaae i Messe, styrke Dig
Til uden Knur at øve dine Pligter.
Da som Don Diegos Brud Du her skal møde;
Ulydigt Barn begaaer mod Himlen Brøde.
(Han gaaer hurtig ud.)
Alcadia
(efter en kort Pause.)
Qval, som Hjertet fast omspænder;
Taare, som i Øiet brænder,
Uden Vidne, uden Ven,
Hvor er Tilflugt for mig Arme?
Himmel mild Du Dig forbarme,
Vend dit Aasyn til mig hen!
Ja, Du er nær! og nu som Ledestjerne
Du naadig viser mig de sidste Ord,
Min Moders brudte Røst udstammed.
Hun bød: knyt ei din Skjebne til en Mand,
Før Du oplukked ham Samvittighedens Bog;
Bekjendte frit, Du hylder nye Lære,
Gaaer selv til Sandheds Væld, at øse Trøst.
Det ømme Hjerte haabed’ Kjerlighed,
Opfanged’ Ordet; fjendtligt Øre nu
Skal dertil lytte. Angst og Qval mig venter.
Men det frelser mig fra aandig Død;
Fryd skal spire frem af jordisk Nød.