Jeg tænkte mig, når Våren kom,
og Dagene blev lange,
da stod endog den Seng vel tom,
hvori jeg lå som Fange.
Jeg tænkte: Ja, en Grav måske
med Tusendfryd vil skinne —
Da gjorde mig en Blomstervee
så sørgelig i Sinde.
Men Våren, den forbarmende,
har svunget Håbets Fakler
og fanger mig i Armene,
når jeg til Døren vakler.
Hvad er så Had og Kærlighed
og alle Hjertets Vånder
mod denne store Herlighed:
Jeg lever, og jeg ånder!
1898