La France, du Rosernes Rose, svulmende fast —
din Duft er sød, endskønt din Kalk er lukket,
men hvilken Flod af Duft, ifald den brast!
Din blege Hud er rødmet af indre Glød,
skygget med Juninattens kølige Blånen,
blank af stigende Safter i dit Skød.
Dit Blomsters Rigdom tynger dig halvvejs ned,
i Overmål af Kraft dit Løv sig krummer,
du ånder tungt af Savn, du næppe veed.
Jeg veed dit Savn: det er din Længsel og Drøm
at gennemtrænges af Solens levende Varme
til dine dybeste Årers lønlige Strøm.
Jeg såe hvor du skjalv, da nys en flygtig Sky
sit kolde Mørkfald over din Krone kasted:
hvad da, når Dagen selv engang må fly?
Når Natten kommer med isnende Blæst,
da vil din Skønhed skælve sig tildøde,
og du for sent forstå, hvad Død der var bedst. —
Spring ud, du frygtsomme Rose, luk op din Favn,
og tag den glødende Sol ind til dit Hjerte!
Flam op, duft ud, i Livets hellige Navn!
Så kan du smilende give dit Løv til Fald,
udånde din Sjæl i de fjernthendragende Vinde, —
så har du levet dit Liv, som Roser skal.
1895