»Søster« siger Sydens Sommer
til den blonde, unge Kvinde,
som vi elsker, naar hun kommer,
og begræder i vort Minde.
»Søster« siger Sydens Sommer.
»Svar mig Søster!
hvad du vil de fjærne Kyster,
hvor saa ringe Tak du høster,
at du flygter, før du kommer.«
Sydens Sommer bærer blodigtrøde
Nelliker bag Øret.
Hendes Haar er sort og frodigt,
Øjet brunt men blaalig sløret.
»Søster« tirrer hun og folder
sine stærke, brune Hænder
rundt om Knæene og holder
Armene mod sine Lænder.
Og hun ler med hvide Tænder
og med fulde røde Læber
i en Fryd, som ikke dræber,
men som driller gode Venner.
»Søster, det er Narrestreger,
som Du driver der i Norden.
Det er Børneleg, du leger.
Vi er gamle — snart som Jorden!
Med sin smukke, brune Næve
stryger hun sit Haar tilside.
Lægger Hovedet paa Skæve,
skælmsk, nysgerrig — for at vide.
Hvordan er det dog, du føjter,
farer over vide, vaade
Vande i det Nu, man fløjter
for at tage dig til Naade.
Og saa snart du er i Norden,
hvisker man dig sødt i Øret.
— Stakket Fryd! — Man laver Torden
Storm og Regn, saa alt biir pløret.
Ber dig tage Nonnesløret.
Heller laa jeg død i Jorden!
Og nu ler hun højt og hælder
sig tilbage i sit Sæde.
Denne Latter pibler, vælder
fra en bundløs Brønd af Glæde.
»Søster, lille søde Søster!
Se, hvor jeg er glad og rolig.
Og mit Øje ser fortrolig
uden Frygt paa alt og alle.«
Og nu ler hun, saa hun ryster:
»Lille, dumme, slanke Søster,
se paa mig, — det maa du kalde
frugtbart Skød og fulde Bryster.«
Men den blonde, unge Kvinde
stammer — tier, kan ej finde
Ord for Sjælens skære Glæder.
Men hun har et Vemodsminde:
Juninattens Perler lyser!
Og hun skælver, og hun gyser.
Skjuler Øjnene og græder.