I Vest staar Himlen rosenrød
bag Buelampers hvide Glød.
Rimfrostens Slør, en blaalig Sky
er svøbt omkring vor By.
Der vrimler den, den mørke Hob
til Lyst og Kamp og Kiv.
Det er de blege Mennesker,
som lever deres Liv.
Men ridsed ind i Himlens Blaa,
som med en gylden Negl,
Nymaanen over Kuplen staar,
et fremmed, helligt Segl.
Og Solgangsbrand i Ruderne,
med rød og gylden Glød,
og magisk Glans til Gadens Smuds
gør al vor Smerte sød.
Jeg drømte, at Alverden brast —
et Suk af salig Gru.
Nirvanas Lys, Allivets Sjæl,
den leved dog endnu.