Der var en Gang et Eventyr,
hvis Indgang var lidt trang
men som blev endt i Herlighed
med Fest og Sang og Klang.
— Nej — endt? — Der er ej Ende paa
de Ting som var en Gang.
Der skete mangt og meget Sært,
som ingen kunde se.
I Odense hos Fattigbarn
stod Eventyrets Fe,
og løftede sin Tryllestav
og sagde: En-to-tre!
Saa kom der ind en Alfeflok
med Sommervinger paa
og dryssede et Blomsterflor
paa Puden, hvor han laa,
og syssede og hyssede
og kyssede den smaa.
Saa kom der ind en Nissetrop
Rødhuede og Graa,
som trængte paa bag Alferne
og maatte staa paa Taa,
og kikkede og nikkede
med Halsen strakt paa skraa.
Nu hørtes der en skjult Musik,
fra Skov og Mark og Muld,
for Lærken rislede sit Sølv,
og Droslen drypped Guld,
og fra det Fjerne kom en Klang,
der var helt underfuld.
Der skete mange sære Ting.
Der blev et stort Postyr.
Ind kom en Vrimmel vandrende
af alle Jordens Dyr.
De Tamme og de Vilde med.
Det var et Eventyr!
De tog sig fri til et Besøg.
De kom fra Eng og Skov,
og mødte, som de stod og gik
med Horn og Klo og Klov,
Fra Mammuth ned til Musene,
som bare kom for Sjov.
Saa gik det lave Loft tilvejrs.
Væk! som en bortblæst Hat,
og Himlens Skyer kom og gik
og Himlens Dag og Nat,
hvor Sol og Maane legede
med Stjernerne Tagfat.
Der stod et Rejsegilde nu,
som sjældent her tillands,
og over Stuen vejede
en mangedobbelt Krans,
af Fuglene, som flaksede
og kredsede i Dans.
Der var en broget Kvidderkrans
af tusind Fugle smaa,
og over dem fløj Kragerne
kulsorte, askegraa,
og over dem jog Maagerne
som lyste mod det Blaa.
En Gildekrans skal krones fint;
saaledes er det Skik!
og øverst hang den hvide Falk,
som har et Falkeblik.
Den saa de allermindste Ting,
hver Prik, som kom og gik.
(En Stork stod stiv som Kransestang.
Det er et Storketrik!)
Der skete mange sære Ting
i Eventyrets Port.
Saa stort Postyr har denne Fé
vel ingensinde gjort,
og naar var vel et lille Rum
saa umanerlig stort?
* * *
Den gode Mor, som sidder der
tidt nok til Dagen gryr,
ser ingen Ting af Feens Fest,
hun vugger kun og syr,
men ved dog bedst, at Barnet er
en Moders Eventyr!
Men da han nu var bleven stor.
— Hvad var han for en Fyr?
De Folk, som fniste bag hans Ryg,
de sagde „Fabeldyr".
Og saadan gik han da omkring
og var et Eventyr.
Men den ler bedst, som ler tidsidst.
Da Feen holdt Kalas,
da gemte hun til senere
sin allerbedste Spas,
som er de dumme Mennesker,
og deres Stads og Fjas.
Og siden kom det for en Dag,
at Feen holdt sit Ord,
for nu brød Eventyret frem
som Blomster af vor Jord,
og aldrig var en lille Ting
saa eventyrligt stor.
Og se den Spillemand, han faar
det næsten som han vil,
Folk strømmer til i Skarevis
og lytter til hans Spil.
Men husk! Der mangler altid lidt,
saa længe man er til!
Nu er der rundet lange Aar
og mangt gik overstyr,
men se nu ham! Han er i Vækst
med alt, som gror og gryr!
Alverden staar med Hat i Haand,
og ingen Dævel knyr!
Der var en Gang i Odense.
— Det er et Eventyr!