Jeg titter gennem Døren ind i Salen,
som nylig straalede i festlig Glans.
Et skummelt Mørke ruger over Valen,
og alt er stillet op til Dødedans.
Den hvide Dug af Roser overglødet,
det blanke Sølv, det tindrende Krystal.
Alt skrællet bort, som man afskræller Kødet,
ved Livets sidste, sære Karneval.
Se dette magre Bord, de nøgne Flader
med Pladerne af graahvidt, knastet Træ.
Og Stolene, som viser deres Skader
(der skjultes, da vi sad paa deres Knæ).
Ja Stolene, som da jeg nys tog Ordet,
var værdige og hørte høfligt paa,
er allesammen kravlet op paa Bordet
og staar og venter kun, at jeg skal gaa.