O Ungdomskilder sprungne frem af mit eget Sind,
forenede med hendes vidunderfriske Strømme.
De bølger sig og kruser sig i Solmorgenskin.
Af rislende Vande er jeg ganske ringet ind
og tabt min Stilheds vide Kongedømme.
De bruser og de larmer, naar de strømmer ud og ind.
Jeg tager mig til Hovedet forfærdet.
Min Ensomhed, min Fred. — Ak, og du mit gode Skind
det sprænges, hvis jeg ikke faar Plaster og Bind
og hvis det ikke snart er garverhærdet.
O Barndommens Enfold og Alvor hos de Smaa:
De ganske unge dugbesprængte Tanker,
og yndefulde Lege og Fryd ud i det Blaa
og Dybsindets Grublen og Kamp for at forstaa
som tunge Klaser paa de viltre Ranker.
Og Vittigheders Rædsler — og Stridshyl og Graad
og pludselige Udbrud af selve Verdenssorgen
og fem Minutter efter har Himlen fundet Raad
og Verden ligger lysende af Drømme og Daad,
dugfrisk — som i de første Tiders Morgen.
En Troldeskov af Uro! — Hver Ting har sin Pris.
Jeg nægter ikke. Nej, jeg nægter ikke.
En Troldeskov af Uro. — Et Ungdomsparadis
og endnu ser jeg Tinderne bag solgylden Dis,
— skønt stundom kun med meget lange Blikke.
O Ungdomskilder. Tak fordi I duggede mit Sind.
Jeg deler mig imellem jer og Freden.
Jeg stanser paa min Vandring mod Tavshedens Tind,
af rislende Kilder er jeg ganske ringet ind.
Tørskoet naar jeg aldrig Ensomheden.