Hvorfor maa vi ikke drømme
i de lyse Nætters Lande,
hvor en Glans af Perler lægger
Drømmens Krone om vor Pande.
Vi er trende, vi er skilte,
vi har hver vort Liv at højne,
men vor lyse Sommer gav os
samme Glans i vore Øjne.
Hvorfor maa vi ikke drømme
om et Hellas højt i Norden,
hvor vor Aand de lyse Nætter
straaler vidt udover Jorden.
Ikke Løfter, ikke Eder,
vi har lært at dæmpe Kravet,
samler kun det gyldne Rav, som
skylles ind af Verdenshavet.
Lytter til Naturens Stemme,
og det Vink, som bliver givet
os af Skæbnen, vil vi lyde,
for det viser Vej til Livet.
Sommersind i kolde Tider,
Drøm i vinterbarske Lande.
Der er Fremtid foran Nuet,
Rum bag Horisontens Rande.
Der er Tid for vore Drømme,
og vor Dag er ikke øde.
Nuet vokser af det svundne.
Stemmer lyder fra de Døde.
Der er Rum for vore Drømme,
vi blev fødte for at føde.
Vore Fædres spildte Frøkorn
bliver vore Sønners Grøde.
Gammelt falder. Nyt vil komme.
Skæbnen kaster nu sin Tærning.
Døde Haab og dræbte Længsler
gør et Tærningkast til Gerning.
Midt i Nuets barske Mørke
kommer Sommernattens Liljer
til os som en Ild i Sindet
og et Raab paa friske Viljer.
Nordens Morgenhane galer.
Vi kan høre Gryet gjalde.
Fællesskabet Styrke giver
trefold Kraft til en og alle.
Held dig Svea, du som rakte
under Dagens Lyn og Torden
begge Hænder frem til Venskab,
Fred og Enighed i Norden.
1914.