Maanen i sin klare, hvide
Kjole, let som Engens Uld,
saa sin store Søster skride
i en Klædning helt af Guld.
Og den vendte sig mod Øster,
hvorfra Solens Vej gik ud,
og den sagde: „Søde Søster,
du er dejlig i dit Skrud!
„Du er dejligst iblandt Sole,
jeg gaar klædt i fattig Uld,
vil du laane mig din Kjole,
som er vævet helt af Guld.
Solen svared: Gyldenskatten,
den kan ingen anden faa.
Maanen sagde: Husk om Natten
har du ikke Kjolen paa!
Solen svared: Lille Maane,
det er sandt, jeg gaar til Ro.
Hvis du venter, maa du laane
Kjolen og de gyldne Sko.
Og da Solen gik til Hvile
i sin store havblaa Seng,
kunde Maanen henrykt smile
over Strand og Vand og Eng.
Men da nu den traadte Dansen
paa sin egen Straalebro,
saa den gysende, at Glansen
blegnede i Slæb og Sko.
Og den klagede til Solen,
skønt dens Bøn dog var opfyldt:
Sig, hvad har du gjort ved Kjolen,
den er højest sølvforgyldt!
Solen vaagned just bag Molen,
saa den fine, blege Brud.
Du er yndig, sagde Solen.
Bare jeg saa saadan ud!