Nu støjer de atter og krænker de Love,
som byder at lade den Døde sove
i Ro paa den anden Bred.
Ak, denne kvalmende, tunge Alkove
har Mørke, men ingen Fred,
en grufuld Susen fra Livets Skove
og Stemmer trænger herned.
Hvem tramper deroppe og strider og slider?
Hvad er det, som støder mod Gravens Sider
og slingrer og borer sig Vej,
saa Smaasten rasler og Jorden skrider
som dengang de sænkede mig.”
„Det er mig du, som bliver begravet omsider”.
„Aa, Herre min Gud, er det dig!
Aanej er det dig. Saa vil du da møde
mig her i mit mørke, usalige Øde
— saa kom du dog til mig engang.
Mit Hjerte begynder at banke og bløde.
Det mødte dig helst med en Sang.
Aa vidste du alting fra dengang jeg døde.
Hvor Tiden var bitter og trang.
Jeg sørged i Mørket, hun vil ikke ligge
ved Siden af mig — maaske husker hun ikke?
Hvad ved jeg? — Hun har vel sin Grund.
Jeg smægter af Tørst, men jeg faar ingen Drikke.
De tager den bort fra min Mund.
— Saa har du dog sagt: I skal lade mig ligge
ved ham, som jeg elsked den Stund.
Aa, sig mig! Du er vel en gammel Kvinde?
En gammel Kone ? — Ak, ingensinde
var du saa dejlig som nu.
Din Haand og din Mund. Jeg ser dig i Blinde.
Og ingen er yndig som du!
Jeg ser dig saa ung som mit yngste Minde,
jeg ser dig yngre endnu.
De Øjne blev blege, som tidt var vaade,
og Smilet blev Rynker. Det glade og kaade
frøs bort i Vinterens Vind.
Din dybeste Skønhed. Jeg løser dens Gaade.
Jeg er ikke længere blind.
Jeg ser jo dit Væsens inderste Naade.
Din Skønheds lysende Sind.
„Fortæl! Aa, fortæl mig om Verden som strider.
Nu fatter jeg først, hvad de Levende lider.
De bides af Dagenes Tand.
Fortæl mig alt — om de tunge Tider
i Livets usalige Land.
Om hvordan du døde og kom omsider
og løste mig ud af mit Band.”
„Jeg blev saa træt du. Jeg trængte til Støtte.
Jeg blev saa ensom — og vilde flytte,
aaja — jeg har tidt nok grædt.
Jeg vented paa Døden — hvis den nu kan nytte
og gøre mig mindre træt.
Det var nu alligevel godt, at jeg mødte
dig her — for nu blev jeg saa let!”
„Ja let! — Hvor er dine Hænder dog bløde!
De giver mig Foraar og Morgenrøde,
de Hænder, som altid gav;
det er ikke længer sandt, at jeg døde.
— Nu kaster jeg Byrderne af,
og smilende flyver vi Lyset imøde.
— Der er ikke mer nogen Grav.”