Se Havet ruller sine tunge Masser
bort, bort og kommer ingensinde bort.
Titusind Rygge gaar mod Horisonten,
en Hær, paa Vandring nedad Jordens Runding.
Titusind mylrer op hist bag dens Rand
og kommer hid, en Hær paa Vandring hid.
Hør Stormen hidser dem, de rejser Børster,
titusind Rygge rejser hvide Børster,
og tørner snerrende imod hinanden.
Men over alle hæver sig en Jætte
højt pressed op af andre Jætters Stormgang
og med et Brøl udsprøjter den sin Kraft
og synker saaret, dødeligt i Dybet.
Og atter vokser den i bjergstor Højde,
kun for at brøle ud paany sin Død.
Her er ej andet end at stige, synke,
og intet andet Liv end straks at dø.
Se Bølger skyller tungt henover Bølger,
udsletter Bølger og forgaar derved.
De mødes Bryst mod Bryst og splintres, knuses.
De bukker under, suger og opsluger
hinandens Kraft og svinder hen i Ødet,
og Bølger ruller over deres Grav.
Bjerg synker ned i Dal. Dal føder Bjerge,
som flyder hen i Hvirvelsugets Fraade.
Se Kaos kæmper vildt kun for at døde
sig selv og gøre Ende paa sin Væren,
og maa bestandig rejse sig paany,
kun for at knuses af sin egen Vrede.
II.
Stormen skreg til de sorte Skyer:
lad Fjendskab raade i Verdensrummet.
Lad Freden flygte, lad Hadet rase.
Fald Himmel ned paa det øde Hav!
Nu pidsker Regnen i tætte Straaler
de sorte Rygge, de hvide Børster
og Stormen hujer og hviner: Tir dem!
Pisk deres Snuder med snertende Piske.
Pisk deres Ganer, naar Gabet aabnes,
og lad dem smage og sluge sig selv.
Blind deres Blindhed med piskende Blindhed.
Svulm nu og voks af din egen Tomhed.
Ras mod dig selv!
Intet giver jeg. Intet faar du
uden dit eget. Uden dig selv.
Sprøjt kun imod mig,
Du faar det tilbage,
Stumhed til Stumhed,
Klage til Klage.
Hæv nu din Røst!
Hæv nu din Røst
og opslug dit Ekko.
Øde, Blindhed og Stumhed din Lod.
Stumhed din Lod!
III.
Er det din tusindaarig gamle Klage
som stiger op fra Dybet nu Atlantis?
Der hvor du engang var?
Nu er vor Himmel lav; men lavere er din!
og mere tæt staar Regnen paa din Grund.
Dens Straaler gik i Et —
og staar saa fast som Klippe.
Dens grønne Mørke blinder vore Blikke.
Titusind Favne Vande tynger nu
dit brede Land Atlantis,
og Lyset naar dig ikke.
Ej heller Stormen naar dig nu Atlantis.
De vilde Bølger ved du intet om.
Stenstille med en tusindaarig Dødsro
staar Havets sorte Masse paa din Grund.
Men der, hvor nu din Himmel holder op
og vor begynder.
Der raser din forglemte Vaandes Jammer.
IV.
Dernede voksed skyggefulde Skove.
O nævn dem ikke!
og stolte Byer kroned Bjergets Tinde
og smiled venligt paa de grønne Sletter.
O nævn dem ikke!
Den Vind, som susede i Skovens Blade,
bar dine Suk fjernt bort i Rummets Dybder,
og naar dig aldrig mer.
De store Skove blev til Sand, kun Sand —
End ikke Mindet om dem kaster Skygge.
De runde Bjerge sank i Jordens Ildgab
og Byer kasted sig plat ned paa Jorden
som om de vilde skjule deres Ansigt.
I Sandet er de udstrakt. Svundet hen!
Søg ikke efter dem.
De mindes ej sig selv.
Sand, Sand, kun Sand. Atlantis
som bærer paa din tunge Himmels Byrde.
Til Sand blev alt. Til Sand blev ogsaa Mindet.
Det dryssed bort imellem Folkets Fingre
og Vinden tog og vejrede det bort.
Ja, det er længe siden, længst forglemt,
men vi heroppe ser endnu
din sorte Himmel fraade vildt imod os,
som kræved den vort Liv, vort Liv i Offer.
V.
Idag er Havets Flade blank og stille
og drømmer, ak saa blide blanke Drømme
om Himlens Blaa, om Sol og hvide Skyer.
Dernede voksed skyggefulde Skove
og stolte Byer kroned Bjergets Tinde
og Vinden ilede igennem Kornet,
som bølged hen i lange, lyse Smil.
Og Blomster glimrede i Dug ved Morgen
og vendte deres Ansigt imod Solen,
som græd de Glædesgraad ved Lysets Komme,
og Bække risled ud i brede Floder,
og Floder randt i Ro den vante Vej.
Det store Kredsløb randt i Ro sin Vej,
forkyndende at alt var saare godt,
og Landet skinned, blinked, glimted. glitred
i Dagens Lys, i Himmelblaaets Mildhed,
og Nattens Maane kasted Guld i Vandet.
Den samme store Sol og samme Maane
og samme klare Stjerners fjerne Baner
var ogsaa dengang Undere af Ælde.
Og dine Piger gik og sang. Atlantis!
VI.
Atlantis! — Ak dine Piger gik
nedover Bjerget i Klynge,
naar Aftensolen var fjern Musik
de svared den med at synge.
De fyldte ved Brønden de slanke Kar,
bar dem paa Hovedets Klæde
og vandrede hjemad, Par efter Par,
til Aftenens rolige Glæde.
De laa ved Floden og skyllede Lin
rent i de rindende Vande.
De plukkede Druer og persede Vin
og gød i den sølvblanke Kande.
De stod foran Spejlet og flettede Haar
aarle, de dugfriske Stunder. —
— Atlantis! Jeg synes det var igaar,
din Herlighed gik under.