De slanke Træers smidigt blanke Arme
er strakt i Haab op mod den fine Sky.
Der gaar en Strøm af Livets Kraft og Varme
fra Rod til Top. En Strøm af Gro og Gry.
Og Marven svulmer i de unge Kviste
og skyder paa og skaber Kvist paany,
fordi de ellers maatte sprænges, briste
ved denne stærke Strøm af Gro og Gry.
Liflig er Luften, mætter Træets Krav.
Det dier, suger disse fulde Skaaler,
og Luften faar tilbage, hvad den gav,
det nye Liv, som Træets Vækst udstraaler.
Nu presses Knoppen frem, fuldspændt af Saft,
— vor Sommer pakket tæt i bitte Kurve —
og Luften nærer med sin unge Kraft
den stille Kvidren af tilfredse Spurve.
En Krage flyver lavt fra Træ til Træ.
Krakra! Den hviler i et roligt Haab
og i den rene Stilheds lune Læ —
Krakra! — der lyder Tryghed i dens Raab.