I.
Italien du tog dig til dit Hjerte
og sank i Knæ, som om din Kraft var brusten,
og saa dig om med Blikket blindt af Smerte
og stønnede en Klage, hæs og rusten.
Og det er Solens lyse Land, som lider,
Italien! — som talte stærke, sunde
og glade Ord til os i mørke Tider.
— Aldrig randt Blodet fra saa dyb en Vunde.
II.
Du, som kender Italien,
mindes du ikke en graa Morgen i Norden,
hvor du stirrede mismodigt ud i den raa Slud
og sagde til dig selv:
Verden er bedsk og kold.
Nu vil jeg tale ondt og haardt om Livet.
Det vil os intet godt!
Hør mig nu, Liv! Du er jo grim og graa,
en gammel Heks med grumme Klør til Fingre.
Da hviskede Livet et Ord i dit Øre,
kun et eneste:
Italien!
Det kaldte og det maned
med Klang og Glans af Guld og rige Farver,
og dybt fra Bunden af din Sjæl steg Solen op.
Og tværs igennem Kulde, Slud og Taage
lyste din Lykkes og din Længsels Land.
Der daled Blomsterblade paa dit Hjerte.
III.
En Guldglans i Luften.
En Guitar, som klinger.
Og Mandelblomstduften
paa Vaarvindens Vinger.
Ak! lokkende Glæde og Længsel, som stinger.
Og tavs som ved Messen
for Alterets Trone
og mørk staar Cypressen
bag Murværkets Krone
og lytter til Himlens krystalklare Tone.
Cypresser og Pinjer,
hvor Bjergene blaaner
og bølgende skraaner
med frodige Vinjer,
der aander og lever i Farver og Linjer.
Og Mure og Kupler
og Søjler og Buer
staar tavse og grubler
paa Tiden, som truer. —
Fontænerne drømmer og Statuer skuer.
Fontænerne rinder
og plasker og strømmer
og mumler og minder
om Tiden, som dømmer
sig selv til at dø, mens den lykkeligt drømmer.
IV.
Vi vilde smæde dig, Liv.
men du hviskede os i Møde kun et Ord:
Italien!
Og du slog os med Stumhed.
Ja, takket og lovet være du, Italien,
for Glæde og Trøst og for Livets Bekræftelse.
Se dog! se! — der er en gylden Hemmelighed paa Livets Bund.
Men nu taler du til os med Dødens Stemme.
Der, hvor dine Farver jubler højest mod Himlen,
der, hvor Middelhavet, klædt i blaa Silke
leger med Smaragder
og kaster sine Diamanter
ind paa de røde Klippekyster,
der blev du rammet.
Der raabte du med Dødens Gru i Stemmen.
V.
Forfærdelse, naar denne Jord, vi bor paa,
vort alt, vor eneste blandt Rummets Kloder.
Naar den, vi bygger roligt paa og tror paa,
staar op som Fjende. — Fjende? — Vores Moder!
Naar Byen, møjsomt skabt, vor bedste Grøde,
vor Stolthed — vore Gader — vore Pladser,
Kirker og Kupler, Taarne og Paladser
raver og raller, styrter om som Døde.
Døde, der slaar ihjel! — Hvad vil de Buer?
Hvad vil du, Kirke! Lad en Stakkel løbe!
Du Bankpalads, som løfter dig og truer.
Kan ingen Rigdom nu dit Venskab købe?
Nej, Had, kun Had! Imellem Mænd og Kvinder!
„Stans ikke mig, til Døde skal jeg slaa dig!”
De slukte Lygter selv er vore Fjender.
Brostenen rejser sig: „Træd ikke paa mig!”
Og Muren i dit eget Hus faar Arme,
som rækker efter dig og slaar og dræber.
Og Arnens Ild, som trofast gav dig Varme,
vil brænde dig — og Loft og Gulv er Kæber.
Ja — det, som var din Fred, dit lyse Kammer,
slaar sammen over dig og raser, raaber.
Lig stille nu! — Jeg lukker for din Jammer.
Jeg er din Grav, og tvi dig, hvis du haaber.
Og Lejet, det, som saa dig roligt smile,
din Seng — din gode Hvile, som du priste,
bærer dig bort og ler: Nu kan du hvile!
Du stolede paa mig.— Jeg er din Kiste!
Og Havet rejser sig. — En ensom Bølge
gaar op paa Land og vandrer ind i Staden,
som om den vilde se sig om paa Gaden
og samle ind til sig og til sit Følge.
Den samler Mennesker som du og jeg
og vore Børn og alle vore kære.
Den tager, hvad den møder paa sin Vej.
Et Menneske er ingenting at bære.
Bed og forband! Den kender ingen Naade.
En Gal, brudt ud, som ingen Magt kan saare.
Den vandrer fremad, taarnhøj, hvid af Fraade,
med Lig i Favn, en overmægtig Daare.
Den spørger ikke efter Stand og Alder
og ikke efter Ære eller Evner.
Den hører ikke Børnene, som kalder,
ser ikke, hvad den tog og hvad den levner.
Ja, som en Gal, saa helt paa Maa og Faa
den samler, splitter, som det nu kan falde.
Den lod for Spas den svage Gamling staa
men tog hans Børn og Børnebørn — dem alle!
Flygt, flygt! Hvorhen? — Naar Vejen kun vil sluge dig.
Naar Bygninger og Bjerge blot vil knuse dig,
naar Flammegab og Bølger vil nedsuge dig.
Nej, det er Helvede, som nu vil huse dig.
VI.
Forbi, forbi! Saa hurtig alt forbi!
Skyd kun „Hyænen” ned til Helveds Luer.
Her koster Liv ej stort. — Hvem er vel vi?
Naturen dræber os som Myg og Fluer.
Ak, Solen skinner roligt over Øen,
forgylder Klippekystens røde Kanter.
Og straalende som Silke ligger Søen
og leger med Smaragd og Diamanter.
Hvad er det for en Sol, de syge ser?
Hvad er det for en Jord, de træder paa?
De, som kom frem af Dybet, aldrig mer
skal de forstaa, at Himlen straaler blaa.
Det travle Liv begraver sine Døde
i Dyngevis. — Det haster, Tiden rinder.
De levende maa bygge paa det øde
og kæmpe under Aag af deres Minder.
De døde, de har ingen Hjælp behov.
Sov fast! Hav Fred! imens vi andre strider.
Men Liv skal leves. Det er Livets Lov.
Saa hjælp da dem, som lever og som lider.