I mine Drømmes
slørede Viden
paa deres Strømmes
Rislen og Gliden
bares jeg vidt gennem Rummet og Tiden.
Fremmede Riger,
og hensvundne Tider
kommer og viger
der, hvor jeg glider,
indtil jeg vender mod Solen og stiger.
Dybderne lokker.
Bær mine Vinger!
Sølvrene Klokker
i Æteren klinger.
Ind mod de fjerneste Fjerner jeg svinger.
Nætterne bringer
stormvilde Stunder.
Kæmp mine Vinger,
Gaa ikke under!
Hvirvlet af Stormen
i jagende Kast,
splittedes Formen
og Kræfterne brast.
Stille! Jeg glider
tæt over Støvet,
stanser og strider
til Døden bedrøvet.
Strider og lider
med blødende Vunder
i mine Sider.
— Gaa ikke under!
Af mine Længslers
lokkende Viden,
bares jeg bort
fra den stingende Smerte,
førtes jeg frelst
fra al Jorderigs Liden.
Fremmede Lyshave
vugged mit Hjerte.
Dybdernes Stjerne
paa Æterens Bølger
viser det fjerne
Maal og jeg følger.
Af mine Drømmes
slørede Viden,
paa deres Strømmes
Rislen og Gliden,
bares jeg højt over Natten og Striden.
Kranset som Brudgom
hinsides Tiden.
Evige Guddom
fik jeg min Viden!