Den Drik, vi vil kredentse til Sophus Claussens Ære, bør have en fyldig og krydret Smag. Der skal være en let og liflig Vin i Pokalen; og noget af den stærke og brændende med; der skal være Honning fra Hymettos og den endnu finere Honning fra vore egne Blomsterenge; men der skal ogsaa være Draaber af hin Urt Vermuth, paa Dansk kaldet Malurt, for saaledes er den Drik, Claussen byder sine Læsere, og vi skaaler som Skik og Brug er i samme Drue og samme Bryg.
Medens alt hos Johannes Jørgensen er Enkelthed, er alt hos Sophus Claussen Mangfoldighed, og dette er Grunden til, at hans Produktion, skønt den ikke er omfattende, lever i Erindringen som et Indtryk af Fylde og Vægt.
Han er Blanderen, en Kender af alle Safter og Essentser, en Eksperimentator i Forbindelser af Skæmt og Alvor, af Stort og Smaat. Vi kan ogsaa sammenligne ham med Middelalderens Alkymister, der ved at røre sære Ting sammen opnaaede Resultater, som stundom overraskede dem selv, saaledes hin Munk Berthold, der vilde lave Guld, men ved en Fejltagelse opfandt det Sprængstof, hvis Magt er næsten lige saa stor. Der er dog den Forskel, at Claussen som oftest opnaar at frembringe det tilsigtede mildtlysende Stof, men naturligvis er et og andet Præparat sprunget i Luften ogsaa for ham; til Gengæld beslutter han sig maaske saa en anden Dag til at opfinde Krudtet — med det Resultat, at der aflejrer sig Guld i hans Retorte.
Overraskelser er Claussens æstetiske Trumf; det lykkes ham at faa Læseren til at standse, studse og spærre Øjnene op. — Som Virkemiddel spiller Overraskelsen en stor Rolle i Litteratur og Kunst. Ikke mindst i Maleriet har vi Erfaring derom og ikke udelukkende for det gode. Den sande Overraskelse naas kun gennem Personlighedens Særegenhed og Overlegenhed i at kunne; men man ser ogsaa, at en vis Sukces kan faas blot ved at lave noget, som ikke ligner andre Ting, fordi det ikke ligner noget som helst. Den trætte Tilskuer, som ønsker sig Overraskelsens Nydelse, Pirring, opnaar da en øjeblikkelig Tilfredsstillelse, men hvis det overraskende beror paa Hensigt og Kneb, og ikke er vokset organisk frem af Personlighedsværdier, er Fornøjelsen kun kortvarig. Den sande kunstneriske Genialitet vedbliver derimod med at overraske.
Dette er Tilfældet med Sophus Claussen; det overraskende er naturligt for ham, ja er endogsaa hans Poesis særlige Bomærke, selv om det maa tilføjes, at han kender sit Virkemiddel og udnytter det til det yderste — ja stundom nøjer sig med det i en snever Vending for at komme udover Vanskeligheder, han ikke paa anden Maade kan overvinde.
Lad mig søge at belyse det ved Eksempler, der baade viser hans dybtliggende Egenart, hans bevidste Arbejde og de enkelte Tilfælde, hvor Overraskelsen virker forstemmende.
Men først nogle Ord om Digteren selv. At karakterisere et saa overraskende Fænomen er vanskeligt, og det skal da ogsaa kun være et Forsøg, saa at sige, en Tilnærmelse. Forbehold er nødvendige her.
Claussens Egenart beror paa, at han er en lille aflukket Verden, som spejler Helheden paa en usædvanlig Maade. Han er udpræget provinsiel, og ligesaa udpræget universel. Provinsen faar universel Betydning hos ham, og Universet behandles maaske derfor stundom med en lidt provinsiel Overlegenhed. Paradoksal, som han er, kunde han tænkes at sige „dette store Falster” og „dette lille Univers”. (Gaaseøjnene her maa dog ikke opfattes som historiske Garanter). Men denne Mikrokosmos rummer alligevel paa en Maade alt, og er for saa vidt et virkeligt Makrokosmos, blot er Forholdene anderledes end ellers kendt. Blandinger og Forbindelser indgaas paa en Maade, som vi ikke finder Mage til noget andet Sted.
I denne Verden er han selv hjemme som Fisk i Vandet, som en elsket Fyrste i sit Land, han kan gøre fuldstændig hvad han vil. Det sker altsammen højst naturligt; men nogle synes, at det er en sælsom Verden, saaledes som det maa være for en Dykker, der færdes paa Havets Bund.
I dette Kongerige bevæger Claussens Tanker sig ikke i den almindelige logiske Gangart; men i Spring — tilsyneladende i alt Fald; for da han slet ikke er hurtig af sig, men tværtimod en dvælende Natur, er Grunden maaske den, at Ting, som ellers er paa Afstand fra hinanden, hos ham ligger Side om Side. Det gælder baade Følelser og Tanker, baade Ideer og konkrete Ting, Religioner saavel som Verdensdele.
Leicht an einander ruhen die Gedanken.
Doch hart im Raume stossen sich die Sachen.
siger Schiller. Man kunde tænke sig, at Claussen i den Grad lever i sine egne Tankers Verden, at han hverken regner med Rummets Afstande eller med de Sammenstød, som sker paa Grund af de i Rummet forekommende Bevægelser.
Hermed skal dog ikke siges, at alle Tanker hviler let hos hinanden i Claussens Verden, der forekommer Eksplosioner, men oftest af en uventet Art, og dette staar i Forbindelse med en tilgrundliggende Særhed i hans Psyke. — Claussen er en i Ordets gode Betydning moderat Natur, en Mand fra de smaa Øer, ingen Ven af store Ord og forhastede Beslutninger, nej, en Øbo med Smil og Lempe og smaa Ord, med dæmpede Domme og mild Overbærenhed, kort sagt med ægte dansk Visdom; men han er samtidig et Krater. Der er en sydlandsk, vulkansk Zone i hans Sind. Maaske vi her finder Overraskelsernes egentlige Kilde. Vi studser som om vi havde fundet et ildsprudende Bjerg paa det blide Langeland eller mødt en Panter i Krattet ved Guldborgsund.
Men som sagt, dette er kun Formodninger, flygtige Antydninger af, hvordan der ser ud paa Venus eller paa Maanens anden Side. Videnskabelige Paastande om Sophus Claussens Beskaffenhed lader sig ikke fremsætte. Man maa gaa frem ad intuitiv Vej.
* * *
I det prægtige Drapa til Willumsen forekommer følgende Vers:
Kloden ejer Skatte,
Willum, Kisten fuld,
og Øresund har Skyllevand
til hele Clondykes Guld.
Man studser maaske lidt og tænker over, hvad Clondyke skal bruges til her og hvorfor Øresunds Vande egentlig skal anvendes saa langt borte. Maaske har Claussen paa det Tidspunkt forelsket sig i det fremmede Navn og vil have det med i sine Rytmer og Klange — det lykkes ham i alt Fald at faa det fjerne Guldgraveri forbundet med hjemlige Foreteelser, noget, som maaske ingen anden Mand i Landet vilde have kunnet præstere. I Claussens Verden er Atlanterhavet ikke engang „Dammen”, det er en af de Bække, man bærer Vand over.
Nu tænker jeg mig, at Digteren en Stund sidder og funderer paa, hvad han yderligere skal bruge Skyllevandet til for at faa det kære Clondyke med paa Vejen. Saa fortsætter han:
Du har taget Skyller,
Willum, som en Mand.
Her har vi imidlertid en helt ny Betydning af Ordet „Skylle” ypperligt anvendt til at betegne Willumsens Ungdomsstilling i Offentligheden.
Men hvorledes komme videre? Det er ikke udelukket, at Claussen spørger sig selv: Hvad skal jeg med alt det Skyllevand? Jeg skulde maaske hellere skylle det ud? Heureka! Skyl Skyllevandet ud og lad det rene, pure Guld blive tilbage.
Her har det hele naaet sin gode og klare Mening (blot med en enkelt sproglig Plet; det i alt Fald omdisputerlige Ord: „proper”).
Midt i Myldret staar du,
proper som en Gud,
naar vi roligt skyller
Skyllevandet ud.
Det er overraskende udtrykt, og det er ypperligt! Et vulkansk Udbrud, en majestætisk Gestus, der vælter, hvad væltes skal. Det gaar selvfølgelig ogsaa lettere i Claussens Verden end andetsteds, at fuldbyrde Revolutioner. Men hvilken morsom Leg med Ordene! „Skylle” og „Skyllevand”, har afgivet alle deres Muligheder, først som Rensevand, dernæst som Udskældning, derefter som Udhældning, endelig som snavset Vand og Udhældning af snavset Vand. Det er beundringsværdigt, og efter at Claussen (maaske med en Smule Besvær) har vundet denne Sejr, udfolder Resten af Drapaet sig frit i frejdige, overmodige Strofer, hvori det nu majestætisk opdukkende „Kattegattets Skyllevand” hilses Velkommen af Læseren med et glad, fortroligt Smil, som om det var den naturligste Ting af Verden.
Jeg siger ikke, at Versene er bleven til paa denne Maade. Det er lige saa sandsynligt, at det er gaaet helt anderledes for sig. Bagvendt maaske? Claussen kan være begyndt med at rense Landet ved Hjælp af Kattegats friske Bølger, og har saa bagefter underbygget sin Tanke, langsomt arbejdet sig op til den Overraskelse, han havde in mente:
Willum Skattegraver,
stræb kun tillidsfuld,
Kattegat har Skyllevand
til mer end Clondykes Guld.
Den, som graver dygtigt,
ham er Lykken huld.
Stene, Sølv og Sager,
fandt du mangen Gang,
men hvad er nu dette?
Hilse dig med Rette
kan kun Sværdesang.
.... Det var Skræp, som klang.
Skræp! Altsaa en Ekstraoverraskelse i Overflødighedshornet tilsidst. Digteren griber i de nationale Strenge og bliver derved undtagelsesvis selv overrasket. (Hvad er nu dette?) men Læserne, som har Del i denne Nydelse, er i Virkeligheden meget vel forberedt paa Drapaets heltemæssige Afslutning, gennem den i Sandhed heroiske Rolle, som Skyllevandet efterhaanden har svunget sig op til at spille. Med Lune, med smaa Ord og Lempe føres vi frem til det pathetiske Udbrud. Der vokser Græs og Blomster helt op til Toppen af Vulkanen.
Leg med Ord kender alle Poeter til, de ved ogsaa alle, at Ordene leger med paa egen Haand og bringer uventede Ting for Dagen, navnlig i Rimets besynderlige Verden: men der er næppe, nogen, for hvem Ordet er saa fuldt af Luner og Muligheder, af hemmelige Tillokkelser og skjulte Yndigheder, som for denne Ordets Elsker, Sophus Claussen, og der er heller næppe nogen, der i saa høj Grad regner med dette ustadige og henrivende Væsen og saa instinktivt og bevidst arbejder dermed. For ham er Ordet en Kvinde, Ordene er Kvinder, og han tilbeder dem! men naturligvis vil den, der er saa aldeles forgabet i Pigebarnet, være udsat for at gaa amok engang imellem.
„Jeg gav den unge Gud mit Hjerte — jeg gav ham alle mine Sange” — synger Sophus Claussen:
„Jeg gav den unge Gud min Vilje — mit hele Liv og alle mine Dage” — og han afslutter dette Selvhævdelsens og Hengivelsens Digt med et henrivende Vers, der lyder saaledes:
Naar Vaarens Løv tog til at flage,
og mine Vers sprang Buk paa grønne Tilje,
sad tit jeg hjemme med min Tryllevilje
i Baand af Blomster — ene Mand tilbage.
Afslutter Digtet, siger jeg. Nej, det fortsættes:
O, det er ikke lutter Rygter,
at vi har flettet Vinløv om vor Pande
og hilst den skønne Rus — jeg maa dog sande,
hvor skønt det er igen at blive nøgter.
Det majestætiske Pluralis, som her indtræder, kunde tyde paa, at „vi” nærmede sig det poetiske Toppunkt, det patetiske Udbrud; men det er ikke Tilfældet. Efter nogle Øjeblikkes Desorientering opdages det, at vi er for nedadgaaende fra Højdens Pathos til Dalens Skælmeri. Det følgende Vers skildrer muntert en aandfuld Ungdoms Opvaagnen fra Rusen:
At være helt alene, klar og vaagen
og føle Livets Længsler fint husere.
En kølig Ranke og en Bajadere
omslynger mig. — Nu letter Morgentaagen.
Det næste Vers fortæller imidlertid (saa vidt jeg kan forstaa) med voksende Skælmeri, at Taagen atter sænker sig.
En kølig Ranke og en Bajadere
gaar som en ufødt Tanke frem. Hvad mere?
En Bajadere og en kølig Ranke. —
En Dumhed bragt i Form, det er en Tanke.
Naar Verset ryster stolt sin Løvemanke.
Jeg grunder og grunder; men jeg kan ikke faa andet ud af dette, end at Digteren spøgefuldt og vittigt skildrer, hvorledes Tanken gaar istaa, falder i Fisk, flyder ud, trods den formentlige Klarhed, og dette er gjort med meget fin og bevidst Kunst; jeg kan blot ikke begribe, hvad det har med Digtets første Del at gøre. Et sprogligt Trylleri binder Versene sammen; men intet andet.
Jeg gav den unge Gud min Vilje,
mit hele Liv og alle mine Dage,
hver Tone og hver Fryd, jeg kunde nemme,
uddybed jeg og lagde til min Stemme.
Hvad Forbindelse er der mellem disse skønne, stolte Ord og Afslutningen: En Dumhed sat i Form, det er en Tanke.
Dog tilsidst kommer et pludseligt Opsving, et majestætisk Udbrud af Vulkanen, der formentlig skal krone Helheden.
„Naar Verset ryster stolt sin Løvemanke” er et pragtfuldt Ord, et ypperligt Motto for Claussens Poesi og hans Kærlighed til Versekunsten; men stillet i direkte Forhold til Dumheden, der „sat i Form (paa Vers) er en Tanke”, virker det som en Udleveren, en Spot.
Jeg ser da ikke bedre, end at Sophus Claussen her ved at forene to i og for sig ypperlige Digte i forskellig Stilart har frembragt et omtvisteligt Hele. Han har blandet Guld og Kviksølv sammen i Retorten, en Eksplosion er fremkaldt (men Krudtet ikke opfundet ved den Lejlighed).
Det gælder en Del af de Digte, som hos Claussen kaldes dunkle, at de bereder et stort Velbehag, naar man lader sig bære og vugge af de sproglige og rytmiske Klange; men naar de samtidig appellerer til Forstanden, saa at sige: banker paa hos Tanken, saa den kommer ud for at se, hvad der er paa Færde, — forestaar der et Arbejde, som ikke altid er Møjen værd. Man fortryder næsten, at man ikke nøjedes med det vage æstetiske Behag, som man dog fik ganske gratis.
Det gælder paa en anden Maade et Digt som „Tvesyn”, der har en lokkende Edgar Poesk Gaadeklang, men ogsaa byder paa en „Kryds og Tværs Opgaves” Besværligheder.
Der er Grund til at dvæle ved disse Skyggesider, der lægger, ikke blot Læseren, men ogsaa Digteren mørke Hindringer i Vejen. Han er ikke selv helt uden Skyld. Naar dette er indrømmet, kan man bedre fastslaa, hvor megen Dunkelhed han giver, som er ren Dejlighed, og hvor mange klare og skønne Digte, der findes i hans Samlinger, ægte Juveler i vor Poesis Skatkammer, sande, smaa Herligheder, som alle, der har en Smule Sans for Poesi, maa kunne tilegne sig og sikkert ogsaa efterhaanden vil tilegne sig.
Den nye Samling, „Heroica”, staar vel ikke paa Højde med hans ypperste, som er „Danske Vers”, men den er langt rigere end „Fabler” og viser, at Sophus Claussen ingenlunde er gaaet istaa, men har bevaret sin Friskhed og stadig søger at udvide sit Rige. Den rummer vistnok nogle Ting, som man gerne havde undværet; men Helhedsindtrykket, der bevares, er en Værdiforøgelse. Det er uoverkommeligt at fremhæve alle Enkeltheder, men man skal lægge Mærke til de vittige Karakteristiker, de smaa lystige Portrættegninger, han har ridset ned med sikker Haand. Mest er der dog Grund til at glæde sig over de mange nye Vidnesbyrd om hans Følelses Mildhed og Renhed. Mellem Rankerne paa hans Vinstok har der altid været viltre Skud, som kunde kaldes frivole. Det har Alverden lagt Mærke til. Hellere bør man dvæle ved den, ikke nær saa hyppigt omtalte, Finhed og Ridderlighed overfor Kvinden, som er hans sande Adelsmærke. Ingen kan være mere ømt forstaaende og varsomt værnende end han, ingen kan være mere kysk og blufærdig. Der er et Digt, som hedder „Bademesterens Datter”, det er tilsyneladende ikke store Sager og ganske prunkløst i sin Form. Det handler i al Beskedenhed om en ung Mand, som faar sit Bad anvist og tilberedt af en ung Kvinde. Aldeles dagligdags og uheroisk det hele, man kan gerne kalde det Ingenting; men det rummer dog en saadan Strenghed og Skønhed, at det er uforglemmeligt og vistnok enestaaende i sin Art. Der udgaar en positiv moralsk Kraft fra disse Strofer. Her er intet af Claussens korintiske Stil; med fast Haand har han hugget en dorisk Søjle i graa Granit. Efter min Mening er dette Samlingens mest heroiske Digt!
Naar vi nu skal søge at bestemme, hvorfor Sophus Claussen har valgt at kalde sin Bog „Heroica”, hvilket unægtelig for Læseren er Overraskelsernes Overraskelse, saa viser det sig, hvor vanskeligt det er at give en fuldgyldig Bestemmelse af hans Forfatterskab.
Hvad forstaar Sophus Claussen ved det Heroiske? En enkelt af Samlingens fem Afdelinger bærer det stolte Navn, som er flyttet ud paa Titelbladet. Her er det da naturligt at søge Oplysning. Men jeg ser ikke, at dette Aflukke særligt fremhæver sig mellem de andre. Der foregaar rigtignok heroiske Ting indenfor dets Mure. „Det er en Dyst at standse vilde Heste”, hedder det og „Verset ryster (som allerede omtalt) sin Løvemanke”; men udenfor gaar det ikke mindre storslaaet til; der klinger Skræp, Panteren fældes og „Atomerne gør Oprør”. Det heltemæssige er ligelig fordelt over hele Bogen og det er Spøgen og Skæmten ogsaa. Tapre Bedrifter bærer for saa vidt Samlingen fra først til sidst, og det er ikke altid let at se, hvad der er Spøg, og hvad der er Alvor. Man kan nemlig ikke sige, at det heroiske hos Claussen, som det maaske kunde ventes, er et helt nyt Begreb, et Heltevæsen i det smaa, paa det jævne, uden Kothurne, Sværd og Fane, det fremtræder tværtimod, som vi har set, Gang paa Gang, i fuld Krigsmaling; men det har næsten altid et Smil om Munden, øjebliksvis en Skælm bag Øret. — Stundom er Udtrykket vel nok en Smule usikkert, og det er muligt, at Læseren en enkelt Gang lægger et Smil til, hvor Forfatteren selv er alvorlig. Vanskeligheden ved at akceptere og bestemme hans særlige Heroisme beror paa, at den jo ikke har sin Værdi i sig selv, men er en Fantasistørrelse, der dækker over psykiske Tilstande, som meget godt kan have deres Virkelighedsværdi, men som Læseren er ude af Stand til at kontrollere. Forklaringen ligger maaske i, at Claussen kender Vulkanen i sit Indre, og den er født til det heroiske Udbrud; men de danske Øers søde Blomster har saaledes overvokset den, at den kun sjælden har nænnet at fare frem med Vold. Den viser sin skønne røde Glød og truer, den ryger stundom ilde; men den sparer Mennesker, Dyr og Huse og er mere frugtbargørende end farlig. Sære, tropiske Fabelblomster kalder den frem i en nordisk Sommers Flora.
At finde Udtryk for denne mærkelige Verden er ikke let, og her har Claussen sin Kamp og sin Heroisme.
Det heroiske er hos Sophus Claussen et indre Anliggende. De Kampe, som udspilles i hans eget Univers, giver Anledning til Udfoldelse af Kraft; men dette maa ingenlunde forstaas som om han er en sønderreven eller splittet Natur, nej, det mærkelige er, at han trods sin paradoksale Sammensathed synes at befinde sig i fuld Harmoni med sig selv og endogsaa at nyde godt af et usædvanligt Velbefindende. Han foretager smaa Togter mod ydre Fjender, det er Kamplege, Sport; men den egentlige Krig er, saa vidt den udenforstaaende kan dømme, aldrig nogen Sinde af den haarde, moralske Art, men rent æstetisk og aandelig. Det heroiske hos ham er Kampen for Ordet, Udtrykket, Verset, Digtet, der paa det nøjeste skal rumme og klarlægge hans dunkle og sært sammensatte Verden, i hvilken alle Universets Elementer er til Stede. Det er Opdagerens, ikke Stridsmandens Modstand, han har at overvinde. Han fælder „Pantere”, han standser „vilde Heste”, med eller uden Lasso, det er Ordene, som skal være ham lydige. Men han er ikke blot Kunstner, han er ogsaa Filosof. Han strider for at finde den skjulte Sammenhæng mellem de mangefarvede Ord og Forestillinger, der dukker op Side om Side i hans Sind, og da det ikke altid lykkes ham, kommer han stundom ind i et Vildnis — maaske fordi Ord- og Tankeforbindelser krydser hinanden som Skovens Stier.
Hans Kamp gælder desuden et Forsvar for selve denne hans Egenverdens aandelige Eksistens. Plans Heroisme er Selvhævdelse, og man skal ikke undervurdere den Kampkraft, der her har været Brug for. Maaske overvurderer han paa Grund af permanent Krigstilstand den lyriske Digtnings Betydning i Verden. Det kan se ud, som om han mener, at naar Verset er godt, er alting godt, men gør han sig her skyldig i en Vildfarelse (der ikke er ualmindelig mellem Fagfæller), er det i alt Fald en skøn Vildfarelse og en af de frugtbare, der kan ende sejrrigt, som en relativ Sandhed. Det krigerske Sprog hos denne Fredens Mand og den Grundstemning af Overmod, som bærer hans Digtning, har da sin indre, naturlige Forklaring.
Det kan siges til sidst, at han trofast har tjent en vanskelig Herre, som det maaske tit har været fristende at forraade; nemlig: sig selv og sit poetiske Rige. En haard og kold Krystalhimmel omgiver hans Verden: men indenfor er der oftest Fred. Vulkanen kommer godt ud af det med Blomsterne. Klimaet er alt i alt mildt, med varmt Solskin, lune Vinde, dejlig sval Skygge og forfriskende Regn. Ja, selv hans Kamp (hvor den ikke blot er af æstetisk, men af aandelig Art), staar egentlig i Forsoningens Tegn. Han er en Mand, der strider for at skabe Enighed mellem forskellige Modsætninger.
Saadan omtrent ser det ud, efter mit Skøn, i dette fremmede Land paa Maanens skjulte Side, hvor det er vanskeligt nok at komme i Land. Andre Astrogeografer vil naa til andre Resultater.
* * *
Om Sophus Claussens nuværende aandelige Standpunkt faar vi bedst Besked i hans Heksameterdigte. Her er i alt Fald et nyt Moment. Ogsaa formelt er disse rimfri Poesier fængslende. Intet viser bedre Claussens sproglige Mesterskab end hans forfriskende, levende, oplivende Behandling af det gamle klassiske Metrum. Der falder Regn paa det. Græsset grønnes!
Hans Kærlighed til den homeriske Gangart er forøvrigt af gammel Dato. Samlingens første Digt er et Brev til Johannes Jørgensen, skrevet i 1892. Det har endnu smaa Mindelser om den løsslupne Studentertravestering af Skolelærdommens Tramtataram, men er dog dybt præget af Claussens egen lystige Muse, der ler i alle Krogene. Baade her og i de følgende Henvendelser til Ungdomsvennen og navnlig i det store Digt „Atomernes Oprør” har Claussen helt gjort Heksametret til sit eget, gjort det dansk, gjort det ungt, faaet Blodet til at pulsere i de stive Ben og de forfrosne Fødder, saa de løber og danser. Foryngelseskuren bestaar i en Indpodning af Smil og smaa Ord. Han forener den klassisk heroiske Stil med Nutidens pikante (stundom for pikante). Det er atter den heroiske Vulkan, vi ser bevokset med vore Øers Blomster.
Medens Indledningsbrevet fra forrige Aarhundredes Slutning udtrykker muntre Feriestemninger og kun minder om Livets store Problemer ved en skælmsk Linie om „Guds Moders Snørliv”, gaar Claussen i de følgende Digte fra i Aar ind til et Opgør med Vennen og Verden.
Han skildrer, hvorledes Vreden griber ham ved Tanken paa Johannes Jørgensen, som „lod vor Ungdom i Stikken”.
Vreden har grebet mit Sind. Jeg har Trang til at vælte et Blækhus,
drukne min lovende Ungdom og sværte Johannes fra Svendborg,
styrte et vinblaat Hav og et Skyhvælv af Heksametre
over min Broder fra Fyn, som lod vor Ungdom i Stikken.
Stormende føler mit Hjerte at Heksametre vil frelse:
det er som Vælden i Ødet, som Klodernes Runden i Rummet,
og i min Stormen er atter vor Ungdoms goddædige Storhed.
„Træerne knirker og knitrer, som spændte Gudsmoder sit Snørliv.”
Ikkesandt: Dette er Vulkanen paa Langeland? Naar det kommer til Stykket, vælter den ikke Blækhuset. Fyn behøver ikke at frygte sin blide Nabo. Tværtimod: „Vreden har grebet mit Sind, og Vreden har atter forladt mig.” Det hele ender i Fryd og Samdrægtighed:
thi det er Aanden, som bygged Naturrigets tusind Kapeller.
Sødmen i Hjerternes Hjerte .... hvor Pan og den lidende Kristus
hjælper hinanden i Nød, for at sidde tilbords hos Guds Moder.
Lad da vor Flygtning kun styre mod særegne Stjerner!
Blomster, milde Blomster paa Vulkanens Top i det blide Land, og alt er godt. „Foraar i Danmark, hilser Giovanni, naar Lillierne blomstrer”. „Skaldernes Adam” havde ikke mere huldsalige Manerer, men maaske havde hans Blomster kun sjælden den Dugdraabe af Skælmeri, som her faar Liljerne til at aabne sig og slukker Vulkanen.
Det følgende Brev viser til Overflod, at Modsætningen mellem de to Venner ikke har noget med Religionskrigens Had at gøre, men kun beror paa en Natur- og Temperamentsforskellighed (der til Gengæld umuligt kunde være større).
Digtet, „Anraabelsen” kaldes det, slutter med en Art Trosbekendelse eller Erklæring:
Solgud og Mesterskabs Aand! Der findes en Verden bag Verden,
en Sol bagved Solen. Et Lys bliver tændt bagved Lyset.
Guddomsdybt var det Hjerte, der brast paa et Kors i Judæa.
Solen selv blev korsfæstet og genfødt med Ild, som er Naade.
Det er Mystik, oven i Købet kristen Mystik. Ja, det er ikke langt fra at være Teologi.
Mange vil undres over at finde disse Tanker hos Sophus Claussen; men uden Grund. Den sande Digternatur er religiøs. Altsaa er Claussen det ogsaa. Hans Univers har Dybde, og han ser Himlen aabne sig over sit Hoved, og i hans aandiggjorte Panverden er der ogsaa en Plads for Kristus i Midten. Claussen tager gerne mod alt indenfor sin Cirkel. Ingen Værdi skal banke forgæves paa hos ham. Han er for saa vidt aaben og rummelig, fordi han saa helt ud er Digter.
Nu mener jeg ikke, at Ortodoksien hverken bør eller vil tage Claussen for strengt paa Ordene. Hans Religion er Poesi, man kan maaske endogsaa kalde hans Kristuserkendelse epikuræisk, fordi Lyst og Nydelse gennemtrænger alt i hans Univers, saaledes at Lidelsen kun indgaar som Draaber i Glædens fulde Bæger.
I det følgende Digt ser vi, hvorledes han kredser om sit Problem, som er et digterisk Problem frem for alle: at forsone Pan og Kristus. Her kæmper han atter for at finde Ordet, sit Ord. Han søger efter det, sigter paa det, kaster med Lasso. Det staar hen, om han har ramt det.
„Søndag i Skoven” hedder Digtet, og det rummer store Skønheder, pragtfulde Billeder i sin Naturforherligelse, men Stilen er her saa korintisk, at det gaar ud over Klarheden. Søjlen er ikke blot rigeligt udstyret med Akantusblade; men ogsaa omslynget af Roser og viltre Crimson Ramblers. Den pikante Stil har taget Overhaand. Den heroiske skjules øjebliksvis af Ranker og Vildskud: „Jorden er ung som en Panter” — — „Artemis jager forvildet af Kyskheds Begær dens plettede Foerværk”. — „Solene er stormægtige afsides Kræfter”. Digteren vil ikke „fælde nogen Taare”, hvis der er et højere Liv efter dette (hvad der jo heller ikke giver nogen Grund til Graad), men først vil han fælde en Panter (man forstaar ikke straks hvorfor?)
Claussen har en Gang for alle forelsket sig i det tidt nævnte Rovdyr, der dog ikke i og for sig er ungt, men har et Navn, der svøber sig om det smidige, spændstige Legeme, som dens eget Skind, og dermed kommer Panteren til at betyde noget af hvert, ja, snart sagt Alverden for den klangberuste Dionysos. Digtets Tanke faar man først Blik for, naar man har lettet lidt paa Blomsterhanget og ser ind til Søjlen. Det gælder Forsoningen mellem Pan og Kristus; men denne Gang med en udstrakt Haand, der beder Pan holde fast.
Søndag i Skoven. Det blaaner i Træernes øverste Kroner.
Hvisk og tisk kun, I sødmefyldte Serafer.
Helt ind i Himlen jeg følger jer gerne. Dog endnu er Jorden ung for mig som en Panter ...
Jeg kan ikke tro, at Serafer, der virkelig er fyldt af Sødme, kan have noget at indvende mod en saa dejlig Søndag i Skoven som den, Digtet skildrer; men Claussen frygter vistnok, at de vil skræmme Livsglæden bort. Han er villig til at være med i det himmelske Kor paa visse Betingelser: Pan maa ikke tilføje Kristus nogen Skade, men Kristus skal ogsaa lade Pan være i Fred. „Digteren er allesteds hjemme”, ogsaa i Himlen; men helst vil han dog foreløbig forblive paa Jorden, hvilket er naturligt nok. Han har kort sagt ikke Lyst til at gaa til Vejrs. Han er imidlertid kommen saa vidt højt op i sin Appel til Seraferne, at det gælder om at have et anseligt Paaskud til at afslaa en eventuel Indbydelse, og her er det saa, han finder paa, at han skal fælde en Panter. Digtets sidste Ord fremkalder tydeligt Billedet af en Mand, der har udspillet Trumf.
Det er dog muligt, at Seraferne falder i Tanker her, og man kan i hvert Fald ikke forlange, at Læserne i Almindelighed skal forstaa dette lige straks, ja det er endogsaa tænkeligt, at Claussen selv har nøjet sig med den skønne Klang af Ordene, uden at gøre sig klare Forestillinger om, hvilket Indhold Verden skal lægge i dem. Han ved imidlertid, inderst inde, godt, hvad han mener. Han elsker Jordlivet, og det gælder for ham om at faa udtalt denne Kærlighed, som er hans Liv. Det gælder for ham om at finde Ordet, der rummer baade Jord og Himmel, det skønne, hemmelighedsfulde Tegn for Pans og Jesus’ Forsoning. Det er den Panter, han vil fælde. Det staar endnu uafgjort, om han rammer den. Mange jager i den samme Skov!
Det maa jo imidlertid være Forudsætningen, at Forsoningen allerede er sket en Gang for alle. Spørgsmaalet gælder blot Betingelserne for den enkelte. Dette personlige Problem melder sig altid paany.
Den alt beherskende Strømning i Sophus Claussens Religion er det dionysiske, som jo ogsaa er selve det religiøse Grundelement. (Vilhelm Andersen havde i alt Fald Greb i noget rigtigt her i sin meget kritiserede Bog: „Bachustoget i Norden”). Det dionysiske findes som en Begejstringens Hengivelse uden Lige i Kristendommen, men strengt behersket, prøvet og lutret.
Der er Rigdom i Sophus Claussens dionysiske Verden; men skønt han baade ejer Renhed og Strenghed, fremtræder disse Værdier ikke som helt bevidste Magter. Livsberuselsen er det herskende Princip, hans altomfattende og altoverskyggende Følelse, der udfylder og gennemtrænger hans Væren med en duftende Vaar, men ikke med Høstens Klarhed.
Ingen kan nægte, at hans Univers har Dimensioner baade i Højde og Dybde; men det er ikke sikkert, at han bryder sig om at dvæle længe paa Tinderne eller om at søge til Bunds i Dybet. Han vil fælde sin Panter i Midten: den farlige og skønne Jord.
Ja, saadan omtrent er det vel, vi skal forstaa ham. — Lad os til sidst tænke os en Seer, der, som Claussen saa skønt siger, er hjemme overalt, i det Høje og det Dybe og lad os tænke os en Bi, som suger Honning af de Blomster, der vokser ved Afgrunden, og hvis ubekymrede Svæven er betinget af Højde og Dybde. Midt mellem denne alvidende Seer og denne blomsterberusede Bi sidder „Heroica”s Digter og synger i den vise Epikurs Have.
Hvilken Forskel paa de to Venner, Sophus Claussen og Johannes Jørgensen! den ene mangfoldig, den anden enkel. Den ene kaad og udisciplineret, den anden alvorlig og autoritetshengiven. Den ene overmodig i hele sin Væreform, den anden i Bund og Grund mismodig. Den ene nydende og livsbekræftende, den anden lidende og livsfornægtende. Hvorledes skal de kunne forstaa hinanden? Det er snarest et Under, at Sophus Claussen ikke væltede sit Blækhus, og det er begribeligt, at Johannes Jørgensen lejlighedsvis har opfattet Vennen mere almindeligt verdslig, end han er.
Nu taler jeg her om den poetiske Personlighed, hvilket ikke er helt det samme som den menneskelige. Hvad Claussen angaar, dækker de to Væsener i usædvanlig Grad hinanden, naar man blot ikke glemmer, at der er Lidelse i hans Nydelse, og Aarsagen er let nok at se: hans kunstneriske Stræben gaar jo netop ud paa at faa alting med, han vil udtømme hele sit Bevidsthedsindhold i Digtets Skaaler. Johannes Jørgensen derimod er sikkert mere sammensat, end hans egen Poesi er. Han kan naturligvis være munter, kan være spotsk; ogsaa han er nydende, ellers var han ikke Digter; men medens hans moralske Stræben gaar ud paa Enkelhed, har han faaet denne Egenskab til Givende, som Poet, en Gave, der samtidig er en Begrænsning og en Værdi. Selve den produktive Sangbund er hos ham enstrenget og elegisk; medens den hos Claussen er mangetonende og overmodigt munter. Johannes Jørgensen krystalliserer sig i sine Digte, det er for ham en Selvfølgelighed. Sophus Claussen udfolder sig helt, det er lige saa selvfølgeligt, men byder en vanskeligere Opgave, fordi Toner fra alle Krogene skal frem i Dagen.
Det er et smukt Træk hos den dionysiske Digter, at han i Trofasthed mod sin egen Ungdom, som han elsker med en uskyldig Tvivlfrihed, ogsaa er trofast mod Vennen, „der svigtede” (det vil sige: følte paa en anden Maade), og det er bemærkelsesværdigt, at det netop er Vennens „Strenghed”, han elsker. Hvem ved — maaske er der Øjeblikke, hvor Claussen længes efter mere Strenghed selv og ser sig om efter Skærsild. Det er i og for sig intet Under, hvis han med sin elementære dionysiske Strøm, der er vokset med Aarene, kan synes, at han egentlig har mere Religion i sig end Johannes Jørgensen, og at han dog savner noget, som Vennen har. Hvis man vilde sætte Sagen paa Spidsen, kunde man sige, at Claussen er lutter Religion og Jørgensen lutter Skærsild. For saa vidt udfylder de hinanden i Læserens Bevidsthed. Skønt jeg ikke kan finde mig rigtig til Rette med Jørgensens Mismod, længes jeg dog stundom efter hans rene Stil, naar Claussens yppige Overmod synes mig lidt for yppigt og lidt for overmodigt.
Men alt i alt betyder hans Heksameter-Digte en Berigelse. Det er en Glæde at se saa tydeligt bevidnet, hvad enhver burde kunne sige sig selv, at Sophus Claussen ikke hører hjemme mellem Barbarer og Biologister. Her er ikke Tale om nogen Omvendelse, knapt nok om en Udvikling, men om en fortsat Udfoldelse. Stemmer, som maaske altid har sunget med i Digterens Sind, men som ikke kunde skelnes i Tonemylderet, klinger et Øjeblik op over Koret. Stærkest føler vi Rigdommen i det store heroiske Digt, som afslutter Bogen: „Atomernes Oprør” kaldet. Her er en Lutring foregaaet. Tonen er dæmpet. Han vil ikke fælde Pantere, han beder for sin kære Verden.
Fulde af Skælmeri er Versene alligevel; men Digteren selv er bekymret, Tidens Ængstelse er naaet ind i hans Verden og rører ved hans Overmod, som jo ikke er andet end Livslyst og kraftig Bekræftelse. Ængstelsen er der, og hvorledes skulde han ogsaa kunne holde den ude? Gennem hans Krystalhimmel gaar baade Lyd- og Lysbølger, kun ikke faste Forestillinger. Bekymret beder han heri de høje Magter om Skaansel for sin Verden; men han gør det naturligvis paa sin egen sære Maade, som ikke ligner nogen andens.
En gammel, rørende Historie falder mig ind. Det fortælles, at en Danser, som var i Nød, kom til Jomfru Marias Billede og vilde bede om Hjælp; men han havde ikke Ordet i sin Magt, han havde kun Magt i Benene. Saa gav han sig til at danse for Gudsmoder, det bedste han kunde. Han svang sig, han ballettede paa Taa, han sprang og slog sine bedste Pirouetter, alt mens Taarerne strømmede fra hans Øjne. Aldrig havde han danset med saadant Mesterskab, og hvis han ikke blev bønhørt, hvem da?
Hvorledes forbinde denne Historie med Sophus Claussen, der unægtelig er en Ordets Mester? Der er ingen anden Lighed, end at Claussen i saa fuldt et Maal giver sin egen skælmske Kunst, saa fjernt fra al anden Bøn, med Smil, med smaa Ord, med sproglige Bjælder og alskens Snurrepiberier; men han beder bønligt! Heksameter følger paa Heksameter, og stadig kommer der nye Forstærkninger. Saaledes sender vort danske Sund smaa blaa, rislende Bølger ind over Landet, brister og hvisker og bliver ikke træt, bliver ved! Fred, Fred, ikke Ophidselse og Ondskab, beder Digteren:
„Jeg besværger hvert Dyr, hvert Atom ej at ophidse Jorden.
Slangen, som fristede Eva, og Ravnen, som opholdt Elias,
Ørnen i Luften paa Vagt og Løverne i deres Huler,
Lotusblomsten paa Ganges og Indiens Pryd, Elefanten,
bærende Buddha, saa blidt, som et Vand en vidunderlig Lotus.
Ørkenkamelen, Arabiens Baad, som befordred Profeten,
Æslet, som hjalp paa sin Ryg Gudsmoder og Søn til Ægypten,
samt under Palmer det Føl, der traved med lille Messias
(mindre anselige Gangere vist. .... men skønne for Hjertet).
Endelig ber jeg om Naade hos Paaskelammet og Fisken,
at de ikke for stærkt hos Herren forklager vor Klode,
før vi har fundet vor Vej og vist os svangre med Vilje,
han kunde brænde den op eller sætte den helt ud af Omløb.
Alle Atomer i Verden forlanger at sættes i Frihed.
Alle Nationer vil strides, og alle Forbundne vil skilles.
Jeg, et Atom under Solen, jeg anraaber Lande og Bølger,
Træer og Sten og Metaller, Dyr og Fugle, som aander,
Strømmen i Havenes Dyb og Ilden i Bjergenes Indre.
Dersom vor Stjerne kan frelses, da lad os ej volde den Skade.
Saaledes beder Bølgerne og Heksametrene. Daktylos kruser sig og glider hen i Trokæ. Saaledes beder en Danser med Pirouetter for Marias Aasyn. Saaledes beder et Barn ved at give sit bedste Legetøj til den gode Gud, sin „Noahs Ark”, som det drysser ud paa Bordet foran ham. Saaledes beder den henrivende Digter ved at udtømme sin rige Bevidsthed for hele dens brogede, mangfoldige Indhold. Varsomt lægger han alle sine Ejendele frem, med en Ømhed, der viser, at han elsker dem.
Bekymringen har naaet det dionysiske Sind og aabnet det helt. Vi forstaar, at en stor Kærlighed aander og rører sig i hans Univers, paa hans kære Stjerne, som er vor egen.