Jeg gaar helt uden Frygt min Vej;
thi ingen Gud forstyrrer mig,
og intet Djævleskræmsel griner.
Jeg gaar min Vej til Trommers Klang
og Hornmusik og Fløjtesang
og Spil paa søde, rene Violiner.
Jeg gaar med muntert Sind min Vej,
jeg ler af Dig og ler af mig,
og let min Fod paa Jordens Stene træder,
saa let, at den ej saares slemt,
og saadan som om halvt i Skæmt
jeg kunde flyve bort fra disse Steder.
Jeg ved, at jeg er uden Skyld
i Verdens Jammer, Pest og Byld,
jeg vandt mig frem til Spas og dybe Glæder.
Og dette blev min bedste Trøst:
Snart ender alt! — Saa fuld af Lyst
gaar jeg omkring paa disse smukke Steder.
Der blomstrer Rose og Viol
og Stjerner og den gyldne Sol
i Himmelrummets dybe Riger.
Og jeg er hjemme overalt,
hvor mine Tankers Veje faldt,
hvor dybt de gik, hvor højt de ogsaa stiger.
Natur! Oh Du, der gør mig varm,
jeg hviler roligt i Din Arm,
da smelter Sindet i saa sød en Smerte.
Er Livet kun en flygtig Drøm,
jeg lever i den Vellyststrøm,
der vælder fra og til Dit store Hjerte.