Nu kommer Natten med Stjerners Skin,
Blikket flygter i Dybet ind,
men mørke Skyerne jage.
Nu rider han ud paa sin vilde Hest,
han jager omkaps med den kolde Blæst
og kommer aldrig tilbage.
De sover i Hytte, de sover i Hus,
da hører de Hovslag ad Vejens Grus;
hvem rider ved Midnatsstunden?
De stirrer bange i Mørket ud,
hvem rider saa hastig ved Nat, oh Gud!
Nu er han alt længst forsvunden.
Og er Dit Liv kun en doven Leg,
hans Ridt skal gøre Dig angst og bleg
et Nu, hvor Dit Hjerte lider.
Hvem rider saa hastigt i Natten frem?
Hvor vil han vel hen? Hvor er vel hans Hjem?
Hvem er det? — Hvad er det, der rider?
Han sidder dog trygt under Nattens Ridt,
som paa en Trone saa stolt og frit.
Det er de andre, der rider —
forbi hans Blik som et Drømmespil,
han smiler stille og skælmsk dertil
og nikker til alle Sider.
*
Og varer kun Farten et flygtigt Nu,
han ler dog ad Tiden og Dødens Gru,
han ler ad den frygtsomme Klage;
«for se! jeg vil fare langt længer endda,
en Uvejrsnat vil jeg ride herfra
og kommer aldrig tilbage.»