Nu hilser Norge sin unge Helt
med Faner, Toner og glade Raab.
Og Frank og Britte, German og Kelt
de døber Norge med Ærens Daab.
Og Norges Døtre og Norges Sønner
de hædrer ham, der dem selv forskønner.
Der vaagner Længsler, der vokser Haab.
Jeg elsker Daadens «Unyttighed»,
den er unyttig som Sterneskin.
Den, der ej fatter dens Hellighed,
han er for Menneskens Vilkaar blind.
Naar Mørket falder, og Dagen fryser,
da er det Menneskesjælen lyser
i Nattemulmet som Stjerneskin.
Jeg elsker Daadens Skarpsindighed,
dens Hjernesejr over Sne og Is.
Den, der med Tanke og Legem stred,
det er en Sjæl, der er stærk og vis.
Paa Jorden lever, paa Jorden dør vi,
nuvel, saa helmer vi ikke, før vi,
har helt udgransket dens Sol, dens Is.
Se, Nordmænd skriver Dit Navn med Guld
i haarde Fjelde, paa Marmorgrund,
og som med Blomster i frugtbar Muld
det tegnes i deres Hjerters Bund.
Thi Norges unge Hellener-Sønner
er Mænd, der vel deres Første lønner,
de Børn af Morgenens muntre Stund.
*
Der findes Ørkner med Sne og Is,
hvor kun de ensomme Tanker gaa.
Den Daad, den vinder ej Mængdens Pris,
den fattes kun af de ganske faa.
Men Styrken, Viljen er dog den samme,
Geniets Glød, der slaar ud i Flamme,
og som Alverden hos Helten saa.
Men Norges Folk, som det staar idag,
det aner Glød, hvor det ej forstaar;
thi Norge tror paa sin Storheds Dag,
og Norge ligner en broget Vaar.
Men Danmarks Sønner — ak, Danmarks Sønner
kun ilde de deres Første lønner
med Ligegyldighed, Smuds og Saar.
Ak, Danmark, ejer Du ikke Tro?
Er alt i Danmark kun Pjank og Pjat?
Vil Danmark lægge sig træt til Ro
og sove ind i den døde Nat?
Du, Land, er frugtbart, saa fød da Sønner
til daadrigt Liv, der Dig selv forskønner;
men kvæl dem ikke med Smuds og Pjat.
Der findes Ørkner med Sne og Is,
hvor ensom Tanken gaar frem med Mod,
og naar den stundom et Paradis,
det kosted Graad, der var bedsk som Blod.
Men kom slig Tanke til Danmarks Sønner,
vi ved, hvordan man i Danmark lønner,
man kasted Smuds, hvor man ej forstod.
Jeg taler ikke med bittert Sind,
har dertil intet af Lyst og Ret;
men naar jeg ser over Danmark ind,
da ser jeg det, der gør syg og træt.
Da ser jeg Smaamænd, hvis Plapren dæmper
hvert Ord, hver Handling, der kom fra Kæmper,
og alt er jevnet og slet og ret.
Se! Norge skænked hver Søn, det bar,
en Sum af Tillid i Moderarv;
men Danmark tager fra den, der har,
det suger Kraft af den Stærkes Marv.
Er vi beskedne? Det var dog bedre
vort gamle Land og dets Mænd at hædre.
Oh, dyre Danmark! Det er Dit Tarv!
Er Danmark færdigt? Det siges højt
blandt gode Mænd paa dets egen Grund,
som om der kun kommer Smør og Pøjt
fra Danmarks Ager og Eng og Lund.
Dit Smør er godt! og det gør Dig Ære,
men ogsaa andet Din Jord kan bære,
og den har gjort det til denne Stund.
Der gik iblandt os saa stærke Mænd
ad Tankens Vej deres stille Gang,
og altid klang over Søen hen
fra Danmarks Have saa skøn en Sang.
Og endnu ved jeg, at Landets Sønner
i deres Hjerter dets Navn forskønner,
og elsker Sprogets den dyre Klang.
Pest ramme den Nederdrægtighed!
de Gadedrenge, hvis Smuds og Sprøjt
vil kvæle Flammernes Prægtighed,
fordi de blusser for klart og højt.
Aad Smudset Ilden? — Nej, det fortæres;
men Ild er hellig, og den skal æres,
«sæt Lys paa Stage»! Sæt Lyset højt!
Ja, Danmark, maatte du føde Mænd,
der løfter Hovedet højt og stolt,
der skuer vidt og som frie Mænd
ej kender Grændser med Laas og Bolt,
Thi, Danmark, det er just slige Sønner,
der Landets Navn mellem Mænd forskønner.
Oh, Danmark: Maatte du være stolt!
Saa tidt blandt Nordmænd som Ven jeg stod
og elsker det, der er broget Vaar.
Thi, vi er Blomster af samme Rod,
og det er godt, om vi sammen staar.
Jeg ved, de Bedste blandt Nordmænd ærer,
hvad de i Danmark har lært og lærer.
Thi, vi er med i den norske Vaar.