Det er et gammelt Kvæde,
der rinder mig i Hu;
i sød og stille Glæde,
skal Strengen dirre nu.
For der er Elskovs Sødme,
der risler gennem Sind,
som Duft af Rosers Rødme
i Vaarens blide Vind.
Det er en gammel Vise,
og er dog evig ung,
og skænker Trøst og Lise,
er vores Skæbne tung.
Oh, gode, ømme Hjerter,
der gyldner Sjæl og Sind
og tænder Brudekerter,
ja helt i Døden ind.