Vi gik til Vandet ad Stiens Grus
blandt Elme, der sitred i sagte Sus,
mildt lyste Dit Øjes Lue.
Og Himlen skælved i Stjerneskær,
Du var ved min Side, saa ganske nær.
Ak Hjertet maa længes og grue.
Og Himlen var dunkel og dyb og blaa,
og alle dens tusinde Stjerner saa
som Øjne, der straaled af Haaben.
Og Maanen hang i sit Sølverslør,
den gyldne Nøgle ved Dybets Dør,
til al dets Herlighed aaben.
Hvor Luften dog dengang var varm og blød
og Aftenens Stilhed saa sælsomt sød.
«Tal ikke! de andre kan høre»!
Men Øjnene mødtes et langsomt Nu,
fra Læberne flygted et frygtsomt «Du»,
der flagred forbi mit Øre.
Du syntes forunderlig høj og klar
mod Himlens skinnende, dunkle Glar,
mildt lyste Dit Øjes Lue.
Da vaagned en Elskov, der længst var død.
Oh, brusende Lykke! Oh, Angst og Nød!
Hvor Hjertet maa længes og grue!
Du listed indunder min Arm Din Arm,
den sitred som Løvet, den brændte varm
i Længselens fyrige Lue.
Og Øjnene mødtes et dejligt Nu,
paa Vindens Vinger et stille «Du»
bortflagred saa blidt som en Due.
Du lignede Natten, Du selv, dit Sind,
dunkelt som Dybet med Stjerners Skin,
skabt ved Alskønhedens Vilje.
Ja, Smilet og Blikket som Stjerners Skælv,
straalende ud fra Dit dunkle Selv,
Du Nattens dejlige Lilje.