Dine stakkels magre Hænder
smertelig mit Øje saarer.
Jeg kan se, hvor Blodet brænder
i de blaalig svulne Aarer.
Men i dine store Øjne
er der Sorg, der sødt mig saarer:
Rene uden Svig og Løgne.
Kæmper tavst mod tunge Taarer.
Og den stakkels svage Stemme
klinger skørt fra Brystets Hule.
Du kan aldrig mere glemme,
vilde blot saa gerne skjule.
Men, hver Tone Budskab bringerom
den Sorg, Du vilde skjule.
Stundom dog saa skært det klinger
som en Sang af syge Fu’le.
Det er ikke længe siden,
at Du sad som Barn paa Skammel,
vented længselsfuldt, at Tiden
skulde gøre stor og gammel.
Men det blev en Hjertesviden
og en Pine bag Din Pande.
Ilsomt, ilsomt rinder Tiden
ned mod Dødens dybe Vande.
Men der er og sære Stunder,
hvor det lysner bag Din Pande.
Drømme om et Skønhedsunder
— glide ud paa vide Vande.