Hvad er det sorte?
Derborte!
der dukked af Havet
og nu er begravet.
Delfin, er det Dig?
der mellem de skyllende,
skvulpende Bølger,
leger din Leg.
Delfin, Delfin,
Lykken er Din!
I Skum og i Sprøjt!
Blandt brydende Bølger.
Ja, det gaar højt!
Maagerne følger.
Delfin, Delfin,
Lykken er Din!
Leve og lege,
Lykken er Din!
Pjaskende, dukkende, plaskende, vuggende,
trillende, tumlende, boltrende, hoppende
op paa Toppene.
Delfin, Delfin,
Lykken er Din!
Lunet er Loven,
Lykken er Din!
mellem de legende, leende Bølger,
mellem de kæmpende, fnysende Bølger.
Tilhavs! hvor Synsranden dølger.
Delfin, Delfin,
Lykken er Din!
Lege og kæmpe,
Lykken er Din!
Vandene skummer og skyller og sprøjter,
Vindene brummer og hyler og fløjter.
Maagerne skriger de hæseste Hvin.
Delfin, Delfin!
Dejlige Sange: Lykken er Din!
*
Og dog, Delfin, jeg kunde ikke bytte.
Selv har jeg Sange, der min Lykke kroner,
det er min egen Sjæl; thi den er Toner.
Og jeg er En, der altid burde lytte.
Musik, Musik! der dirrer hen og gynger
og fylder Himlens Hvælv som ved et Under.
Det er mod Kvæld; det er de stille Stunder.
Da stiger Toner løndomsfuldt. — Jeg synger.
Saa kling da, mine Strenge, til I brister.
Det er ej mig, der gav jer disse Stemmer,
jeg passer kun, at Rust ej Klangen hemmer.
At synge er den Lod, som her jeg frister.
At synge er min Lykke, og at lytte.
Og selv om Strengene en Dag forvitrer —
Jeg er en Sang, der gennem Rummet sitrer.
Delfin, Delfin! Hvor kunde jeg da bytte.