Vi sidder ved Bordet.
Suppen bæres om,
det første Glas er skænket.
Endnu har ingen fundet
noget morsomt at sige,
og flove Smil er om Læberne.
Jeg ser paa Bordet
et Kar med Bregner
og blege Blomster,
der rødme.
— Saa skære, hvide Blomster.
Da kommer der gyldent Lys
ind i min Sjæl,
og mit Væsen vider sig ud.
Aa se, se dog
de hvide Blomster,
de blege Blomster,
hvor de bøjer sig mod os
tynget af hellig Sorg,
og hvor de rødmer
bristende rige
paa forunderlig Lykke.
Aa se, se dog, hvor de er skønne
de blege, rødmende Blomster,
steget mod Himlen af den hede Jord.
— Saa altfor — altfor skønne.
Aa, forstaar I da ikke?
— Hvorfor vil I ikke forstaa?
Hvorfor giver vi os ikke
til at skrige og græde. —
Alle vi der sidder ved Bordet.
Aa, Herre, hvor, er vi dog bedrøvede,
hvor er vi dog tynget
af hellig Sorg,
og hvor er vi dog rige,
bristende rige
paa forunderlig Lykke.
Ja. Og hvor vi længes,
længes —
vi hvide Blomster,
vi blege Blomster,
der rødme.