Jeg vandrer omkring
paa den sære Jord,
paa den brune Jord,
i den underlige Luft,
der viger og bliver,
der ikke kan sees,
men føles hvid.
Mine Fødder er paa Jorden,
paa den underlige Jord.
Mit Hoved stikker op gennem Luften —
gennem den sære Luft.
Aa, Gud, hvor jeg morer mig!
Hvorfor skaber vi os saa meget?
Hvorfor er vi saa bange for hinanden?
Vi har jo intet ondt bedrevet.
Vi gør jo ikke andet
end at gaa omkring
mellem Himmel og Jord.
Mellem den underlige Jord
og den forunderlige Himmel.
Ja, det er komisk, komisk, komisk
saadan at danse over Vulkaner
med en Strikke om sin Hals.
Hahaha!
En munter, en lystig Højtid,
en lystig, en dejlig Højtid!
— Og jeg har Rædsel for min egen Glæde!