Du raaded at danne en Ramme
omkring mine Digtes Skare.
Jeg loved det skal jeg gøre,
hvad andet skulde jeg svare.
En Ramme, der kunde samle
dem til et helstøbt Hele,
saa de ej faldt fra hinanden
i uensartede Dele.
Jeg loved det skal jeg gøre,
hvad andet skulde jeg svare.
Nu har jeg tænkt over Sagen
og Løftet lader jeg fare.
Thi jeg har søgt i mit eget Liv
at finde den rette Ramme;
Men snart er den sort og snart er den rød,
og aldrig fuldstændig den samme.
Thi der er Dage, jeg siger træt:
Gør Kvinder og Vin til dit Virke.
Og der er Dage jeg føler Trang
til at liste mig ind i en Kirke.
Og der er Dage, jeg ved saa vist
vort Liv er kun Sorg og Elende.
Og der er Dage, jeg føler saa stolt,
en Vidunderlykke vil hænde.
Jaja kære Ven. Godt var dit Raad,
og ydmygt jeg bør mig skamme;
Men ak, endnu har jeg intet System
og kan ikke danne en Ramme.
Dog lad mig se. Lad mig tænke mig om
— mit Hjerte vil ud jeg dig kramme.
Nu siger jeg dig hvad jeg mest har kær:
Det bli’r dog den bedste Ramme.
— —
Jeg elsker i Sjælen de dybeste Strømme,
jeg elsker de Taarer, der frem sig lister,
jeg elsker i Sjælen de særeste Drømme,
jeg elsker Klangen af det, der brister.
Jeg elsker Jubel mod Himmelborgen,
jeg elsker Længsel mod Aftenrøden,
jeg elsker Natten, jeg elsker Sorgen,
jeg elsker ogsaa min Angst for Døden.
Thi ogsaa den er i Slægt med det Stærke,
det dunkle, det dybeste i vor Væren.
Thi ogsaa den har Mysteriets Mærke.
— O skønne Mysterium, dig gi’r jeg Æren!