Jeg er fjernt fra Livets Lande.
Ude paa de sorte Vande
staar jeg — paa min egen Grav.
Himlen hviler paa dens Pande
mørk og tung og mørk og lav.
Øde, golde, sorte Vande!
Er I selve Himlens Grav?
En Gang spejled I Guds Pande,
den, der Lyset, Livet gav.
En Gang svævede Guds Aande
over disse sorte Vande,
over denne tavse Grav.
— Sorgfuld bøjer jeg min Pande,
og jeg skriger i min Vaande:
Aa, Guds Aand, hvor blev du af?
Og jeg skriger i min Vaande:
Hvor er Fredens lyse Strande?
Er Alverden da en Grav?
Hvo vil tage os ved Haande,
give os en Støttestav,
saa at vi med hævet Pande
kan som han, der Løftet gav,
vandre paa de sorte Vande.