Medens de natlige Skygger
brede sig fjærnt og nær,
klinger min Cithers Strænge
under dit Vindve her.
Og du, du sover dér inde?
du gjør mig fortvivlet snart;
at lade mig sukke forgjæves,
synes du, det har Art? —
Vaagn op! Forbarm dig, du Grumme
og luk Vindvet op i en Fart!
Alt os til Kjærlighed lokker,
Stilheden, Stjærnernes Skin,
Bladenes Susen i Lunden
og den sagte viftende Vind.
Og denne berusende Livsdrøm,
saa rig paa Lykke og Lyst —
hvorfor har kun du alene
lukket for den dit Bryst? —
Vaagn op! Forbarm dig, du Grumme;
kom til Vindvet og lyt til min Røst!
Før du det mærker, vil Tiden
virke paa vanlig Vis;
Skuffelser fører den med sig,
og for Ild vil den bringe dig Is.
Og Aarene kommer ej ene;
Sorgen vil medbanke paa,
og hamrer dens Kno paa Døren,
da hjælper ej Laas eller Slaa. —
Saa vaagn og luk op, før de komme;
lad ej Kjærlighed udenfor staa!
Og naar efter sorgfulde Dage
mod Graven din Fod bliver vendt,
da dør du, og da har du ikke
det Bedste i Livet kjendt.
Saa elsk, før din Skjønhed forsvinder,
elsk, medens Livet end ler!
Kan den være ædelbaaren,
som kold sig mod Kjærlighed ter?—
Vaagn op, du Skjønne, du Grumme;
kom til Vindvet og pin mig ej mer!