Du skjønne Drøm fra mine Barndomsdage,
du rene Sjæl, som nu for Fred at finde
har løst de Baand, som dig til Jorden binde,
og vender til dit rette Hjem tilbage:
O tøv endnu! du med paa Vejen tage
den Løndom, som mit Bryst har sluttet inde:
Jeg elsked dig, men som en Helgeninde,
fordi jeg saa’ dig lide uden Klage.
Hvorfor min Attraa, skjønt af dig besvaret,
lidt efter lidt til Kultus blev forandret,
og hvi saa tavs min Læbe maatte være,
forstaar du hist, hvor Alt blier helt forklaret;
og naar vi her som Fremmede har vandret,
hos Gud vi bliver Et med vore Kjære.