Ser du ikke, min Olympia,
Vedbendrankerne, som sno sig
kjærlig om de stærke Stammer
ved den milde Tajos Bred?
Vid, at Tiden kan ej bryde
deres inderlige Forbund;
tværtimod det mer befæstes
Aar for Aar med nye Baand.
Alt i mine Barndomsdage,
da det var min Lyst og Glæde
at forfølge Sommerfugle
ivrig over Engen her
og at rive op de Blomster,
som var Markens største Skjønhed,
og at bygge Hus og Taarne
af dens Bredders Sand og Ler —
saa jeg disse Stammer favnet
af de samme Vedbendranker,
mere yppig vel, kan hænde,
men dog ikke mindre fast.
Mangt et Foraar er forsvundet
siden den Gang; mange Krige
og Omskiftelser og Vanheld
have hjemsøgt denne Dal.
Kildevæld i skjønne Grotter,
strømmende med klare Vande,
ser mit Blik nu sunkne sammen
og af Tiden tørret ud.
Alle hine stolte Borge,
der paa disse Bredder knejsed,
ser jeg ligge i Ruiner —
ak, det Syn gjør Hjærtet Ve!
Og hovmodige Kolosser,
som til Stjærnerne sig strakte,
ere nu blæst bort saa sporløst
som en flygtig Taagedunst.
Hvor har dette korte Tidsrum
dog forandret disse Steder!
Jeg er ung endnu, men saa’ dem
vidt forskjellig dog en Gang.
Og alene Kjærligheden,
der omslynged disse Popler
med de lykkelige Lænker,
den bestaar endnu som før?
Hvad der skulde synes evigt,
smuldred hastig hen i Støvet;
fast staa kun de gamle Stammer
i den spinkle Vedbends Favn.
Og om én gik ud af Ælde,
Ranken har dog ej forladt den;
og om nogen Ranke visned,
holder Stammen den dog fast,
ret som om de spotte Døden:
Ikke frygte vi din Strænghed;
thi mens én af os end lever,
sønderrives ej vort Baand.
O, saa lad os, min Olympia,
tage dem til vort Exempel;
evig leve vore Sjæle
saa forenede som de!