Fra en Mand til sin Kone
(Paa et Livbaand.)
(Paa et Livbaand.)
Du, som Himlen sendte mig i Møde,
Da jeg eensom gik ad Banen hen;
Og som blid har lovet at forsøde
Denne Bane for dit Hiertes Ven!
Trostig vil vi, Haand i Haand, fremvandre;
Denne Jord er ingen Jammerdal:
Hvo, som bedrer sig, og gavner Andre,
Øiner Fryd, hvor Daaren seer kun Qval.
Vel os da, thi vi med ærligt Hierte
I vor Kreds vil skabe varigt Held,
Og til Qvægelse i Livets Smerte
Øse vi af Dyds og Elskovs Væld.
Sødt for os skal Livets Dag henrinde,
Som dens Morgenrøde klar og skiøn!
Dette Baand erindre dig, Mandinde!
Om vor fælleds Eed og Pligt og Løn.