Til en Veninde
(Paa et Livbaand.)
(Paa et Livbaand.)
Varig Fryd blev ei vort Lod i Livet,
Sundhed, Riigdom, Hæder, Alt forgaaer.
Dog, har Himlen os ei Venskab givet
Til at lindre vore tunge Kaar?
Ved dens Haand vi trygt kan Veien finde
Giennem Sorgers fæle, skumle Nat;
Hvem Alfader gav en huld Veninde,
Gav han meer end Indiernes Skat.
Ei ved bitter Dadel hun ham saarer;
Hun ei qvæler ham med iiskold Trøst:
Ved hans Nød hun fælder Hiertets Taarer;
Deler barnlig glad hans mindste Lyst.
Snart enhver, som kiender Dem, vil finde,
At jeg Dem, skiønt svagt, har skildret her;
Dem maae Baandet sige det, Veninde!
Kiender vel beskeden Dyd sit Værd?