Enhver, hvis Siel er stemt til jevne Glæder,
Urört af Ærens Flitter, Guldets Klang,
Enhver, hvis Fryd er Klubbens sande Hæder,
Han höre, mærke, föle denne Sang!
Er det ei nyttig Kundskab, som opliver,
Forædler, styrker, nærer vores Siel?
Her fremmed Viisdom jo vor egen bliver,
Her aabnes for enhver dens rige Væld.
Euterpes Konst fortryller her vort Öre,
Dens blide Vælde föle, elske vi;
Med trefold Vellyst vi dens Toner höre;
De skildre vore Hierters Harmonie.
Vi glade hvile her af Dagens Möie,
Hver i sin Kreds har virket Folkegavn,
Med skyldfrit Spil vi stundum os fornöie,
Og Vindelyst er her et uhört Navn!
I lidet Vennelag vi snart os fryde
Ved mandig Tale og ved muntert Vid,
Mens broderlig vi Evans Gaver nyde,
Og undres over hastig svundne Tid.
Snart fölge vi de jevne Fædres Skikke,
Vi synge rask ved fulde Glasses Klang,
Og ædle, store Landsmænds Held vi drikke,
Og prise deres Daad med Hæders-Sang.
Dog, om end Glædens rene, höie Stemme
I dette Venskabs Tempel stedse löd;
Vor Broders stille Sukke vi fornemme,
Og villig, kraftig, lindre vi hans Nöd.
Held eder, Mænd! vort ædle Selskabs Fædre!
I oplod Kilden, til saa riig en Fryd,
Ei blot ved Sang vi eders Daad vil hædre,
Men ved at öve nordisk Borgerdyd.
O! længe, længe disse Glæder nydes!
Vort Samfund blive os, som hidtil, kier!
Og selv med sölvgraae Isse skal vi frydes
Ved Mindet af den Lyst, vi nöde her.