Anden Idylle
Besöget
Besöget
Roselig straaler paa Vindnet Majdags fremblussende Morgen
Saa skiveformige Billed med Pferskenes vaiende Blade
Blussed paa Væggen, oplyste Alkovens grönne Gardiner
Hvor du ærlige Olding omsvævdes af Ahnelsens Drömme.
Vækket ved Dagens Skiær, og ved Slag af Canariefuglen,
Glad han Öinene gneed, og foldede Hænder, og takked’
Gud, der til Kald og Pligt ham ny Helbred og Kraft havde skiænket;
Gud, der i Nattens Roe saa faderlig havde afvendet
Ildsnöd og Tyvehaand fra ham og fra hans og fra Huset.
Nu han löfted’ sig op ved Sengeqvasten, og langsomt
Dreied’ han sig, og udrakte sin Haand, for at vække sin Anna.
Men hun var der ei meer. Da trak han det raslende Omhæng
Hen til Siden, og saae ind i Stuen igiennem dens Glasdör.
Her stod Thebordet dækket med riflede Kopper fra Dresden,
Som den huuslige Viv kun böd de fornemme Giæster,
Saasom Provsten ved Kirkebesög, og den gode Grævinde,
Og naar Bryllups- eller en Fodselsdag hæderlig holdtes.
Ogsaa Kaffekanden af Sölv, som den gode Grævinde
Gav i Fadderskiænk, med Skaal og dreiede Skeer,
Blinkede stolt i Solens Glands. I sit Kiökken
Hörte han Ilden sprætte, og kogende Kiedel at bruse.
To Gange trak han i Ringen, saa Klokken klinged’ i Kiöknet,
See da trippede frem i Huusmoers ærbare Klædning
Gamle Mama, hun kyssede ham, og tal’de saaledes:
Er du alt vaagen, Papa? da jeg reiste mig, sov du saa rolig;
Og jeg listed’ saa jevnt, og holdt mine Töfler i Haanden,
Og gik ud paa Hosesokker og lukked saa varlig.
See hvor hans Öie er klart, dog bie kun, mod Hanegal præked
Du i Drömme igien med afbrudt Stemme; og græd du;
Og saa vidt jeg forstod, saa var det Vielsestalen.
Venlig trykkede han sin Viv i Haanden, og sagde:
Rigtig! jeg viede dem. Min Text var: Vil du, min Datter!
Fare med denne Mand? og Skilsmissen klemte mit Hierte.
Men, hvor tungt det end er, at miste saadan en Datter,
Saa, hvis Enken ei blev i Naadsens-Aaret paa Gaarden,
Saa det blev alt for knapt for Börnene, eller ifald kun
I Fruentimmer först havde mig heele Udstyret færdigt,
Linned, og Skabe, og Senge, og andet Hunsholdnings Krimskrams,
Som vel ei Börn og Börnebörn faae opbrugt, i Dag end
Jeg dem vied’ og sagde: Vorder frugtbare Börn, og formeres!
Drag, o Datter! i Fred, og vær din Ægtemands Krone;
Thi en dydig Viv er bedre end kostbare Perler.
Giör ham idel, idel Godt, og ingentid Sorger,
Indtil Döden Jer skiller. Hvi saa alvorlig, Moerlille?
See paa mig. Vi to forlode jo Fader og Moder.
Hurtige min Slaaprok hid, den nye Söndags af Damask,
Og min Hue af fiin Batist! jeg maae jo dog pyntes,
Naar Hr. Brudgommen kommer fra Lundbye, det saa berömte
Höyfriherlige Godses velærværdige Pastor.
Hör! der blæser jo Posten, og rasler frem over Steenvei.
Smilende svarede ham den gamle forstandige Moder:
Faer! det er ude i Kiöknet; Kathrine vinder sit Garn af.
Talte, og gik nu til den blanke Commode af Nödtræ;
Hvor der var Flippekraver og Overskiorter og Ærmer,
Og de stive, foldede Kraver (en Pest for den Gamle!)
Og det Christentöi, der saa tit blev beundret i Kirken,
Og de flittrende Krandse saa önskte af Landsbyens Brude;
Her hun fandt og Huen, og gav ham den, gik saa til Skabet,
Hentede der til ham den blaa Uldendamaskes Slaabrok,
Bredde saa denne ud over Lænestolsryggen, og sagde:
Ræk dig endnu kun en Smule, Faerlille! for det, siger Lægen,
Tiener til Sundhed; og træk du saa i de blödere Strömper,
Som Luise har strikket af Lammeulden fra Marsken;
At dine Been ei forkiöles, om Morgenen er det dog kiöligt.
Jeg forærer dig og det Silkeklæde, Luise
Gik med om Halsen til Hellig, og længe alt dig bestemte.
Læs först en Smule i Sengen, et Par Kapitler i Biblen
Der paa den lille Reol ved Siden, eller en Livbog
Fra den Tid, da der leved Mænd som Washington og som Franklin,
Eller den gamle Homer, der er saa god og naturlig,
At du kan give det varmt ved Frokosten, Posten har Tidsnok.
Fogdens Jörgen, som passer paa Hestene henne i Koblen,
Kommer, saasnart han hörer Posthorns-Lyd over Söen;
Og saa gaaer jo Veien den lange Vugtning til Byen.
Hist i Skoven er Echo; saa blæser den lystige Postkarl
Gierne en Morgensang; og salig Kong Frederiks Livmarsch.
Saa formante hun velmeent sin Mand, men han hörte ei hende,
Og imens han klædte sig paa, han talte saaledes:
Moder! hvo kan nu læse; Jeg er urolig og lystig!
Snart maae han sandelig komme, maaskee vor Jörgen har slumret,
eller kanskee blæst sig selv et Stykke paa sin Skalmeye;
Sandveien er jo nu fast, fra det regnede nys; og min Klokke
Fattes kun ti Minuter i fem; da læser jeg ofte
Min Avis. — Giv Vandglasset hid, og Bækken og Haanddug.
Blusser ikke i mit Ansigt, som jeg havde præket i Iver,
Eller med Walter talt om Amerika eller Europa;
Dette i Mulm, hiint i Daggrye af Menneskehed! aabn mig det Vindve!
Mennesket er den friske Luft saa fornöden, som Vandet
Fisken, eller at tænke frit, saa vidt som en Tanke
Hæver sin Flugt, ei ved Baand og Vold fornedret til Trældyr,
Er for Sielen! O hvor den qvægende Duft vifter ind der.
Og hvor Haugen florerer og blomstrer omfunklet af Duggens
Mangefarvede Draaber; see til Morellen og Blommen
Og paa Plankværket hist det lidet Æbletræ, hvor det
Bugnende fuldt udfolder de rodlige Smaaknopper, og den
Vældige Kiæmpe det Pæretræ hisset brammende sneehvidt.
Det er Herrens Velsignelse! O som Bier og Fugle
Kan man beruses i Duft, og synge: vi love dig Herre!
Men hvor bliver da Bruden, som ellers staaer op med vor Hane
Og besörger mig Kaffe ved Pulten; jeg har ei hört trippe
Over mig, ganske vist hun forsover Brudgommens Komme.
Derpaa svarede ham den gamle huslige Moder:
Mand! hvor du dog kan snakke, forsove Brudgommens Komme
Vores flinke Luise; nei ganske vist staaer hun for Speiiet
Klæder sig, ordner sit Haar i smidig konstlöse Lokker;
Ordner de Lillaslöifer, og Halsklædet, ordner den friske
Blomsterkrands, smilende huldt, og vilde sig gierne forskiönne,
Eller hun sneeg sig i Haugen og seer til sine Aurikler,
Fuld af Uroe, og röd i sit Ansigt som Himmelens Lue,
Seer tit hen over Gierdet, og hörer nede ved Bækken
Nattergalen, og hörer, med bankende Hierte et Posthorn.
Hör, hvor stöier Pakan! — Der har vi sikkerlig Jörgen.
Mens hun taled’ endnu, da ringet det rask, og Katrine
Lukkede op, da treen ind i Reisekappe vor Brudgom.
Men bestyrted’ af Fryd og Forundring iilte de Gamle,
Raabte, velkommen min Sön! velkommen! af inderste Hierte,
Trykte ham til der’ Bryst, og kyssed hans Kind og hans Læber.
Nu omhyggelig Moder ham hastig af Reisetöi förte,
Tog hans Hat og satte hans Knortekiæp henne i Krogen,
Og det tyrkiske Rör, som han medbragte til Fader.
Nu du begyndte med Taarer, ærværdige Pastor i Gröndal:
Gud være lovet, min Sön! thi store Ting han udförte,
Og som Vandenes Bække Han leded’ sin Menigheds Hierter,
At de alle samdrægtig Dem udvalgte til dem at være
Guds Prædikant, Naturs og Menneskheds vise Forkynder,
Der for os Stöv ere Skygger af ubegrændsede Guddom.
Udöv da stedse det Kald med Glæde, og lær som Johannes
Stedse det store Guds Bud: Börn elsker, elsker hverandre!
Ei med daarlig Kiv om Lærdomme eller om Dogmer vi nærmes
Gud, kun Kiærlighed, kun den evige Kierligheds Udspring
Giver os Tillid og Tro til den udsendte Frelsers Forlosning,
Som besegled’ sit Ord med sin Död, os være til Lykke
Religionen, og vi ei uvirksom for Religionen,
Det De forkynde af Skrift og Fornuft; og selv et Exempel
Lyse til Jordens og Himmelens Held! — hvad nu jeg vilde sige:
Præstegaarden, De skrev, er vakker, dens Værelser gode,
Men kun Frugten gemeen, fuld Kiökkenhaugen af Ukrud.
Mennesket er dog sært! — hvor let er ikke et Frugttræ
Plantet, og hvor riigt betaler det ikke sin Pleie!
Henved hundrede Daler löser jeg aarlig af Madfrugt
Og af finere Frugt, af Pferskener, Blommer og Æbler,
Unge Træer, Asparges, og Blomkaal, og af Meloner.
Og min Vinding forsödes end meer ved den Glæde at kunne
Vække Flid i vor Bye ved Raad og Daad og Exempel.
Sön! en Foræring af mig — det veed jeg — sætter De Friis paa.
Til en Brudegave vil jeg Dem skiænke min Fleischer.
Faer! saa sagde den kloge Mama, og klapped’ hans Kinder,
Strax er du i din Oekonomie. Hvorledes var Natten?
Ventelig kold, min Sön? Det er ret ilde, at Tiden
Falder Dem saa knap i det nye Kald, De har faaet.
Reise mig fem Miil om Natten i Dug og kiölige Taage
For at besoge sin Brud! hvor samvittighedsfuld; kunde Degnen
Ikke til Nöd opbygget hans Sogn af den ærlige Brochman.
Drikker min Sön et lille Glas paa fastende Hierte?
Eller Kaffe allene? — Da svarede Præsten fra Lundbye:
Kiære Mama! kun Kaffe! — Jeg fryser en Smule; i Nat var
Veiret vel lummert og klart og Nattergalen i Krattet
Lokked, mens Maanen ved Randen gleed blidelig ned mellem Dufter;
Og vore Heste tit studsed for Vognen ved glindsende Konmoed;
Dog just ligesom Dagen fremgryde, bitterlig Vinden
Blæste fra Söen, til Solen sig bæved med yndige Straaler
Skinned paa Gröndals Tage, det spidse Taarn, og paa Præstens;
Langsomt aged imedens den ubarmhiertige Postkarl
Giennem Gruset, thi lidt for stærkt han nok letted’ paa’ Glasset,
Saa han nikked bestandig, og vanded hans Heste til Slutning.
Ogsaa betænksomme Hyrde, der vogted de græssende Faar hist,
Vaagnede nu, og kröb frem af sin Breddehytte med Hiul til,
Og saae efter den bieffende Fix og boldt Haanden for Öiet,
Derpaa raabte han höyt og skiændte, og jog den tilside:
O Guds Fred Hr. Walter! hvor gaaer det? velkommen i Gröndal!
Raabte han, da han löb til over Brakmarken, trykked mig kraftfuld
Haanden, og spurgde en Deel, og glædde sig ved, at han saae mig
Mindre smækker, fortalte om Börn og om Faar og om Kone,
Og om den nyelige Paaskemusik hvor jeg savntes, desværre!
Neppe Toget gik frem; da mödte mig syngende Skytte.
Studsed’ begyndte med Latter; aha! den listige Jæger:
Der bortpudser den deilige Hind, den raske Luise!
Mellem os sagt, vi sendte en deilig Raabuk til Præsten,
Der fra Vildbaneynglen sig havde vovet herover.
Her mig Fiskeren hilste ved Bækken, og viiste fra Baaden
En forfærdelig Aal, der klar sig dreied i Solen.
Tæt ved Byen jeg mödte endnu uddragende Plougmænd,
Ole Bavn med det kloge Ansigt og den unge Hans Persen.
Hilsed, og vilde talt; men hurtig paa raslende Steenbroe
Flöi jeg forbi, og sprang af ved Kroen og bag omkring Kirken.
Her er et tyrkisk Rör, og ægte Virginia-Knaster.
Kiære Papa! den stiger i Veiret som Balsom, og see kun,
Röret er Rosentræ, og Hov’det af Seglleer fra Lemnos.
Saa han talte, og Præsten beundred og modtog med Glæde,
Hvor saa langt og saa rankt det Rosentræesskud gik i Veiret,
Blank af brunlige Lak, og med Mundstykket af Bernsteen.
Höyt nu du hævede Stemmen, ærværdige Pastor i Gröndal:
Hvilket et Rör! det har Deres Ven fra Constantinopel
Sikkert bragt med! see hvor stort, ja ved Mahomed, over min Isse
Naaer det mig; men, min Sön! til at tænde den Pibe behöves
Vist en Cirkasserinde, og han mig röver Luise;
Ogsaa i Lænestolen maae jeg mig strække som Mufti,
Som en Vizir i Kaftan par Damasceniske Sofa.
Hurtig at pröve Virginiaknastren! Moer, siig til Trine,
At hun bringer levantiske Drik, og en brændende Voxstabl.
Kald mig saa og paa Luise! — Kun Provsten ikke faaer Nys om,
At det tyrkiske Kram vanhelliger præstelig Læbe!
Men med ængstelig Stemme begyndte trolovede Yngling:
Kiære Mama! er Luise ei vel! hun pleier jo ellers
At staae tidligen op og skiænke Fader hans Kaffe.
Smilende svarede ham den gamle huslige Moder:
Doven, min Sön! jeg vedder, at hun har Öret ved Puden.
Og nu iilte hun ud, og sagde til gamle Kathrine,
Som med Tridsen opdrog den drybbende Vandspand af Brönden:
Hent saa Kanden af Sölv, og spaae dig, kiære Kathrine!
Bring os Kaffeen klaret, og saa en brændende Voxstabl.
Ikke for svag, som sagt, den levantiske vil ei fortyndes;
Sæt saa forsigtig Kanden paa Glöder, medens den tragtes.
Stik mig saa hurtig i Haugen de frisk opskudte Asparges,
Skiær og den unge Spenat; jeg tænker, vi indbyder Grevens.
Kom kun Hedvig nu snart fra Malkningen uden at sladdre,
At hun fik strax Karusser og Gedder fra Fiskeren, rev mig
Lövhytten peent og Gangen; thi saare let kan det hænde
Fader befaler Maaltidet der, hvor fra nedlagte Stene
Kilden nedrisler i Bækken, foran Kastanien blomstrer
Og den böiede Ellegangs Löv endnu glindser. O see dog,
See hvor Hanen paa stablede Brænde med Hönsene löber,
Trodsende fordrer sit Æde, og Ænder fra Kiæret; og hisset
Klukkehönen med Kyllingerne! Taalmodighed! snarlig
Skal jeg bringe jer alle Havre og Klid ned i Truget.
Men hvad var det, der glimted saa hastig der forbi Giærdet.
Alt et Besög! ja, i Sandhed! Amalia selv med den Lille
Saa hun talte, og ilte til Præstegaardsporten; fra Skuret
Hoppede Pakar venlig knurrende frem; hun hæmmed dens Kiærtegn.
Saa hun raabte imöde, den gamle forstandige Huusmoer:
Börn! saa tidlig i Luften? o tænker engang! min Luise
Sover endnu som en Steen, og Brudgommen er alt i Stuen;
Trin De nu ind! jeg skal vække; hvor vil sig Datterlild skamme!
Saavidt Mama, Amalia klapped med Latter i Hænder,
Men hun dæmpede Stemmen og talede lystig tilmode:
Ak uskyldige Glut! du sövnlös har ligget, og tænkt paa
Brudgommen, da svandt din Tanke bedövet af yndige Drömme
Mellem Philomeles Brudesange, o Moer! lad mig raade!
Jeg hende vækker med Hvisken og Kys; og naar hun opfarer!
Spotter jeg: smyk dig mit Barn: din Brudgom venter med Længsel.
Hende med truende Vink saaledes Moderen svarte;
Hvis mig Amalie vover min arme Pige at spotte!
Rask ind i Værelset nu, og hils paa den unge Hr. Pastor!
Thi ham gielder Besöget dog egentlig! Ikke for ivrig
Kiælet om Walter, jeg taler for ramme Alvor, min Pige!
At ei Bruden skal ærgres over Veninden. Hvis I er kloge!
Börn! kommer ligefrem hid paa et Stykke Raadyr til Middag!
Og paa et venligt Ansigt; jeg ogsaa skal bede Grevinden.
Der vil da blive leet efter Hiertens Glæde, og sladdret,
I det Lysthuus ved Bækken, eller under Pæretræet i Blomster,
Der ved sagteste Vindpust med hvidt overregner os Bordet,
Men i al Verden! hvad har De at bære der under Saloppen?
Og den roste Grevinde Amalia sagde til Giensvar:
Eia! vidste De det, Moerlille! undtes vel gierne
Mig den Glæde at hente Luise flux op af Sengen.
En ærværdig Talar til Höjtidssamarin har jeg
Af det fineste Taft, og tolv Bladkraver værd at betragte.
Den skal han bære i Dag, for ret at see ærbart, ærværdigt
Ud. Kun Skade han fattes Præsteparykken med samt den
Pibede Krave! alt for latterlig skrider en Nyskabt
Frem i lange Ornat, og löfter den hindrende Söm op.
Saa den muntre Grevinde Amalia; hurtig hun flöy da
Ind med lettere Gang i Stuen, hvor Yngling og Olding
Dybt i Samtale var om lærde Ting og Avisen.
Sagte hun aabnede Dören, og just som de vendte sig fra den,
Sprang hun til, og helste den glad sig omseende Yngling.
Men Moerlille gik op ad Trappen til Kammeret, hvor den
Raske Luise end slumrede, traadde da varsom og veyed
Sig paa Tæerne, at det ei skulde knirke i Gulvet,
Og hun öyned i Sengen den rosenkindede Datter,
Der havde ovenpaa Teppet lagt sig fuldpyntet i Sengen,
Hviid som den forrige Dag i rödmende Skiær af Gardinet.
Nu da Datteren blidelig aandede, stod hun, betragted
Böied sig, kyssede Kinden, begyndte sagte med Hvisken:
Hvad, uartige Barn! Syvsoverske! endnu du drömmer!
Saa dine Kinder de blusse og det end fuldkommen paaklædt.
Alt for magelig er du! Höyt staaer Solen paa Himlen!
Længe alt qviddrede Svalen; og Svinehyrden alt tuder;
Smaabörn, troer jeg alt, gaae med deres Frokost i Skolen
Op da Pige! at mönstre de frisk udsprungene Blomster,
Og om sig Rosen i Potten har aabnet ved Morgenens Straale.
Bind den duggede Blomsterkost, læg den hen i Alkoven,
At din Fader kan glædes og undres, saa snart som han vaagner,
Spörge saa, hvo derhar giort det, fortælle dig, hvor du er artig.
Alt har din perlede Höne kaglet nede i Stalden;
Gaae du, og sög om dens Æg, för Ilteren henter det for dig!
Men nu sover mit Barn! med duftende Blomster i Stuen
Det er farligt for Hovdet, især Muskathyacinther!
Saaledes talede hun; da opfoer Pigen af Sövne,
Saae sig forvirret omkring, og sukkede dybt fra sit Hierte.
Stöttende nu den glödende Kind paa sin Arm hun begyndte:
Kiære Mama! ec det dig! hvor kom det sig! har da den slemme
Blomsterduft dövet mig! ved det aabne Vindve, jeg meente
Giör en Bouket ingen Skade, og det er snart lutter Aurikler.
Lummerheden mig hindred i Gaar i at sove; den Gang nu
Vægteren her raabte eet, sprang jeg fortræden af Leyet!
Klædde mig paa, og saae paa de funklende Stierner i Vindvet,
Kiölet af aandende Vind, og saae paa Egnen i Maanskin,
Hvor Philomeles Sang rundt om i Veddestriid toned’,
Ogsaa Sangen paa Blegen, og Hyrdens eensomme Flöite,
Skued Dalens graa trækkende Duft, og den rislende Vandbæks
Klare Ström, og Himlen igiennemslynget af Kornmoed.
Endelig nærmedes Sövnen; i Klæderne jeg mig da lagde,
Indslumred lidt efter lidt, og hörte i Drömme bestandig
Nattergalens Sang, og Susen af viftende Linde.
Men ret en urolig Sövn! O! siig mig bedste blandt Mödre,
Siig mig, om alt Georg har hört det blæse ved Skoven.
Laae jeg for lavt med mit Hoved! mit Hierte banker saa voldsomt!
Smilende svarte derpaa den gamle forstandige Huusmoer!
Banker dit Hierte i min Datter! nu nylig kom Claus med Avisen.
Der staaer i om Amerika og om Gibraltar og der staaer
Ogsaa om Parlamentet, og om Hans Helligheds Reise.
Ivrigen læste Papa, og glemte at stoppe sin Pibe.
Og er der nede et Brev til Jomfrue Anna Luise;
Walters Haand, som jeg troer; dog kan jeg ei sige med Vished.
Atter begyndte med Kiærtegn den venlige skiönne Luise:
Virkelig Brev! du smiler! o Moder! o vær dog ei grusom!
Tænk hvad bryder dog mig Amerika eller Gibraltar;
Hvad bryder mig Parlamentet eller Hans Helligheds Reise!
Siig! du har selv været Brud; o! siig mig dog, er han alt nede?
Hende svarte derpaa den gamle forstandige Huusmoer:
Datter! det vil jeg paa Ærlighed sige dig: Just nu besögte
En os i Reiseklæder, og bragte et Tyrkerör med sig
Rosentræesrör og et Hoved dertil af Segljord fra Lemnos,
Vor Papa til Behag, en Yngling vakker og artig,
Höy og deilig af Vext, med intet Præstelig ved sig.
Denne erkyndigede sig, som Skik og Brug er hvorledes
Vor Jomfrue Datter befandt sig; Amalia som i det samme
Indtreen, han hilste, som gammel Bekjendt; kom selv, og betragt ham
Saavidt Mama! i Rusen sprang Pigen hastig af Leiet
Slyngede Armene fast om Halsen paa hende, og afbröd
Talen med brændende Kys, og skreeg med Begeistringens Tone!
Moderlild! glæd du dig dog! den bedste Mama skal du være!
Du skal pynte Bruden, og Bryllupsdands skal du dandse
Skal og selv blive Brud, og Brudgom vor Fader skal blive
Hurtig ned at hilse den vakkre artige Yngling!
Hende svaite derpaa den gamle forstandige Husmoder,
Pige du er fra dig selv, til sin Brudgom maae man gaae ærbar;
Saa var fordums Maneer, med sædelig nedslagne Öine,
Sværmerske! vil du gaae ned paa Hosesokker! tag Skoe paa!
Og hvor Halsklædet hænger, fy skam dig, du hæslige Pige!
Saaledes skiændte Mama, og Datterlild rödmende yndig
Hyllede hurtig den skiönt frembölgende Barm udi Silke,
Spændte derpaa, tit feil, sine Skoe med zittrende Hænder
Fast om de deilige Födder, og iilte afsted, nedad Trappen
Flöy hun bange af Længsel; og som hun aabnede Dören
Gav hun et Skrig; thi hilset med Latter af ventend’ Veninde
Sank hun, ak! hen i Favn paa usigelig salige Yngling.