O hör af mig, Belinde! Vennens Raad,
For strænge til at kildre Damers Öre,
Ei smigrende, som henrykt Elskers Pen;
Kun Sandhed; — sielden sagt af Mænd til Qvinder.
Dog bedst jeg priser dig, naar jeg dig lærer,
Hvad Qvinde-Letsind frygter for at vide.
Min Roes det er: Oprigtighed at vove;
Men din er större; — thi du taaler den.
Haard er den Skiebne, som dit Kiön maae friste.
Faa sande Venner Qvinden har; — som Fyrsten.
Hver egennyttig nærmer sig til begge.
Ministren, Elskeren kan sielden troes;
Thi daaredes den Skiönne tit af Letsind;
Misledtes værst af den, hun troede bedst.
I moeres ved en Dröm om indbildt Vælde;
Og skuffes meest, naar meest I troe at herske.
Hvad er dit Kiöns den förste, sidste Iid?
Hvad er dets Hiertefryd? — at være smuk.
Ved Toilettet fængsles hver dets Tanke;
Og Pyntning er dets Möie og dets Lyst.
Her Öie, Haand og Læber gaae i Skole.
Hvert Ansigtstræk har sine lærte Regler.
Og dog hvor faa har desuagtet lært
Ei at vanzire denne Himlens Gave?
Hvor sielden kan den stolte Skiönhed röre!
Hvor Mangen — skabt til Elskov — kan ei elskes!
Bevar, o Skiönne! da en ziirlig Ynde
Ei blot i Klædedragt, men og i Siel!
Sög deri kun din Pryd? og viid at tækkes
Ved yndige Naturs utvungne Lethed!
Hiig ei letsindig efter farligt Vid!
Vær viselig tilfreds med jevn Forstand!
Thi Vittighed, som Viin, beruser Hiernen.
Den svage Qvinde kan ei taale den.
Meer end de Halves Vittighed er indbildt,
Og vee den halve Deel, som har den sande!
Til Kiönnets Rænker — o nedlad dig ei!
Tro ei, at Falskhed er et Tegn til Snille.
For dig Oprigtighed er störste Viisdom.
En Qvindes Trædskhed er den Galnes Ondskab.
Vær dydig selv! troe ei, at Andres Skam
Dit Værd kan hæve, pryde kan dit Rygte.
Den Knipske taler haanlig om den Faldne,
Som den forviste Statsmand om Ministren,
Og begge önske sig den Plads, de spotte.
Elskværdig, mild og blid er stedse Dyden,
Skiön udentil, og indenfor boer Fred.
Den Knipskes Ære er en hæftig Storm,
Er Styghed i sin ræddeligste Dragt,
Og fræk den trodser Mennesker og Guder;
Som grumme Udyr vogte Kiæmpens Hule.
Sög kun at vorde god, men aldrig stor!
I Löndom Qvinden altid ædlest virker,
Useet af Mængden hendes Dyd er skiönnest;
Sandt, huusligt Værd flyer for det stærke Lys.
Lad hærdet Mand kun fölge Ærens Lov!
Vort Kald det blev i Raad, ved Hof at glimre;
At virke fo i en faldefærdig Stat;
At trodse Avinds Harm? og vorde store.
Een lid bör fylde eders kielne Bryst,
I Livet blev det eders Kald — at elske.
Til dette store Maal I stedse stræbe!
Det udgiör eders Held og eders Roes.
O viis dig aldrig kold, naar varmt du föler!
Forsigtig vælg! men elsk saa —- inderlig!
Det snevre Hierte, som kun halv bortskienktes,
Ei faaer sin Plads i Elskovs blide Himmel;
Den störste Grad er her den sande Södhed;
Det er en Elskers Dyd, — at overdrive.
Forsmaae den usle Fryd, at volde Smerte!
Troe ei Erobring giver Ret til Haanhed.
En föie Tid kun varer trodsig Vælde.
Fornærmet Amor söger Hevnens Stund;
Han tager snart det Herredom, han gav,
Og snart Tyrannen vorder da en Træl.
O Held den Pige! hun fortiener Held,
Som gav sin hele Siel til den, hun elsker,
Er ei forfængelig; er idel Ömhed;
Ei söger anden Magt, — end meest at tækkes.
Til billig Giengield kan hun vise ham
Uskrömtet Kierligheds den ædle Varme.
Selv en ustadig Mand hun vilde fængsle,
Erkiendtlig han ei önskede Forandring,
Men at ei Sorg skal tære Mandens Roe,
Og Glædens spæde Knop skal visne hen,
Da lad Fornuftens Stemme sige det,
Som Lidenskaben gierne vilde skiule:
At Hymens Baand med Klogskab knyttes skal.
Forgieves kroner Venus Ægteparret,
Naar Lykken skuer vred til deres Samfund.
Snart Glædens söde Dröm forsvinde skal;
Og mættet Phantasie ei skuffe meer.
De vaagne, for at föle varig Sorg;
Med fælles Taarer skal de Leiet væde.
Den Ömhed, som dem Lindring skulde skienke
Foröger kun den bittre Kummers Qvide;
Thi lettere bær den sin egen Sorg,
Som ikke vidste, at den Anden leed.
Dog hellere du taale dydig Smerte,
End sælge dig for Vinding. Ægt dog aldrig
Den Usling, du foragter eller hader,
For Riigdoms eller Höiheds tomme Skin!
Iblandt de Faldne er dog den ynkværdigst,
Som ei blev Elskovs Rov, — men Vindesygens.
Her hielper Kone-Navnets Klang ei stort.
En Pige, givtet saa, fik Skiögens Lod.
Ved hældigst Valg, naar Himlen gunstig skiænker
En lige Ömhed, og fornöden Lykke;
Tænk ei: at vinde Manden er dig nok.
Lyksalighedens Priis endnu maae vindes.
Tidt sorglös Viv, til egen Skade, fandt
At Elskeren kan vorde tabt i Manden.
Chariter eene tryllede hans Hierte.
Ved Dydens Bistand maae de fængsle det.
Din Klogskab give du det skiönne Præg
Af Omsorg for ham, af beængstet Ömhed.
Hver huuslig Pligt lad synes kun at flyde
Af blid Bekymring for hans Vel og Vee!
Om Husets Scepter han dig overdrager,
Lad, som du tiener ham; — vær stolt deraf!
Det Hverdags Samliv giör du ham saa kiert,
Ham Elskerinden trylle skal i Konen;
Og rynket Alder skal umærket komme;
Hans Öie seer dig end i al din Skiönhed;
Ja paa din kolde, evig kiere Urne
Hans Ömheds Ild uslukket brænde skal!
Ved disse Raad, Belinde! vilde jeg
Din Yndighed forhöie; og dit Hierte
Jeg vilde lære alle Elskovs Kunster;
Men tungere det var mig, at betrygge
Mit eget mod den Kunst, du alt har inde.
Heel vel du snoer de skiulte Baand, som binde
Den Siel, du fængslede, med venlig Magt.
Hver blid Tillokkelse du færdig bruger,
Hvert Haab, som smigrer, og hver Fryd, som tryller.
Dit Snille föler jeg. Af dig jeg modtog
De Regler for at tækkes, som jeg gav dig.