Selv i Barndoms Aar, da Naturen tændte
Venskabs Ild for dig i dette Bryst,
Jeg dit sieldne Værd, gode Söster! kiendte,
Og jeg villig löd Naturens Röst.
Ædel Videlyst lærte dig at agte,
Nyttig Kundskab meer end flygtigt Vid,
Ei ved Flanens Pynt Sielefryd du smagte,
Men ved frugtbar, stille, huslig Flid.
Himlens milde Lov dannede dit Hierte
Til at elske Gud og öve Dyd;
Ei din Barm var lukt for den Usles Smerte.
Ærlig glad du deelte Venners Fryd.
Bliv i hver en Stand Kiönnets Lyst og Hæder,
Giör en værdig Elsker lykkelig;
Og han lönne dig for de sande Glæder,
Som din Aand, dit Hierte skienkte mig!