Ei qvæde vi en Minde-Sang
I höien Chor
Til Priis for den, som Æt og Rang
Gav Navn af Stor,
Kun den er ædel, som er viis,
Er Brödres Ven;
Kun han fortiener Hiertets Priis
I Kreds af Mænd.
Thi mindes vi Edvard, vor Broder,
I Trang og Smerter frem han skreed
Paa Livets Vei;
Men Taalemod og Nöisomhed
Forlod ham ei.
Hans Siel fik Kraft ved opfyldt Pligt
Ved virket Held.
Hans Venskab stod urokkeligt
Som Dovres Field,
Thi hædre vi Mennesket Edvard.
Og Brödre! værdig fulgte han
Sit Digter-Kald,
Thi reen og hyklefrie og sand
Var denne Skiald.
Han kraftig sang om Viisdom, Dyd
Og Ædles Roes;
Og tit hans Qvad til Samfunds Fryd
Har kaldet os.
Thi prise vi Digteren Edvard.
Han saae, at Statens sande Held
Er Folkeværd;
At Lys og Kraft i Borgersiel
Dels Grundvold er.
Thi ledte han den yngre Slægt
Til Sandhed frem.
Dens vise Bud han selv gav Vægt;
Han fulgte dem.
Thi signe vi Læreren Edvard.
Ja, Edvard, stedse skal din Aand
Iblandt os boe;
Og vi skal vandre Haand i Haand,
Som Viismænd froe.
Og hver, som virker Borgergavn
Med ærlig Hu,
Ham kalde vi med Brodernavn;
Han er som du.
Da hædre vi værdigst dit Minde.