Den Mand, som Verdners vise Fader
Gav Magt at glæde Myriader,
Hvis Röst er Födelandets Röst,
Hvis Slægt har gavnet vore Fædre;
Den Mand at lyde, elske, hædre,
Er det ei Pligt og Roes og Lyst?
Den Pligt vor Stamme glad erkiendte,
Og Troskabs jevne Lue brændte
I Tvillingfolkets kiekke Barm;
Sin Faders Smiil det henrykt skuer,
Naar Död ham rammer, Faren truer,
Han hævnes, frelses ved dets Arm.
Om Eed, om Stridsmandseed det gieldte;.
Sin Konges Morder Viggo fældte;
Dansk var hans Daad, den Ærens Sön!
Lad Sværd kun klirre, Spyd kun hvine!
Han faldt med Heltens store Mine.
„Min Rolf er hævnet!” var hans Lön.
Kun du, o Reidar! kan beskytte
Din elskte Magnus, Fiendens Bytte;
Du fulgte Troskabs sidste Kald:
Du iilte, greb ham — Pile regnte;
Med Bryst mod Bryst du död hensegnte,
Og Fiender selv begræd dit Fald.
Sit Fængsel konstig Torden brækker,
Selv Dödens Röst ei Folket skrækker;
Det seer kun Fredrik, seer hans Nöd.
„O Kongen! Kongen!” Luften fylder;
Det seer ham frelst — og glad det hylder
Ham, i hvis Kaand er Liv og Död.
Vi, Brödre! under Fredens Skygge,
I Christians Lye vil vi betrygge
Ved Borgerdaad hans Staters Gavn.
Naar Avind da vor Fred vil bryde;
Vor sidste Draabe Blod skal flyde,
Og Fiender bæve ved vort Navn!
Og denne Dag vor Aand opliver;
Med ærlig, mandig nordisk Iver
Vi sværge hoit i dette Nu:
Vor Flid, vort Mod skal evig være
En Borg om Christians Magt og Ære:
Vor Eed, o Gud! den hörte du!