Du Naturens ægte Sön!
Du, hvis Arbeid’ er din Lön,
Du, som tryg i Hytten boer,
Nyd din Lykke! den er stor!
Hvor dit Öie skuer hen,
Daglig seer du Skaberen,
Som han synlig for dig stod,
Seer ham mægtig, viis og god.
Sönlig elsker du din Gud,
Lyder glad hans milde Bud,
Og dit rene sorgfri Bryst
Föler Dydens rene Lyst.
Lærkens höie, muntre Qvad
Vækker dig; — og sund og glad,
Du med Sang og Bön opstaaer,
Rask du til dit Arbeid gaaer.
Jordens milde Frugtbarhed
Lönner dig dit Ansigts Sved,
Og dens moderlige Skiöd
Skiænker dig og dine Bröd.
Og naar Mörket bryder frem,
Fro du haster til dit Hiem,
Hustru, Börn med Frydeskrig,
Möde, favne, signe dig.
Naar du har dit Maaltid endt
Og din Tak til Himlen sendt,
Gud i Vold du giver dig,
Sover hen saa södelig.
Gamle! naar din Kraft forgaaer,
Skal du, selv med sölvgraat Haar,
Nyde reen uskyldig Lyst
Ved din Afkoms Hielp og Tröst.
O! blandt Stadens Sværm og Pragt
Aldrig man din Fryd har smagt.
Hiertets sande, blide Fred
Boer hos from Uskyldighed.