Venne-Fölelser
Paa en Venindes Födselsdag
Paa en Venindes Födselsdag
Venskab! ja dig sendte Godheds Fader
Os til Styrkning, os til Fryd, til Tröst!
Froe dig hylde Himlens Myriader,
Her du dyrkes i den Godes Bryst.
Mægtig, men velsignende du byder,
Som din Fader ved sit förste Bliv.
I sit Væsen sig hver Skabning fryder.
Venskab! kun ved dig vort Liv er — Liv.
Hen til Vaarens Under du os leder;
Og ved dig hver Tanke vorder Priis.
Folger du med os til nögne Heder,
Strax du skaber der — et Paradiis.
Du vor mindste Lyst til Fryd ophöier,
Og den voxer under Nydelsen.
Og naar Sorg din Yndling dybt nedböier,
Strax din Haand opreiser ham igien.
Naar du selv hans Hierte stundom saarer,
I sin Uro föler han dit Værd.
Tifold, tifold lönner du hans Taarer,
Deres Minde selv ham qvægsomt er.
Viisdoms, Dydens sande, varme Dyrker
Stræber til sit Maal med freidigt Hu.
Men, o Venskab! du ham kierlig styrker,
Og hans Vei forskiönner, letter du.
Himmelske! jeg og din Magt erkiender
Med en barnlig glad, en henrykt Siel;
Ogsaa jeg modtog af dine Hænder
Dödeliges allerstörste Held.
Ofte bar du mig til Sang oplivet;
Hver din Gave var mig kier og stor;
Men hvad du mig, denne Dag har givet, —
O! det tolkes ei med Sangens Ord.
Tavs jeg for dit Alter da nedknæler;
Og mit fulde Hierte takker dig.
Ved det nydte Held min Tanke dvæler;
Fremtids store Haab fortryller mig.
Venskab! Hist jeg seer din hulde Datter
Nærme sig. Hun knæler hos din Sön.
Held mig! Hun min hele Glæde fatter;
Held mig! Hun istemmer og min Bon:
„Lad, som hidindtil, os froe betræde
„Dyds og Viisdoms Bane, Haand i Haand!
„Her forskiön, o Venskab! hver vor Glæde!
„Hist til större Daad opflam vor Aand!