Glæden er Himlens velgjørende Gave
Mel.: Skabern stød’ den nyskabte Klode.
Mel.: Skabern stød’ den nyskabte Klode.
Glæden er Himlens velgjørende Gave,
søges af Alle, men findes af Faa;
Vellystens feige og nedrige Slave
søger forgjæves, han kan den ej naae:
thi er det vel Glæde, som lønner med Nag,
som vækker til Smerte den følgende Dag?
Ene den Mand, som sit Hjerte tør byde
frit at randsages af Grandskerens Blik,
ene den Ædle, som Venskab kan fryde,
Adgang til Glædernes Helligdom fik;
ved Vinen og Sangen sig hæver hans Aand,
til Venner han rækker den trofaste Haand.
Broderlig Haanden hinanden vi give,
Venskab! Dit Tempel indvied’ vi her;
Glæden her ofte Din Dyrker oplive!
Ingen Uværdig gid komme Dig nær!
Ej Falskhed og Smiger misbruge Dit Navn!
Hver Broder, som søger, her finde en Havn!
Evan os vinker, og Bifald tilsmiler,
Evan er Venskabs og Munterheds Gud;
Tiden med rænkefuld Taushed bortiler:
„Følg den, og brug den!” saa lyder hans Bud.
Vi Evan da hylde ved Glassenes Klang,
han lønne med Venskab vor Fryd og vor Sang!
Rein.