Jeg tør — stolt hæver sig min Aand —
Dit strenge Blik frimodig møde,
Og end, mens Hiertets Vunder bløde
Tør dristig række dig min Haand;
Tør rolig dine Raad randsage,
Tør Viisdom i din Vei opdage,
Og Godhed i din haarde Dom. —
Min stærke Sang den Svage flye,
Som dorsk sig om i Støvet smyger,
Og skiælver, naar fra Polen stiger
En mørk og tordensvanger Skye,
Som ængstlig hver en Plet opleder,
Hvor Glædens Soel sin Glands udbreder,
Og græder, naar den skiuler sig. —
Igiennem Plagers skumle Vei
Igiennem dine Lyn og Torden,
O Modgang! høit hen over Jorden
Op til dit Udspring stiger jeg,
Jeg seer, og mig i Undren taber,
Fra Lysets Gud, fra Glædens Fader
Til Jordens Held udspringer Du. —
Med faste Blik Du nærmer dig
Den Spædes trygge Blomsterleie,
Afskræker ham hans Fremtids Veie,
Seer alt, hvad han vil ønske sig;
Ei Uskylds Smil, ei første Taare
Ei ømme Klager dig bedaare
Din Dom er uforanderlig —
”Hvil sødt, o Spæde! taler Du,
”Fred være med din Barndoms Dage!
”Jeg vil dit Held og ei din Plage,
”Ei trænger Du til mig endnu!
”Engang med Vennehaand Jeg knuser
”Det Glædens Bæger, som beruser,
”Som lønlig Gift paa Bunden har. —
”Lad Lykkens kiælne Fostersøn
”Omsværme, Glæder evig nyde,
”Og kun sit eget Jeg adlyde,
”Sin Lod han finde himmelsk skiøn,
”Dig Jeg for Verden vil opdrage,
”Min sunde Næring Du modtage,
”Og vorde stærk og klippefast.” —
I tidlig Vaar opdrog du mig —
At jeg ved andres Nød har Taarer,
At Giækkes Haand mig ikke saarer,
At jeg ved Nøisomhed er rig,
At Venners Kreds, ei Daarers Vrimmel,
At stille Hiem det er min Himmel;
O! dette Alt jeg skylder dig —
Skiøndt Mindet endnu bittert er,
Ærbødig, taus jeg dog tilbeder,
Saa tidt jeg nærmer mig de Steder,
Som Vidne om min Kummer bær,
Hver Gravhøi, hvor jeg spred Klage
For elsket Barn, for ømme Mage,
Og trofast Ven, mig hellig er. —
Jeg stadig vandre Banen hen,
Ei vil jeg varig Fred begiære,
Kun at jeg den maae værdig være,
Kun moden til at nyde den;
Men er jeg endnu nok ei prøvet,
Da, naar jeg krymper mig i Støvet,
Skal Haabet dog opløfte mig. —
Rein.